Færøsk Kirketidende - 01.12.1903, Blaðsíða 2

vinkede, kom med Kristennavnet fra Kristen-
lande, og atter bekræftede det sig. hvor-
ledes Navnkristendom er den levende
Kristendoms værste Fjende. Ingen blodig
Forfølgelse har skadet Kristendommen
saa meget som den lunkne, vamle Navn-
kristendom hos de Mennesker, der har
kastet Kristendommens Kærne bort, men
beholdt dens Skal.
Det varede ikke længe, inden det blev
en staaende Tale blandt Hedninger: »Kristen
Religion Djævlereligion. Kristne drikker
meget, gør meget ondt, slaar meget, sny-
der meget*! Derfor havde den Kristendom
vanskelig ved at vinde frem. der formaner:
»Værer ædru! Gører dem godt, som Eder
skader! Hellere lide Uret end gøre Uret!
Saligere er det at give end at tage!«
Indianernes Apostel.
Den engelske Udvandring af de tros-
stærke Puritanere til Amerika, hvor de
søgte et Fristed at dyrke Gud paa, udsat
som de i Hjemlandet havde været for
Statskirkens Forfølgelse, gav i Begyndel-
sen et godt Haab om en virkelig Mission
blandt Indianerne, det vilde Naturfolk, Rød-
huderne, som de fandt derovre. Men Haa-
bet glippede! Den lange Række af Gru-
somheder, som de hvide har øvet mod de
røde i Amerika, der har ført til de rødes
næsten totale Udryddelse (ved Krig, Bræn-
devin), ophidsede Indianerne, som ved blo-
dige Overfald søgte at hævne sig paa de
hvide, der paa den anden Side betragtede
alle Indianere som troløse, hvorfor de
sagde: »Den eneste gode Indianer er den
døde Indianer!« I denne skændige Udryd-
delseskamp stillede Puritanerne sig dog
snart paa Forfølgernes Side, idet de be-
tragtede sig selv som Guds udvalgte Folk,
men Rødhuderne som Kananiterne, hvem
de havde til Pligt at udrydde.
Her staar Kvækerne som en lysende
Undtagelse. De indvandrede 1682 i Ame-
rika, og sluttede en venskabelig Traktat
med Indianerne, den eneste af den Art,
som ikke blev bekræftet med Ed, og vel
ogsaa den eneste, som aldrig er bleven
brudt. Kvækerne har aldrig besmittet
sig med Mishandling af Indianerne, og
ingen Draabe Kvækerblod er nogensinde
udgydt af Indianerne.
Men længe før Kvækerne kom, fik Indi-
anerne at mærke, at der blandt de hvide fand-
tes ikke blot ærlige Mennesker, men ogsaa
Mennesker med Hjerte for dem; og ingen af
disse har indskrevet sit Navn i Indianernes
Hjerte som John Eliot, Indianernes Apostel.
Han kom fra England 1631 (27 Aar
gammel) og blev Præst for en Kreds af
Venner lidt Syd for Boston, hvilken Stil-
ling han beholdt til sin Dødsdag 1691,
altsaa i 60 Aar.
Han var en lærd Mand med store
Evner, med en levende Tro, et varmt
Hjerte og dertil en Bønnens Mand som
kun faa. Hver Gang der hændte ham et
eller andet — godt eller ondt — sagde
han som Regel altid: »Lad os forvandle
det til Bøn!« Det betyder saa meget som,
lad os gennem Bønnen naa at tage imod
det af Guds Haand, saa bliver det os til
Velsignelse. Og mange Træk fra det dag-
lige Liv vidner om hans varme Hjerte,
intet dog saa meget som den Kærlighed,
han udviste mod de stakkels Rødhuder.
Efter at have lært det vanskelige In-
dianersprog drog han ud blandt de vilde
og prædikede for dem, og flere og flere
flokkedes om ham; de hedenske Sæder
afskaffedes, daglige Morgen- og Aften-
bønner indførtes, og Søndagen holdtes som
en Hellig- og Hviledag.
Utrættelig drog han omkring paa sine
besværlige og farefulde Prædikerejser. Han
skriver engang: »Jeg har nu ikke været
tør fra Tirsdag til I ørdag. Nat eller Dag.
Naar jeg skal sove. trækker jeg mine
Støvler af, vrider mine Strømper og træk-
ker dem saa paa igen. Men Gud staar
mig bi. Jeg jubler, naar mange udmattende
Dage og Nætter ruller hen over mig, un-
der Fare blandt Hedningerne, Farer i
Urskov og Ørken. Ofte. naar jeg vadede
gennem Floder, steg Vandet højt om mig,
men jeg støttede mig til Herrens kostelige
Forjættelse: »Naar du gaar gennem Van-
dene, vil jeg være med dig«. (Es. 43, 2).
En saadan Kærlighed maatte bære
sin Frugt; flere og flere blev de Indianere,
som flokkedes om hans Forkyndelse og
aflagde deres hedenske Levevis. Men
mørke Skyer trak op for den saa godt
begyndte Indianermission. Den sørgelige
Indianerkrig brød løs, og en Rædselstid
med Mord og Brand oprandt, i hvilken
Englænderne udryddede Indianerne i Stam-
mevis. Faa var de Rester, som blev spa-
rede. John Eliot vedblev indtil sit sidste
at gøre sin Gerning blandt disse.
Paa sit Dødsleje sukkede han: »En
mørk Sky ligger over Evangeliets Arbejde
blandt Indianerne; Herren aande nyt Liv
i det og fremme det, naar jeg er død!«
Da Døden indfandt sig, udaandede
han med de Ord: »Velkommen, Glæde!
Kom, Herre, kom!«
Endnu findes enkelte Eksemplarer af
hans indianske Bibeloversættelse, der staar
som et vemodigt Mindesmærke om en
Stamme og et Sprog, der forlængst er
uddød.