Grønlandsposten - 01.05.1944, Blaðsíða 10

106
GRØNLANDSPOSTEN
Nr. 9
sager til tyske Hjem, altsammen om Natten, der-
for er vi i Danmark spærret inde fra Kl. 8 hver
Aften, vi maa ikke se ,de Jernbanevaggoner, der
fyldte forlader Landet hver eneste Nat.
Herhjemme har Tyskerne ikke kunnet sætte
igennem (endnu da) at forbyde udenlandsk Radio,
men de sætter ind med en infernalsk Larm paa
alle engelske og amerikanske Bølgelængder for i
størst mulig Udstrækning at forhindre, at man
hører andet end deres egne tyske Løgnehisto-
rier, især i den sidste Tid, hvor det gaar dem
saa vidunderligt daarligt paa alle Fronter, vi
jubler højt for hvert Nederlag, de maa døje,
og vore danske Aviser en bundkomiske, fordi der
maa en Forklaring til hvert Tilbagetog og en
Undskyldning for hvert Nederlag og en strate-
gisk Redegørelse for hver »planmæssig Tilbage-
trækning«. At de gider, de dumme Tyskere, in-
gen tror jo paa det alligevel— vist ikke engang
Tyskerne selv mere.
Hørte I Julehilsenerne fra Danmark i Radio-
en? Al anden Radioudsendelse fra Danmark er
Løgn, men der er ingen Dansker, der hører dansk
Radio, derimod svensk med stor Interesse.
Jeg skal ikke komme ind paa, hvor mange
Mennesker, de har slæbt til Tyskland og piner
og plager til Døde, det kender I sikkert alt sam-
men fra Radioen, kun skal I vide, at Radioen ik-
ke overdriver— tværtimod alt gaar meget, me-
get værre til, og Forholdene er langt mere lovlø-
se, end nogen Radio kan berette.
Naar jeg næste Gang skriver til jer, bereg-
net for tysk Censur, jo, saa »har jeg det noget
saa dejligt«.
Mit ophold i Horserød.
(Af professor i historie ved Københavns universitet, Albert
Olsen, i »De frie Danske«, december 1943.)
Under vort ophold paa Alsgades Skole levede
vi i fuldstændig uvidenhed om, hvad den tyske
værnemagt vilde stille op med os. Skulde vi
»geistige Uhrheber« ekspederes over i en anden
verden, sendes sydpaa eller returneres ovenpaa
forskrækkelsen? At vi ikke skulde blive paa sko-
len var indlysende. Næsten alle tog situationen
med dansk ro og uimponerthed, hverken de ty-
ske bajonetter paa Alsgades Skole eller pigtraa-
den i Horserød bragte os i affekt. Tyskerne fik
ikke den fornøjelse at se skræk og rædsel brede
sig blandt »die besten kopfe Danemarks«, som de
med en vis respekt kaldte os.
Den 3. septemher blev vi i militærbiler trans-
porteret til Horserød. Saa vidste vi, at en del
af os maatte være forberedt paa et længere op-
hold. Alligevel føltes det som en lettelse at kom-
me bort fra skolens kvalmende gymnastiksal med
eet WC og een vaskekumme til 70 mand! Barak-
kerne i lejren er ikke ideelle: men selv trods
mangler var det et stort fremskridt at faa lov til
at sove i et tomandsværelse med seng i stedet
for sammen med 70 andre paa gulvet i en sove-
sal, hvor lyde i dur og mol, afbrudt af mere
eksplosive detonationer, gjorde søvnen urolig.
Lejren organiserede vi selv. Vi er i virkelig-
heden langt dygtigere organisatorer end tyskerne.
Lejrkommandanten, hauptmann Jager, lod os ha-
ve frie hænder, da han saa, det gik godt. Lej-
ren valgte et præsidium med professor Niels Ni-
elsen som første »præsident«. Niels Nielsen fik
hurtigt et korrekt forhold etableret til lejrkom-
mandanten, mere besvær voldte det at faa paci-
ficeret lejrens urolige hoveder, der i breve hjem
skrev alt det om tyskerne, man kun maatte tæn-
ke. Men i det store og hele var diciplinen
baseret paa et udmærket kammeratskab — for-
trinlig. Vi kunde føre vort eget liv, fraregnet
tre gange dagligt, hvor vi maatte marchere tre og
tre op til spisesalen, der laa 300 meter fra vore
barakker. Her passede tyskerne paa, at vi ikke
kom i forbindelse med det danske køkkenperso-
nale, men vi førtes til og fra spisesalen af vor
egen »general«, spejderen Tage Carstensen. Den
tørre mad var iøvrigt god, middagen gennem-
gaaende slet, navnligt vil jeg mindes den hyppigt
forekommende kanin med absolut uvilje. Paa den
anden side led vi ikke nød. Gode venner uden-
for overfodrede os med kager, og direktør Dessau
fremskaffede oceaner af lagkage fra en nærlig-
gende kro. Derimod kunde man ikke skaffe os øl,
kun om søndagen fik vi hver en bajer, ellers var
lejren tørlagt. Tobak havde vi i overflod, takket
være tobaksindustrien, som sendte os store ugent-
lige rationer. Besøg fik vi to gange ugentlig, over-
vaaget af to »danske« lejrspioner.
I lejren færdedes ulv fredeligt ved siden af
lam, konservative politikere og KU-ere, venstre-
orienterede intellektuelle, enkelte »Dansk Sam-
ling«s folk, en haandfuld embedsmænd, en halv
snes universitetsprofessorer, lige saa mange re-
daktører, samt en del arbejdere og nogle »misfor-
staaelser« etc., naturligvis med et stærkt jødisk