Grønlandsposten - 01.05.1944, Blaðsíða 11

Nr. 9
GRØN LANDSPOSTEN
107
islæt. Forretningsverdenen var sparsomt repræ-
senteret, blandt rigsdagsmændene savnedes repræ-
sentanter for Venstre, Socialdemokratiet og Radi-
kale paa en enkelt undtagelse nær. Pastor Gun-
nar Engberg og Kjeld Abel drøftede paa lange
spadsereture inden for hegnet problemer ud fra
— tør man nok sige — noget forskellige syns-
punkter, og andre fulgte i deres spor. At
man kom hinanden nærmere, vil jeg ikke paa-
staa, men der skabtes en større respekt for an-
dres opfattelse og kammeratskabsfølelse, som skul-
de bidrage til et bedre sammenhold i den første
tid efter besættelsens ophør, naar det danske
samfund skal saneres og genopbygges paa dansk
demokratisk basis.
En dag i lejren saa saaledes ud: 8 1/4 mor-
genmad, derefter rengøring af barakkerne. Klok-
ken ti var der gudstjeneste og derefter forskelli-
ge studiekredse, mere friluftsinteresserede gik
tur, 100x50 m, eller spillede boccia. Efter middag
hviledes der en time, og derefter fulgte foredrag
eller kunstnerisk underholdning. Man var jo vel-
forsynet med »kræfter«, som i høj grad bidrog
til at sætte humøret op: Kjeld Ahel, Sam Bese-
kow, den Gyldenblonde, Per Knutzen, Viggo F.
Møller og Soya. Naar aftensmaden var indtaget,
læstes der — vi fik efterhaanden et ganske godt
bibliotek — eller spilledes kort. De ganske unge
og professor Hvidberg morede sig dejligt med et he-
stevæddeløbsspil. Lørdagaften havde vi barakfest
under hyggelige og fornøjelige former — desuden
hyldede vi kongen paa hans 73-aars fødselsdag og
sendte ham en adresse, som det efter noget be-
svær lykkedes at faa ud af lejren.
Tyskerne forstod ikke vor maade at tage si-
tuationen paa. Hvad skal man stille op med en
flok mennesker, der ikke engang er imponeret af
»die Wehrmacht«? En del af dem var mildest ta-
get noget forargede. At de ikke satte pris paa,
at vi slog et kort op med hærene placeret efter
indsmuglede engelske radiomeddelelser, er der in-
tet at sige til, — og vor laanebank, der emitte-
rede aktier til kurs 200 uden ret til udbytte kal-
det »Horserød Fidusbank«. fyldte dem med dyb
indignation og undren — at man kunde opføre sig
saadan i en saa alvorlig situation! En tysker for-
staar ikke dansk mentalitet, men baade komman-
danten og soldaterne gjorde deres bedste for at
gøre opholdet taaleligt for os. Kun en af de in-
ternerede blev mishandlet, og det var af en ge-
stapomand paa Alsgades Skole. Efter jødeforføl-
gelserne afbrød vi al »venskabelig« forbindelse
med politisoldaterne og lod dem forstaa, at de og
hele det tyske folk havde medansvar for alle de
gemenheder, der blev begaaet, selv om mange af
dem personlig misbilligede dem. Vi fortsatte imid-
lertid vort daglige liv, som om intet var sket.
Sam Besekow læste den 3. oktober digte af Jo-
hannes V. Jensen, og professor Warburg, lejrens
afholdte læge, holdt en interessant medicinsk fo-
relæsning. Jøderne i Horserød-lejren var vi alle
stolte af paa deres ulykkesdag.
Men allerede inden denne makabre stemning
efter jødeforfølgelserne bredte sig, havde tysker-
ne lært dansk sejghed og modstandsvilje at ken-
de. De kunde ikke være uvidende om, at vi var
glade over, at regering og rigsdag havde slaaet
fra, og ikke ønskede, at man af hensyn til os
skulde lave et uværdigt kompromis. Da de be-
gyndte frigivelserne, forelagde de en erklæring
til underskrift, hvorved man forpligtede sig til ik-
ke at modarbejde »det stortyske rige«s interesser
i ord og gerning. Enkelte underskrev ud fra den
betragtning, at en afvungen erklæring ingen gyl-
dighed havde. Men flertallet sagde nej. Resulta-
tet blev, at tyskerne til slut lod sig nøje med vor
underskrift paa, at vi var gjort bekendt med, at
modarbejden af det stortyske riges interesser i
ord og gerning vilde føre til omgaaende interne-
ring. Afhøringerne af ca. 80 mand paa een dag
virkede nærmest parodisk. Man havde paa for-
nemmelsen, at nu skulde lejren opløses. Hvorfor?
Departementcheferne, industriraadet, de samvir-
kende fagforbund og mange andre havde gjort
tyskerne opmærksom paa, at der ikke kunde skaf-
fes ro og orden i landet, saa længe vi sad inde.
Nu gjorde tyskerne altsaa forsøget og lukkede de
60 af »Uhrheberne« ud. Tilbage blev en lille flok
paa nogle og tyve, navnlig jøder, professor Hal
Koch, der kun vilde tale dansk, og enkelte andre,
tyskerne mente at kunne faa ram paa, samt et
par stikkere, lejren havde været belemret med.
Man kan ikke sige, tyskerne naaede deres
maal. Der blev ikke »ro og orden« i landet, og
der bliver det ikke, før okkupanterne er drevet
ud. De vil i Danmark, som i de øvrige okkupe-
rede lande, gøre den erfaring, at hvor mange de
end sætter bag tremmer og pigtraad, slæber til
Tyskland eller eventuelt slaar ihjel, saa batter det
ikke. »Uhrheberne« er nemlig tyskerne selv, og
modstanderne er ikke en lille udvalgt flok, men
hele det danske folk.
Albert Olsen.