Atuagagdliutit - 02.07.1964, Blaðsíða 15

En glemt paragraf i grundloven
Den første paragraf i grundloven af
5. juni 1953, (også kaldet Den tredie
juni-grundlov) har følgende ordlyd:
»Denne grundlov gælder for alle dele
af Danmarks rige“. De dele, der her
er tale om, er Danmark, Færøerne og
Grønland. Med andre ord: grundloven
gælder også for Grønland — og grøn-
lænderne.
Det er den første grundlov, der sam-
ler rigets tre dele sammen. Man må
vel forstå det sådan, at vi grønlændere
er ligestillet med Danmarks befolk-
ning og må behandles som ligestil-
lede statsborgere.
I § 73 i grundloven, som jo også
gælder for os, står der noget om ejen-
domsretten og dens ukrænkelighed.
Her drejer det sig måske mest om
landejendomme, grunde og lignende.
Ejendomsretten er et af fundamen-
terne for hele den danske samfunds-
ordning, og denne nye forfatning styr-
ker den private ejendomsret.
Der har vistnok ikke været een, der
har fundet fundet på at spørge, da
grundloven også skulle til at gælde
for Grønland, om der overhovedet var
nogen grønlænder, der var i besiddel-
se af en ejendom, en elv, en grund
eller lignende. Det ser ud til, at man
helt har glemt § 73 i grundloven. Det
var ellers den vigtigste paragraf, der
vedrører befolkningen, i Danmark og
i Grønland. G-60 har imod denne pa-
ragraf foreslået, at grønlænderne ikke
må eje nogét af deres eget land, ikke
engang den klippe, hvorpå huset står.
Hvis dette grundlovstridende forslag
skulle komme til at gælde for os, ved
landsrådets samtykke, så må man søge
at ændre grundlovens § 73, der har 3
Punkter, og tilføje et fjerde punkt
med følgende ordlyd: „Denne paragraf
gælder ikke for Grønland". Så vil
grønlænderne derefter ikke eje en spa-
defuld jord i deres eget land.
Hvorfor har vore lovkyndige ikke
gjort os opmærksom på dette, eller
hvorfor gør de ikke os bekendt med
de mange ting, vedrørende ejendoms-
Delvis frirejser
for tjenestemænd
Det er vist på tide, at der sker en
revision af nogle forældede regler,
således, at der sker en større udjæv-
ning af den forskelsbehandling, der
er blevet mere udtalt i de senere år.
De grønlandske tjenestemænd kan få
en halv frirejse, når de besøger deres
fødeby og deres nærmeste familie,
efter fem års fravær. Når de ikke har
været hjemme i ti år, er det staten,
der betaler alle rejseudgifter.
Men når de udsendte danskere har
været i Grønland i lo eller højst tre
år, har de ret til at komme hjem på
besøg. Selv om det er en meget dyr
rejse, betaler de ikke en rød øre. Vi
ved ganske vist, at de får en sådan be-
handling, fordi Grønland er helt an-
derledes end de udsendtes egentlige
land, men de er kommet frivilligt. Fri-
bolig, fri rejse hvert andet eller tredie
år, jævnlige fridage er ikke længere
velegnet undskyldning om erstatning
for afsavn.
Reglerne om tjenestemændenes be-
. søgsrejser bør lettes væsentligt, fordi
man ikke længere behøver at være
væk fra arbejdspladsen i et helt år,
når man skal på besøg i ens føde-
by — uanset hvor man i Grønland har
sit arbejde. Den store forskelsbehand-
ling mellem danske og grønlandske
kolleger er ikke opmuntrende for den
ene part.
Landsrådet må søge at rette de
skæve forhold.
Aron Davidsen,
Angmagssalik.
SVENDBORG
OVNE
SVEND-
BORGIP
KISSAR-
SSUTAI
takujuminartut hiagsaulikuminartutdlo
A/s L. LANGE & CO
GI. Kongevej 70-72 — Kbhvn. V.
retten, som vi ikke ved ret meget om?
Alting bliver nu „videnskabeligt"
undersøgt heroppe: „Hvordan de nye
love virker hos grønlænderne (sam-
fundsforskning) — ernæringsspørgs-
mål og meget andet. Det eneste, der
ikke er undersøgt endnu, er, om
grønlænderne har noget, som de be-
tragter som deres ejendom, og om
grundlovens § 73 kan blive tilpasset
i Grønland.
Jeg er ikke blind for, at hvis alt
det om ejendomsretten skulle blive
aktuelt, så vil der vise sig mange og
vanskelige problemer. Man bliver nødt
til at indføre matrikel, landmålere og
meget andet.
Et meget vanskeligt problem vil væ-
re dette, at vi ikke ejer papirer, der
kan bevise vor ret til den på-
ståede ejendom, elv eller grund.
Hvis een påstår, at dette stykke jord er
hans, fordi det var hans bedstefar,
der har sat skel og indhegnet marken,
eller hvis en anden siger: denne
grund tilhører mig, for den har jeg
arvet efter min far, eller den lakse-
elv har fra gammel tid været i vor
families eje, og nu er det mig, der
ejer den efter min far. Hvem vil tro
disse mennesker, når de ikke har pa-
pirer at fremvise? Gælder så grund-
lovens § 73 ikke for grønlænderne?
Jo, det gælder, så længe grundloven
ikke er ændret, for der står tydeligt
i § 1, at „denne grundlov gælder for
alle dele af Danmarks rige", og denne
paragraf trænger ikke til at fortolkes
videnskabeligt.
Hvis vi tager det alvorligt med
grundlovens § 73, vil det blive stort
og kostbart reformarbejde. Der vil
fremkomme mange, der vil eje noget,
og kredsdommerne får travlt. Vore re-
præsentanter i folketinget må udar-
bejde en bunke nye love. Det bliver
den største og vanskeligste reform,
der hidtil er søgt gennemført heroppe.
Fra Frederikshåb og nordefter er
Grønlands jord værdiløst som ager-
land, kun havet, fjorde og elve kan
udnyttes. Men Julianehåbsegnen er
helt anderledes. Den yngre generation,
der ikke har kendskab til dovenskab,
er begyndt at kultivere deres land,
så at man med beundring må se, hvor
store resultater de allerede har nået.
Man ser hist og her bøndergårde med
opdyrkede arealer, og fåreavlen går
stadig fremad. Disse flittige og slid-
somme unge mennesker bør eje de så
dyrt erhvervede arealer, ganske efter
grundlovens § 73, og de bør ikke nøjes
med bare en „særordning". Selvejer-
stolthed skaber rygrad, og den grøn-
landske bonde bør, ganske som de
danske bønder, stå fast med fødderne
på fædrenejord.
I byerne bør husejerne eje den
grund, hvorpå huset er bygget. Der
er mange private fra Frederikshåb
og nordefter, der har bygget huse
uden at stifte nogen gæld, og disse bør
beholde deres grunde som deres ejen-
dom.
Nutildags bygger man mange huse,
der tilhører „boligstøtten", eller kom-
munen. Grunde til disse huse vil være
en selvfølge, om staten eller kommu-
nen ejer dem. Alle fremtidens bygge-
grunde i byerne bør ejes af kom-
munen. Når en privat vil bygge hus,
en fabrik eller anden virksomhed, så
lad ham købe grunden af kommunen,
og herefter er grunden så hans ejen-
dom. Alle, der allerede har huse stå-
ende og ikke har nogen gæld til sta-
ten eller kommunen, bør beholde de-
res grunde som deres ejendom og
kunne sælge disse, om de vil.
Efter hvad man hører i radioen er
afgiften på grundskyld alt for stor, for
det drejer sig om 1 pct. af husets vær-
di. Et mindre træhus koster idag ca.
^50.000 kr.; det bliver altså 500 kroner
årligt, foruden afdrag på selve huset.
Hvis mit hus er 100.000 kr. værd, skal
jeg altså hvert år betale 1000 kroner.
Man skulle tro, at det ville være mere
retfærdigt, om det ikke drejer sig om
procent, men om promille.
Hvis der findes een, der har lyst til
at blive valgt til folketingsmand til
efteråret og vil påtage sig at beskæf-
tige sig med føromtalte ejendomsret,
kan han sikkert regne med at ind-
høste mange stemmer. Emnet er ellers
stort nok til, at man kunne danne et
nyt politisk parti på det.
At grønlænderne ikke må eje grun-
de, motiverer G-60 med, at man vil
forebygge grundspekulationer. Det
minder om Grønlands Styrelses al-
faderlige omsorg for grønlænderne:
Grønlænderne kan ikke eje motor-
både, maskineriet er for farligt, grøn-
lænderne vil uvægerligt kappe deres
kostbare fingre af på alle de bevæge-
lige dele i maskinen; de kan ikke finde
hjem, når de er gået lidt ud til søs.
Petroleum må grønlænderne ikke kø-
be, det er for brandfarligt, de vil futte
deres huse af o.s.v.) Efter alle sole-
mærker at dømme, skulle det ikke væ-
re så farligt med grundspekulationer,
når alle fremtidige byggegrunde i by-
erne ejes af kommunen.
Vi skulle gerne „eje" vort land, og
grundloven beskytter ejendomsretten,
men vi er ikke nået så vidt endnu, at
vi ejer de nødvendige papirer. Hvem
vil tage arbejdet op?
Otto Rosing.
Fåreholderne og små
radiosendere
Under landsrådets ekstraordinære
møde foreslog Erik Egede, at fårehol-
derne bliver forsynet med små, trans-
portable radiosendere. Vi var meget
spændt på at høre, hvilket svar han
fik. Vi blev glade, da vi hørte, at
landshøvdingen ville undersøge sagen
inden det ordinære landsrådsmøde.
Selvfølgelig er vi ikke begyndt at
græde glædestårer over landshøvdin-
gens ord, men for at glæden ikke skulle
være forgæves, ønsker jeg at frem-
komme med nogle forklaringer, hvor-
for vi ønsker de nævnte sendere.
Det er længe siden, vi begyndte
at arbejde for at få fat på de små
sendere, og vi er klar over, at vi ikke
kan få dem uden særaftale. Vi har
henvendt os til folk, som vi anså for
at være de rette vedkommende. Men
indtil nu har vi ikke fået hverken
hjælp eller anvisninger på, hvordan
vi skal bære os ad. Der kan være
nogle, der tror, at vi vil have radio-
sendere, blot fordi andre har dem,
eller at vi vil benytte dem som lege-
tøj. Enhver har selvfølgelig ret til at
tænke, hvad han vil — også med hen-
syn til vores bestræbelser for at få
radiosendere.
Mange fåreholdere bor på afsideslig-
gende steder. Vejret er helt afgørende
for sejlads med en mindre motorbåd
om vinteren. Under islægget kan man
risikere at være uden forbindelse med
omverdenen i op til en måned, fordi
stormene ødelægger isen gang på
gang, inden den kan bære, og fordi
der kommer nyis, lige så snart stor-
mene er forbi. Under sådanne forhold
er det helt umuligt at komme til et
sted, hvor der er radiosender. De fleste
fåreholdere har mindre fartøjer, der
ikke kan benyttes i dårligt vejr om
vinteren. Det er meget sjældent, at
der kommer rejsefartøjer til fårehol-
derstederne om vinteren. Venter vi
ikke lægebesøg, er der ikke store
chancer for, at der kommer fremmede.
Det er af de nævnte grunde, at vi øn-
sker at få de små radiosendere. Vi
kan tage nogle eksempler for at illu-
strere, hvorfor vi mener, at det er
nødvendigt med radiosendere.
Tænk blot på en mor, der er ved at
forbløde under en snestorm. Det er
umuligt at rejse med en mindre
motorbåd til udstedet, der har en
radiosender. Der kan gå flere dage,
før familien kan gøre sig håb om at
sende besked om hjælp. Den syge mor
kan også dø i mellemtiden. Det kan
også være et barn, der har ondt i ma-
ven og har opkastninger. Muligvis har
barnet blindtarmsbetændelse. På
grund af det dårlige vejr kan familien
heller ikke gøre noget, og barnet kan
dø efter mange lidelser uden at have
fået hjælp. Et barn kan blive syg med
meget høj temperatur, uden at fami-
lien kan finde ud af, hvad det er for
en sygdom, vedkommende lider af.
Barnet kan få lægehjælp, fordi der
sker en bedring i vejret. En far er
faldet, mens han var i fjeldene og kan
ikke gå. Selv om vejret er godt, kan
hans kone og børnene ikke sejle ham
til lægen, og da de er helt alene på
stedet, må han så ligge med store
smerter hjemme i flere dage. Nu er
det måske ikke længere så vanskeligt
at forstå, hvorfor fåreholderne ønsker
at få en radiosender. Egentlige radio-
sendere kan ellers undværes, hvis man
har en lille nødsender.
Vi ved, at de statsdrevne anlæg har
radiotelefoni. Fåreholderne ønsker
ikke at anskaffe radiotelefoner, der
vil betyde en udgiftspost for lands-
kassen. De ønsker at købe de nævnte
hjælpemidler. Hvis fåreholderne får
nej, vil det se ud, som om myndig-
hederne gør, hvad de kan for at be-
skytte de ansatte og beboerne på sta-
tens anlæg for at de ikke må dø, men
tænker om de frie erhververe, fåre-
holderne: Det gør ikke noget, om de
dør.
Derfor vil jeg bede landsrådet om
at afgøre sagen i næste samling uden
at henvise den enten til G-60 eller det
nye Grønlandsråd.
Cecilie Lund, K’anisartut.
nigdlatårtitdlugo imeruk
— nyd den afkølet
susungnia avdlaussuseicångivigpoK
De vil ikke kunne smage forskel
tupåtdlautiglsaKåt imiaK taima pitsautigissou
taima akikinårtigalugo pinenarsinaungmat
De vil blive forbavset over, at man kan få
en så god øl så billigt.
Stil f 6ff«
FAXE BRYGGERI

_
åp, uvdlål famaisa FOSKA
savimineK, kalke, fosforilo pro-
tein, Bi-vitaminitdlo pissaria-
Kagkatit Imarait! asulume FO-
SKA mamaKalutik!
RUSTON-PAXMAN
marinedieselmotorer i alle størrelser
angatdlatit motdré dieselit anglssutsimlkut éssigingiisukOtSt
V. H. LANGEBÆK'& SØN
civilingeniører
Hovedkontor: Ballerup Byvej 222, Ballerup
Telefon *97 33 33, telegram-adresse: Velamofor, telex 58 01 k
15