Atuagagdliutit - 23.03.1961, Blaðsíða 14

Læserbreve
__ -KLIP
Hvem ringer klokkerne for,
og hvem skal ringe med dem?
Vi har modtaget:
Sidste år havde Ministeriet for
Grønland bestemt, at klokkerne ved
forskellige kirker ikke mere skal have
betaling for deres arbejde, og at kirke-
klokke-ringningen skulle besørges af
„dem, der passer kirken". En sådan
ministeriel bestemmelse kan man ikke
stritte imod, og vi var nødt til at rette
os efter den.
Det ser ud til, at ministeriet kun
havde tænkt på byerne, da bestemmel-
sen skulle tages. Det kan også være,
at ministeriet ikke har været klar
over, at der findes mange udsteder og
små pladser i Grønland. På sådanne
pladser er „den, der passer kirken" en
rengøringsdame.
Bestemmelsen kan bruges i byerne,
da præstegældet plejer at have en
mandlig kivfak. Spørgsmålet er, om
vedkommende mand også er blevet
„rengøringsdame". Jeg ved, at der er
rengøringsdamer i byerne ved siden
af præstegældets mandlige kivfak. Er
denne kvinde blevet klokker efter de
nye bestemmelser?
På udsteder og bopladser er det helt
anderledes. Siden bestemmelsen tråd-
te i kraft, har vi ikke kunnet få en
mand til at ringe og kunne ikke få
rengøringsdamen til at tage sig af
klokkeringningen, idet hun ikke kan
klare dette arbejde. Skal kirkeklok-
kerne på de mindre pladser herefter
kun hænge som pynt?
Endnu en gang må den stakkels ka-
teket træde til, skønt ministeriet ikke
har lavet bestemmelser om, at „kate-
keten" skal være klokker. Hvordan
går det så i byerne? Der har de ingen
bekymringer. Jeg tvivler slet ikke om,
at „kateketen" i byen ikke tager til
kirken om morgenen for at ringe.
Når man tænker på årets højtider
har en enlig kateket nok at lave før
og under højtiderne. Han har dog kun-
net klare hele arbejdet — men han
må bruge en stor del af sin tid med
at vandre frem og tilbage for at ringe.
Hvis han ikke gør det, hører stedets
beboere ikke kirkens klokke.
I vor tid er det ikke længere muligt
at arbejde gratis. Derfor kan man ikke
henvende sig til en eller anden og bede
om hjælp i klokkeringningen. Vi er
ikke bange for at hjælpe, men ønsker
også at leve som andre. Vi ønsker og-
så at leve i fred en søndag morgen.
Hvis man havde tænkt på de oven-
nævnte, havde vores foresatte ikke
nøjedes med at sige, at man ikke kun-
ne lave om på en ministeriel bestem-
melse og etablere ens behandling. De
kunne vel lave lidt om på den, så-
ledes at man — som under den gam-
le ordning — har een til at sørge for
klokkeringningen.
Hvis det er helt umuligt at lave om
på bestemmelsen, må man desværre
blive nødt til at lade kirkernes klok-
ker forstumme, for „kateketen" har
man ikke engageret som klokker.
Det er ønskeligt, at en sådan skæv
bestemmelse bliver rettet snarest. Vi
har ens arbejde, enten vi er i en by el-
ler på et udsted. Vi arbejder for den
samme institution og bør have samme
ordning og behandling.
Eli Olsen, Arsuk.
KVALITETSVARER
Syntetisk Emaille
Gulvlakker
Kunstnerfarver
Skibslakker
Oliefarver
Tegner ekvisitter
A.STELLING
KOBENHAVN
LAK-OG FARVEFABRIK
Kalipautit, Kivdlersautit titartainermutdlo atortugssat
pisiagssat pitsagssuit
Arsuk må udbygges
Vi har modtaget:
I slutningen af 1960 boede der i Ar-
suk 369 mennesker. Deraf var 178 un-
der 14 år. Havnen er isfri året rundt,
og stedet er godt stillet i erhvervsmæs-
sig henseende. Arsuk-fjorden er rig
på torsk og hellefisk. Der er masser af
søfugle, som kun fanges til husbehov,
fordi man ikke kan sælge dem. Der er
også en hel del sæler og ræve.
Fiskerianlægget i Arsuk er under
fortsat udbygning. Havnen udbygges
også, men den kan næppe bruges til
større både. Men 15 minutters sejlads
øst for Arsuk findes en naturlig havn,
der er sikker i al slags vejr. Havnen
har gode muligheder i forbindelse med
flydende fabrikker. Man behøver ikke
at uddybe havnen. Hvis man anlægger
en kaj, kan selv atlantskibe lægge til.
Fiskerne i Arsuk ejer 26 motorbåde,
deraf 3 30 fods, 10 22 fods, 10 20 fods
og 3 18 fods. Der er således grundlag
for anskaffelse af større både. Des-
værre er der store vanskeligheder i
forbindelse med det. Man kan ikke få
foretaget reparationer af nogen art i
Arsuk, og man kan ikke få agn. Fi-
skerne i Arsuk ejer 13 bundgarn, og
der er 700 får, hvis antal hurtigt sti-
ger.
Vi håber, at myndighederne vil sør-
ger for, at udbygningen af Arsuk må
ske så hurtigt som muligt. Opførelse
af et el-værk er den første betingelse
herfor. Kun ved bedring af anlæggene
kan der skabes bedre muligheder for
større produktion. Vi håber, at vi ikke
skal vente for længe.
Julius Jakobsen, Arsuk.
Svar til Jens Poulsen
Vi har modtaget:
Flere gange har tolk Jens Poulsen
offentligt udtalt sig lidet smigrende
om lederne af de af staten ansatte i
Grønland eller om de folkevalgte, der
var blevet valgt, fordi man stolede på
dem. Ved sin fremgangsmåde — selv
om han måske har et godt formål —
får han mange af sine landsmænd til
at tænke: Skal den grønlandske ung-
dom, der har fået den bedste lærdom,
deltage med dette formål for øje i vort
lands udvikling? D. v. s. blot ved at
kritisere de valgte mænd, der leder
opbygningsarbejdet. Viste han ikke sin
måde at kritisere på i sit indlæg i
A/G nr. 4 1961. Har man læst hans
indlæg til ende, kan man ikke lade
være med at spørge sig selv: Hvad har
han haft i tankerne, da han skrev det-
te indlæg? Forsøger han at skabe for-
virring?
Da vort land blev ligestillet med
Danmark efter grundloven af 1953, har
vi siden haft mange problemer at løse,
og det kan man ikke undre sig over.
Men takket være vores sindige politi-
kere i „styrepinden" går vi stadig
fremad. I disse vanskelige år har de
danske og grønlandske mænd, der ar-
bejder med tingene, gået igennem sto-
re prøvelser. Ifølge de erfaringer, vi
har høstet, kan vi nu sige, at der bli-
ver arbejdet i forståelsens og tillidens
ånd, og vi tvivler ikke på, at en sådan
Skindsyning i skolen
Vi har modtaget:
En ti-årig pige fra Godthåb spurgte
igennem A/G om det ikke er muligt
at lære skindbehandling og -syning i
skolen. Hun har tit betragtet beun-
drende sin mor, når hun sidder og syr.
Skoledirektøren svarede, at den bedste
lærer i et sådant fag er ens mor.
Nu har vi fra een af de grønlandske
husmødre modtaget følgende indlæg:
I et af de sidste numre af A/G bad
en lille pige om at få lov til at lære
skindbehandling og -syning. Igennem
dette indlæg ser vi, at den grønland-
ske ånd endnu har rod selv hos små
børn. Et sådant indlæg kan man ikke
lade passere ubemærket, når man er
tilhænger af bevarelsen af vores for-
fædres værker.
Men hvordan svarede skoledirektø-
ren? Den bedste lærer er ens mor. Han
har så sandelig ret i sit svar. Vi mødre
burde gøre som vore egne mødre hav-
de gjort. I vores tid var ens mødre go-
de lærere, men lad os lige se på nu-
tidens mor.
En mor kan ikke længere lære sine
piger skindsyning, selv om hun ønsker
det inderst inde, da skolen har lagt
beslag på det meste af dagen, og sko-
legerningen er tvungen. De fleste stør-
re piger har en plads i familier, hvor
de må hjælpe til med at opretholde li-
vet for familien, da det er meget dyrt
at leve. Den, der ikke har plads i hu-
set, må passe deres yngre søskende el-
ler hjælpe deres mor. Efterhånden
som byerne er blevet større, er afstan-
dene også blevet meget større, og hvis
en husmor mangler noget, må hun ha-
ve en hjælp, der kan gå på indkøb.
Børnene, der som regel er dødtrætte
om aftenen, har også en masse hjem-
meopgaver.
Derfor ønsker vi mødre som den lille
pige: Lad skolen træde hjælpende til.
Enhver ved, at børnenes kvalifika-
tioner er forskellige, og de bliver sor-
teret efter deres kunnen i de forskel-
lige klasser. De dygtigste havner i
højere klasser — og de fortsætter de-
res skolegang efter børneskolen. De,
der ikke har chancer for at læse vi-
dere, burde man vist give adgang til
en supplerende uddannelse efter deres
skoletid. Vi ved ganske vist, at skolen
i forvejen har nok at gøre, men da den
arbejder med børnenes fremtid, bør
den nok også tage det nævnte spørgs-
mål op.
/ Marie Hard, Godthåb.
ånd fortsætter. Ligestillingen har vi
erhvervet meget billigt — og det kan
vi kun være taknemmelige over, men
vi må ikke glemme, at en alt for stor
„nationalfølelse" ikke skal få os til at
begå alt for mange særskilte handlin-
ger. F. eks. har vi mange gange hørt
københavnergrønlændernes udtalelser
til bladene „på vores vegne" — udta-
lelser, som burde have været undgået.
Hvis man ønsker at arbejde for Grøn-
land, må man arbejde i selve landet
og ikke på et „fjernt sted". Særlig i
disse år har vort land behov for de
forenede kræfter, kræfter, man har
erhvervet igennem læretiden, må man
ikke forsøge at gemme i Danmark blot
for at opnå bedre vilkår i stedet for
at bruge dem i ens eget fødeland. Vi
må ikke glemme, at vi skal blive be-
handlet som danskere, mens vi er i
Danmark, og hvorfor skal vi så ikke
blive behandlet som grønlændere, når
vi skal arbejde i Grønland? Hermed
mener jeg ikke, at man skal betragte
grønlænderne som ringere. Her tæn-
ker jeg på lønnen. Jeg føler mig iøv-
rigt ikke ringere stillet end en dan-
sker, og i vor tid har mange af vores
landsmænd den samme mening. Man
kan ikke forlange, at leveomkostnin-
gerne i vort land skal være så høje,
at alle lønninger skal være så store
som i Danmark. Vi kan ikke kræve
og opnå dette, fordi vores landsdel
simpelthen ikke har råd, såfremt pen-
gene ikke skaffes gennem „betleri".
(Så meget havde jeg ellers ikke tænkt
mig at beskæftige mig med dette
spørgsmål).
Abel Kristiansen,
EKaluit ved Julianehåb.
Prisdifferentieringen
Vi har modtaget:
Et år er gået siden prisdifferentie-
ringen trådte i kraft. Fiskere på ud-
steder, der udbygges, var fra starten
utilfreds med ordningen, fordi disse
udsteder fik for lidt fordel af prisdif-
ferentieringen. I perioden 1/10—59 til
30/4—60 var prisforskellen på saltfisk
4 øre mindre på udsteder end i byer-
ne, og fra 1/5—60 til 30/9—60 var pris-
forskellen 2 øre. Prisforskellen er for
stor i betragtning af, at anlæggene på
udstederne ikke er udbygget i forhold
til fiskerianlæggene i byerne.
Handelens folk på udstederne og de
lejede er aflønnet efter de samme tak-
ster, som gælder i byerne. Hvorfor
skal forsyningsudgifterne kun lægges
på fiskernes skuldre?
Man kan måske tænke sig, at man
dækker vareforsyningsudgifterne på
udstederne ved at lægge en ubetydelig
afgift på en række varer. På den måde
kan alle på udstederne være med til
at dække udgifterne ved vareforsy-
ningen, og det bliver derved muligt at
sende begrebet „udgift" ud i rummet,
så det aldrig mere kommer tilbage.
Det ser ud til, at det er for tidligt
med prisdifferentieringsordningen,
men hvis den fortsat skal gælde, må
man sørge for, at udstederne får mere
fordel af prisdifferentieringen. —
KNAPP, KGH og landsrådet burde
holde mere øje med udviklingen på
udstederne og sørge for, at der fore-
tages udbygning af anlæggene på de
mest lovende steder, således at det
bliver muligt for bopladsbeboerne at
flytte til udstederne.
Julius Jakobsen, Arsuk.
Fangst fra motorbåd
Vi har modtaget:
I sit indlæg i A/G fremhævede Ge-
dion Jensen, at motorbåde var blevet
en hindring for sælfangst i Vajgat.
Indsenderen anmodede landsrådet om
at standse al sælfangst med motorbåd.
Jeg er ikke enig med Gedion Jensen,
og jeg vil opfordre landsrådet til at
støtte sælfangst med motorbåd. Hvis
man standser sælfangst med motor-
båd, vil det betyde en stor nedgang i
indhandlingen.
Myndighederne er interesseret i at
ophjælpe sælfangererhvervet, og det
kan kun gøres ved benyttelse af mo-
derne redskaber og fartøjer. I vore da-
ge er det ikke nok at drive sælfangst
med kajak og pramme.
Vi har i de senere år erfaret, at det
bliver vanskeligere og vanskeligere at
drive sælfangst med kajak i Vajgat.
Det er derfor på tide at tænke på, at
fangerne i Vajgatområdet bliver flyt-
tet til egentlige fangerdistrikter.
Handelsbetjent Hans Clasen,
K’utdligssat.
Kateketers elendige
boligforhold
Vi har modtaget:
I 1954 trådte en ordning i kraft,
hvorved det blev muligt for bestil-
lingsmænd at holde ferie i Danmark. I
de seks år, ordningen virkede, var jeg
den eneste bestillingsmand fra Frede-
rikshåb distrikt, der fik ferie i Dan-
mark. Der er mange bestillingsmænd
i Frederikshåb og i distriktet, der op-
fylder betingelserne for at holde ferie
i Danmark, bestillingsmænd, som tro-
fast har passet deres .arbejde i statens
tjeneste i mere end 25 år. Men de blev
allesammen forbigået.
Sidste år overgik en række bestil-
lingsmænd til tjenestemandsgruppen.
Der var flere i forskellige byer og end-
og udsteder, der blev oprykket. Men
Frederikshåb og distriktet blev glemt.
Også med hensyn til kateketboliger
er Frederikshåb præstegæld forsømt.
Kateketboligerne i Narssalik og Kua-
nit er så små, at de ikke egner sig til
formålet, og dette er meningsløst i vor
tid, hvor man taler så meget om gode
og sunde boliger. Jeg ved, at der i an-
dre distrikter er opført virkelig gode
boliger til kateketer. Men det er ikke
tilfældet i Frederikshåb præstegæld-
Kateketboliger i Frederikshåb distrikt
er de mindste hustyper, og der er ikke
plads til en kateket med familie. Folk,
der er dårligere stillet end kateketer-
ne, får bedre huse. Husbyggerne er
formentlig af den mening, at kateke-
terne er så fattige, at de går med et
sæt tøj, for der findes ikke så meget
som et skab i disse kateketboliger.
Hvem er det, der har fundet på, at
der skal opføres sådanne boliger til
kateketerne? Jeg har spurgt en række
ansvarlige indenfor husbygningen.
Men de savner allesammen et svar. De
har måske alligevel været klar over,
at de har begået en fejl. En læge, der
er en god ven af mig, rådede mig til at
protestere mod at bo i et sådant hus.
Jeg vil også komme med en indven-
ding mod, at kateketerne i Frederiks-
håb præstegæld samles alt for sjæl-
dent til møder. Der er kun holdt tre
kateketmøder i de 23 år, jeg var ansat
som kateket i distriktet. Disse møder
betyder meget for ældre kateketer, og
der burde gøres noget, for at kateke-
terne samles oftere til møder.
Også på andre områder er Frede-
rikshåb forsømt. Vi hørte i radioen, at
Nordgrønland og de sydligste distrik-
ter sidste år fik besøg af lederne in-
denfor oplysning og skolevæsen. Men
der kom ingen til Frederikshåb.
Ludvig Rosing, Narssalik.
Grønlandske
frimærker
købes kontant.
Send tilbud til
A/S DANSTAMP
Sølvgade 30 — København K
Nånup
kissarssutå
Bjørneovn
C. M. HESS FABRIKKER A/S
MATTHISSEN & DITTMANN A/S
Bredgade 20
København K.
14