Færøsk Kirketidende - 01.06.1905, Blaðsíða 3

»Var der noget, der greb Dem?«
»Ja, Dr. Torreys Tale. Den var saa
ligetil, saa klar, saa følelsesfuld. Han
talte om Kristus som Frelseren og de
svage Brødres Støtte. Og mens han talte,
følte jeg, at jeg var en af de svage. Men
jeg overgav mig ikke til ham, inden
Mødet var forbi. Jeg vilde heller ikke
blive tilbage. Jeg rejste mig og gik ud
— med den Følelse, at jeg var ifærd med
at sige nej til Frelsen — og at den maaske
aldrig mere blev tilbudt mig. Men ud gik
jeg. Jeg følte, at det kunde ikke nytte
noget. Jeg kunde umuligt forandre mit
Liv«.
Hver den, som paakalder Herrenn Navn,
skal vorde salig,
Rom. to, IR.
Det var i Slutningen af 8o’erne. Koldt
jog Stormen gennem Gaderne i Kolding
og piskede Regnen imod Ruderne. Tag-
stene blæstes ned og knustes mod Sten-
broen. Der var vist mere end én, der,
idet han saa sig om i sin lyse og varme
Stue, udbrød: »Det er et godt Vejr at
sidde inde i, Gud ske Lov, at vi er i
Flusly!«
Den næste Morgen ved Daggry gik
Politiet gennem Gaderne for at undersøge
Stormens Ødelæggelser. Der laa store
Dynger af Tagsten, Flalm og Papir blæste
sammen, og hvad mon det var for en
Bunke Klude derhenne? — Ved nærmere
Eftersyn viste det sig at være en Mand,
der var i aldeles forkommen og hjælpeløs
Tilstand. Man bragte ham ind paa For-
sørgelsesanstalten og tumlede med ham.
Bevidstheden vendte snart tilbage, og ved
omhyggelig Pleje blev han atter rask.
Hvem var han? Hvor kom han fra?
— Det viste sig umuligt at faa disse
Spørgsmaal besvarede, thi Manden selv
svarede kun med en Hovedrysten paa alt,
hvad man spurgte ham om. Den fremmedes
mørke Øjne og hele Udseende tydede
paa, at han var en Sydlænding, saa han
forstod vel ikke Dansk — man tilkaldte
derfor sprogkyndige F'olk, der forsøgte at
tiltale ham paa alle civiliserede Tunge-
maal, men stadig med samme Resultat,
Manden forblev stum. Hans Fotografi
blev sendt til Politiet i mange 1 .ånde
ingen kendte ham. Da han var uden
Midler, og man ikke kunde sende ham
bort, blev han flere A ar paa Forsørgelses-
anstalten, hvor han gik under Navn af
den »Ubekendte«. Han var i Besiddelse
af nogen Dannelse, men kunde ikke lide
Kvinder, kun Bestyrerens Hustru og Dia-
konissen var han høflig imod.
Efter flere Aars Forløb blev han meget
syg, og Diakonissen, der plejede ham,
hørte da, at han flere Gange tydeligt
sagde: »Jesus, Jesus!» Det blev det
sidste og eneste Ord, denne mærkelige
Mand udtalte i Kolding, thi kort efter
døde han. Han var altsaa ikke stum, —
men det vil forblive en Gaade, hvilke
tunge Tilskikkelser, og om det har været
hans egen eller fremmed Synd og Skam,
der har lukket Munden paa ham. Lad os
haabe, at Jesusnavnet har lyst for ham i
alle de Aar, han frivillig forblev stum. —
Mon denne Mand nu ogsaa fuldt ud har
faaet Indtryk af, at det var Kristne, han
levede iblandt? Er vor Færd i det dag-
lige Liv saaledes, at en, der ikke forstaar
vore Ord, dog kan forstaa, hvis Børn
vi er?
Nogen Tid efter den »Ubekendte«s
Død kom der en Dag en Stenhugger fra
Aarhus til Graveren og udtalte det Ønske
at faa 1 .pv til som Reklame al lave et
Monument til en Grav paa Kolding Kirke-
gaard. Graveren, der havde stor Inter-
esse for den »Ubekendte«, fortalte ham
da om denne, og Stenhuggeren lavede en
meget smuk Marmorsten til hans Grav.
Derpaa ses Egeblade ved Foden af en
Palme, under hvis Krone der er et Kors,
vel for at antyde, at han, der var fra Pal-
mernes I.ande, fandt Ly under Korset.
Indskriften, der staar smukt udhugget med
ophøjet Skrift, lyder:
Den
„Ubekendt e“,
død i Kolding 1893,
c. 40 A.Tr gammel.
Hver den, som paakalder Herrens Navn,
skal vorde salig.
Rom. 10, 18.
Skriftstedet blev fundet ved at lukke
Bibelen op og tage det Sted, Øjet først
faldt paa. Det giver os en skøn Forjæt-
telse om, at det Navn, som ej findes paa
Gravstenen, staar skrevet i Livets Bog.
Kommer nogen af dette Blads Læsere
til Kolding, da vil de have Glæde af paa
den smukke, velholdte Kirkegaard at be-
søge den »Ubekendte«s Grav, der findes
i det sydøstlige Hjørne af denne paa Fattig-
kirkegaarden.
Det er skønt, at Jesusnavnet hedder
ens og lyder i alt Fald nogenlunde ens
paa alle Sprog; thi det er jo det Baand,
der sammenknytter os alle som Brødre,
bvor forskellige vi end kan være i alle
andre Henseender. Følgende lille Fortæl-
ling, som jeg har læst i et sydtysk Blad