Færøsk Kirketidende - 01.03.1906, Side 1

Færøsk Kirketidende.
Redigeret af: F. BUSCH.
15. Aarg.
I. Marts 1906.
Nr.
Fortabt—Frelst.
Der er mange Mennesker, som har den
Opfattelse af Fortabelsen og Frelsen, at de
hører det fremtidige Liv hinsides Graven
til. At tale om, at man er »et frelst Men-
neske« allerede mens man endnu lever i
denne Verden er farisæisk Hovmodigheds-
tale eller i hvert Fald sekteriske Lær-
domme, som Baptisterne ere komne med;
nej, man kan haabe at blive frelst engang,
men at sige det om sig selv, at man er
frelst, det er formasteligt. — Saadanne
eller lignende Udtalelser har jeg ofte hørt
af Folk.
Nu er der noget rigtigt i disse Ud-
talelser, de ere halv Sandhed og halv
Løgn — derfor kan den onde Fjende og-
saa saa godt bruge dem, og derfor gør
han alt muligt for at faa Menneskene til
at holde fast ved dem. Naar man siger,
at Frelsen er noget, der hører det hin-
sidige Liv til, og at man kun kan haabe
at blive frelst, saa er der virkelig den
Sandhed deri, at vor endelige Frelse først
fuldbyrdes, naar vi have lukket vore Øjne
her paa Jorden og have stridt Striden
med Djævelen, Verden og vort eget Kød
til Ende og faaet Sejrskransen, som er
henlagt til enhver ærlig Stridsmand (1 Tim.
11, 8). Denne Frelse er selvfølgelig noget
fremtidigt, noget, som vi kun har i Haabet,
om end i et fast og sikkert og levende
Haab, men dog kun i Haabet, saadan som
Paulus siger det i Romerbrevet 8, 24: »Vi
ere frelste i Haabet«. Derfor kan ogsaa
den samme Apostel tale om. at »vor Frel-
ser er nu nærmere, end da vi bleve tro-
ende« (Rom. 13, 11). Det er jo klart, at
jo længere Tiden gaar for et troende Men-
neske, des nærmere kommer han den fulde
endelige Frelse hjemme hos Gud.
Paa samme Maade med Fortabelsen.
Den evige »F'ortabelse bort fra Guds An-
sigt« (2. Thess. 1, g) er selvfølgelig først
fuldbyrdet paa den anden Side Graven.
Men ligesaa sandt og overensstemmende
med Skriften er det, at man her i Livet
hører enten til de fortabte eller til de
frelste Mennesker. Se en Gang paa lig-
nelsen om den fortabte Søn. En Mand
havde to Sønner, begge vare de fromme
lydige Børn hjemme i deres Faders Hus
til at begynde med. Men den yngste for-
lod Faderhuset — læg Mærke til, at det
var den yngste — han fik Lyst til Ver-
denslivet og fortabte sig i det, medens
han ringeagtede sin gode Faders Kærlig-
hed. Saa turede han om derude i det
vilde syndefulde Liv og trodsede sin Fa-
ders Bud og endte blandt Svinene — og
han var dog sin Faders Søn. Han havde
foragtet Qg forsmaaet sin Faders Kærlig-
hed, men hans Faders Kærlighed havde
ikke slaaet Haanden af ham. Han var
fortabt, endog han var Søn. Og omsider
blev han frelst ud af de Snarer, han selv
havde kastet sig ind i: »Denne min Søn
var fortabt, men er bleven funden igen«.
Se her ser vi da et Menneske i levende
Live, hvordan Skriften selv siger, at han
var fortabt.
»Menneskenes Søn er kommen at søge
og frelse det fortabte“ (Luc. 19, 10), hører
vi ogsaa af F'relserens egen Mund. Det
samme ligger i Lignelsen om Faaret, der
er faret vild paa den gode Hyrdes Græs-
gange. Det vandrer udsat for alle F'arer
uden Røgt og Pleje paa Fortabelsens Vej
og er allerede fortabt, men staar dog til at
frelse, saa længe det endnu er i Live.
Paa samme Maade vandrer ogsaa
mange Mennesker paa F'ortabelsens Veje
som Fortabelsens Børn, de ere gaaede
bort fra Frelserens Omsorg, have kastet
Vrag paa hans Kærlighed ved ikke at til-
egne sig den, og vandrer paa deres egne
Stier, følgende deres egne Lyster og deres
egne selvkloge Hoveder. Men selv om de
have glemt deres rette Hyrde og Tilsyns-
mand, har han ikke glemt dem, og er sta-
dig optaget af at søge og frelse det for-
tabte. Og naar det lykkes ham, naar det
fortabte Faar virkelig har ladet sig finde
og atter ligger paa den gode Hyrdes Skul-
dre, saa er det atter frelst og i god Be-
hold.
Og det kan Gudskelov ske med et
Menneske. Det er ikke saa, at et Men-
neske højst kan haabe, at det er saa, at
han bæres af den gode Hyrde, og at han
er frelst, nej, det kan han vide fuldt for-
vist. Det var ikke godt andet. Allerede
David kunde synge herom: »Herren er