Færøsk Kirketidende - 01.02.1903, Blaðsíða 5

5
Sæd og Høst.
teg stod ved Skellet mellem tvende Agre,
der begge bølgede som gyldent Vand;
højt under Skyen saa jeg Lærken flagre,
og Solen sank, hvor Himlen stod i Brand.
Den ene Mark blev tilsaaet, da det vaared
og gik imod de lyse Nætters Tid;
den Foraarssæd, som Jorden havde baaret,
blev skaanet for at prøve Vintrens Strid.
Den anden Agers Sæd blev lagt i Høsten,
omtrent da Jævndøgnsstormene tog fat;
den saa’, hvor sildig Solen steg i Østen,
og den stod snedækt mangen Vinternat.
Men nu mod Høst var begge Marker fulde,
og Sæden bølgede som gyldent Vand,
hvert spiredygtigt Korn, der laa i Mulde,
stod nu som Aks i Aftensolens Brand.
Det kender Sædemanden, som beregner,
naar Plovens Jern skal flænge Jordens Bryst,
endog om Vintren ser han, om det tegner
til Misvækst eller en velsignet Høst.
Og det forstaar den Sædemand, der bruger
fattige Hjerter til sin Saaningsjord;
om end der kommer trange Vinteruger,
véd han, at Høsten dog kan blive stor.
Hvis det var os, der selv fik Lov at raade,
saa valgte vi vel Foraarssædens Kaar;
vi kender altfor lidt til Vækstens Gaade
og gyser for det mørke Efteraar.
Vi glemmer tit, naar Sæden staar i Stampe,
og Frosten stivner Markens bløde Muld,
at Livets Vej gaar gennem Storm og Kampe,
som skal bestaas, før Jorden bærer Guld.
Vælg derfor, Herre! dine Saaningstider,
naar Vintren truer, eller Sol gaar frem.
Lad blot engang, naar det mod Høsten lider,
os være blandt de Neg, der bæres hjem!
Jakob Pautti.
En saar, en anden høster.
(Joh. 4. 37-)
Man ser af Evangeliet, at allerede paa
Jesu Tid kendtes Ordsproget: »En saar,
en anden høster« — ja, det har vel været
kendt efter dets Mening, saalænge der har
været Synd i Verden, og vil vedblive at
være kendt til Dagenes Ende, kendt som
et ondt og uretfærdigt Ord, som fremkal-
der Misfornøjelse og Had. — Vor Tid er
stærkt optaget af at faa dette onde For-
hold forandret, saa at den, som saar, og-
saa maa høste Udbytte af sit Arbejde;
det er en god Bestræbelse, men helt lykkes
den aldrig.
Nu siger vor Frelser os, at i Guds
Rige, hvis Konge han er, der findes ogsaa
dette Ord, dog ikke som et ondt og uret-
færdigt, men som et sandt Ord, det vil
sige: som en god og vis Anordning af
Gud, hvorved alle kan glædes og ingen
forarges eller blive bitter. Det beror paa,
at Guds Rige styres efter Guds kærlige
Fadervilje, som vil have os alle til hans
Børn, lige delagtige i hans Kærlighed, og
give os alle Søskendesind overfor hver-
andre, ■*— saa vi hjælpes ad med at ud-
føre Rigets Maal: alle Menneskers Frelse.
Er vi gaaede ind i Guds Rige og sø-
ger ikke os selv og vor egen Ære og For-
del, men Guds Ære og Sjælens Salighed,
saa kan vi med Glæde og Haab saa’ i
vort Liv, selv om vi ikke her paa Jord
kommer til at høste. — Det. vi skal saa’,
er et ærligt, personligt Vidnesbyrd om
Guds frelsende Naade i Jesus Kristus, den,
som vi selv har oplevet, og som har bragt
os Samvittighedsfred og Hjertensglæde —
vi skal saa’ denne Sæd i vort Hjem, blandt
vore nærmeste, og hvor Gud fører os sam-
men med andre Mennesker, vi skal saa’
den uden Menneskefrygt, men i dyb og
ærlig Menneskekærlighed.
Maaske kommer vi ikke til at se Frug-
ten her paa Jorden — maaske er det an-
dre, som faar den Glæde at føre dem, vi
vidnede med vore Ord og vort Liv for, hen
til Jesus og se dem høstede som virkelig
frelste Mennesker og førte i Laden. —
Men faar vi selv den Glæde at opleve
dette, at Sjæle vindes afgjort for Herren,
da skal vi i Ydmyghed erkende, at andre
har arbejdet før os, og vi er indkomne i
deres Arbejde — nemlig, at de førstes Ar-
bejde har været langt besværligere og
værdifuldere end vort.
I Guds Rige er det et godt og trøste-
fuldt Ord: »En saar, en anden høster« —
det betyder, at intet ærligt Arbejde er
spildt, men skal bringe Høst i sin Tid til
Guds Ære og Menneskers Frelse, og det