Færøsk Kirketidende - 01.03.1906, Blaðsíða 3

sætning' til den tørre Lærdom, der var
fremherskende blandt Byens Præster, og
bød paa den haarde Skal i Stedet for
Evangeliets søde Kærne, vidnede Untereyk
med Iver og Alvor. Han blev derfor ofte
overdænget med Spot og Haan.
Den unge Neander var ogsaa blandt
de Spottere, der enten gik af Vejen for
denne alvorlige Røst eller søgte at spille
Præsten et eller andet Puds. Sammen
med to ligesindede Kammerater gik Ne-
ander en Dag hen for at høre Untereyk
prædike, dog ikke for ret at lægge sig
hans Ord paa Sinde, men, som han senere
har tilstaaet, for at »faa noget at le af«,
og for i Untereyks Tale at finde »Tale-
maader og Vendinger, som man senere
kunde tyde ilde og bringe videre«.
Neander havde onde Tanker i sit
Hjærte, men Gud tænkte at gøre alle
Ting vel. Den spottelystne Yngling blev
underlig til Mode, da han fik Øje paa
Untereyks værdige Skikkelse, som han
der stod paa Prædikestolen og talte med
sin milde, klare Røst. Det var noget
andet, end han havde ventet at finde.
Opfordringen til Bod og Tro gik ham
til Hjærte. Han følte Samvittighedens
Stemme i sit Indre vidnende: »Du er
Manden, du har fortjent Døden«, og saa
opløftedes han atter ved Evangeliets milde
Røst. Ved Præstens inderlige og kraftige
Slutningsbøn overvældedes han helt. Her-
ren var bleven ham for stærk og havde
sejret over ham.
Fra den Dag søgte Neander at komme
i nærmere Forbindelse med Untereyk.
Han ænsede ikke sine tidligere Kamme-
raters Spot. der nu ogsaa gik ud over
ham — han forblev fast. Han havde
fundet sin Frelser og klyngede sig til
ham i allehaande Nød og Kors, Sorg og
Forfølgelse, og derved kom Lovsangstonen
til at vælde frem af hans inderste Hjærte
med saa stor Kraft, at den endnu formaar
at opildne vore Hjærter.
Neander døde den 31te Maj 1680, kun
30 Aar gammel.
M. IV.
(i »Sæd og Hest«).
Forbønnens Magt og Velsignelse.
_____
I »Et Tilbageblik« over sit I ,iv skriver
den bekendte Missionær Hudson Taylor
følgende:
Lad mig fortælle, hvorledes Gud be-
svarede min kære Moders og min elskede
Søsters Bønner om min Omvendelse. Jeg
var omtrent 15 Aar gammel; min Moder
var fraværende fra Hjemmet, og jeg havde
en Fridag. For at finde en Bog til at
forslaa de ledige Timer med gennemsøgte
jeg om Eftermiddagen min Faders Bog-
samling. Da der ikke var noget, som jeg
syntes om, bladede jeg i en lille Kurv med
Smaaskrifter og udvalgte mig et lille Skrift
af et interessant Ydre, idet jeg sagde til
mig selv: »Der er rimeligvis en Historie i
Begyndelsen af Bogen og en moralsk Præ-
diken i Slutningen. Jeg vil læse den
første og overlade den sidste til hvem, der
lyster«.
Jeg satte mig altsaa ned for at læse
den lille Bog i en ganske ligegyldig Sinds-
tilstand, idet jeg saa saaledes paa det den
Gang, at hvis der overhovedet var nogen
Frelse, saa var den ikke for mig; naar
Bogen blev kedelig, vilde jeg lægge den
til Side. I de Dage var det almindeligt
at sige. at et Menneske »blev alvorligt«,
naar han omvendte sig. Og at dømme
efter adskillige Ansigter saa’ »Omvendelse«
i Sandhed ud til at være en meget »alvor-
lig« Sag. Var det ikke godt, om Guds
Folk altid havde talende Ansigter, der for-
talte uomvendte Mennesker saa klart om
Frelsens Glæde og Velsignelse, saa at de
maatte tale om ,,at blive glade“ i Stedet
for ,,at blive alvorligenaar nogen om-
vendte sig?
Jeg vidste kun meget lidt om, hvad
der paa den lid foregik i min kære Mo-
ders Hjerte en Snes Mil fra Hjemmet.
Hun rejste sig fra Middagsbordet den
samme Eftermiddag med et brændende
Ønske om sin Drengs Omvendelse, og
hun følte, at da hun nu var borte fra
Hjemmet og havde mere Ro end til dag-
lig Brug hjemme, var der givet hende en
god Lejlighed til at bønfalde Gud om min
Frelse. Hun gik ind paa sit Værelse og
laasede Døren, fast bestemt paa ikke at
gaa ud igen, før hendes Bøn \/ar hørt.
Time efter Time trængte min kære Mo-
der ind paa Gud for min Skyld, indtil hun
tilsidst ikke kunde bønfalde Gud længer,
fordi hun blev tvunget af Aanden til at
prise Gud for det, som Aanden nu aaben-
barede hende var en allerede fuldbragt
Kendsgerning — nemlig hendes eneste
Søns Omvendelse.
Imidlertid var jeg altsaa, som sagt,
sysselsat med det lille, gudelige Skrift, og
medens jeg læste det, blev jeg slaaet af
et Udtryk, nemlig »Kristi fuldbragte Værk«.
Den Tanke gik gennem mit Sind: »Hvor-
for bruger Forfatteren dette Udtryk? Hvor-
for siger han ikke: Kristi Forsoningsværk?«
Straks stod Ordet for mig: »Det er fuld-
bragt!« Hvad var fuldbragt? Og straks
svarede jeg: »En fuld og fuldkommen
Forsoning og Fyldestgørelse for Synden:
Gælden betalt af Stedfortræderen, Kristus