Færøsk Kirketidende - 15.05.1906, Page 1

Færøsk Kirketidende.
Redigeret af: F. BUSCH.
15. Aarg.
15. Maj 19
0 6. Nr. 10.

Redaktionen har modtaget følgende:
Et Svar
fra
Sognepræst M. A. Hansen, Thorshavn.
I Anledning af en ikke navngiven
»Grundtvigianer-s Spørgsmaal i »Færøsk
Kirketidende« for 15de April d. A. skal
jeg tillade mig at fremkomme med neden-
staaende Bemærkninger. Jeg føler mig
saa meget mere foranlediget hertil, som
Bladets Redaktør i sin Efterskrift retter
et direkte Spørgsmaal til mig.
Et af »Grundtvigianeren«s Spørgsmaal
lyder saaledes: »Naar det derfor viser
sig, at der virkelig findes Præster i den
danske Folkekirke, der ikke kan arbejde
sammen med Indre Mission, mon det saa
ikke er »død Kristendom«, de staar som
Talsmænd for?«
Formen og Udtrykkene er for saa
vidt heldig valgte, som der intet bestemt
siges, medens det dog er klart nok for
enhver, at Meningen dermed er at mis-
tænkeliggøre mig, fremstille mig som en
Talsmand for »død Kristendom«, en Fjende
af I.ivet, en Præst, der prædiker, hvad
han ikke tror, altsaa en Mand, der gør
sin Gerning for smaalig og smudsig For-
dels Skyld, Løn og Ære, og dette, fordi
jeg vover at gøre mig skyldig i en saadan
Formastelighed som at erklære, at jeg
ikke kan arbejde sammen med en af
Indre Missions Missionærer, der, uden at
nogen har kaldt paa ham, kommer og
bringer Forvirring ind i den Menighed,
hvis Præst jeg er. Jeg skulde maaske
have taget en saadan Mand under Armek
og sagt: »Tak fordi De kommer. Tan
fordi De saa velsignet umuliggør alt roligt
Menighedsarbejde her i Thorshavn. De
er et »saare skønt Menneske«. Ja, havde
jeg gjort det, saa havde »Grundtvigianeren«
og Missionæren maaske nok set paa mig
med nogenlunde milde Øjne, i alle Til-
fælde var jeg nok bleven taalt; men da
havde jeg ogsaa med det samme mistet al
Agtelse for mig selv og gjort mig fortjent
til hele Menighedens Ringeagt.
Den- Fremgangsmaade, som »Grundt-
vigianeren« anvender, er iøvrigt den samme,
som Indremissionær Moe brugte i sin Ar-
tikel imod mig i »Dimmalætting«, hvor
han fandt det meget betegnende, at Takken
til mig for min Optræden imod ham var
fremkommen i »et Blad, der alle Dage
har vist sig som en spottende Modstander
af alt, hvad der hedder Kristendom*. Hf.
Moes Mening var jo denne: ' »Der kan
Menighederne her paa Færøerne se, hvad
det er for en Præst, der sidder i Thors-
havn. Han og Kristendomsfjenderne slut-
ter sig sammen for at bekæmpe den le-
vende Kristendom, hvis Talsmand jeg —
Indremissionær Moe — er«.
Jeg fandt mig i mit Svar den Gang
ikke foranlediget til at gaa ind paa dette
hans Angreb, fordi jeg ansaa det for at
være ai* en saa lav Karakter, at det ikke
var værd at røre Ved. Da »Grundtvigi-
aneren« imidlertid gentager Angrebet, vil
jeg blot spørge ham: »Hvor kan De faa
Dem selv til at benytte en saa smudsig
Krogvej for at faa gjort en Præst mis-
tænkelig i hans Menigheds og overhovedet
i alle rettænkende Menneskers Øjne? De
haaber vel, at det vil lykkes Dem, og
umuligt er det ikke. De har maaske hørt
om, at Fif af den Art undertiden kan an-
vendes med ret betydelig Virkning. De
ved ogsaa, at en Mand overfor den Slags
Beskyldninger staar saa temmelig værge-
løs«.
Det kan da een Gang for alle slaas
fast: En Præst skiil gøres til Talsmand
for »død Kristepdom« o: vantro, blot fordi
han ikke kan arbejde sammen med en
Missionær, der bringer Forvirring ind i
hans Menighed og forstyrrer alt roligt
Arbejde dér, blot fordi han anser det for
sin Pligt at værne sin Menighed imod
Opløsning og derfor stiller sig paa sin
Menigheds Side imod de Kræfter, der vil
forvirre og splitte den.
Dernæst: Jeg har kaldt Indre Mission
for en Sekt. »Sognepræsten til Sydstrømø
udkaster Betegnelsen Sekt om en Retning
indenfor den danske Folkekirke, som oyer
en Tredjedel af Danmarks Præster og to
af Danmarks Biskopper slutter sig til«.
Det er sandelig et mægtigt Artilleri, der
her køres op med. Den sølle Sognepræst