Fróðskaparrit - 01.01.1987, Síða 137

TVÆR FØROYSKAR DOKTARARITGERÐIR
141
tarer til præses’ omtale - eller snarere man-
gel pá samme - af samfundets ándelige og
intellektuelle baggrund og forudsætninger.
Der indgár nødvendigvis i enhver samfunds-
mæssig totalitet andre elementer end men-
nesker og fisk. Graden af oplysning og vi-
den er ikke uden betydning for menneske-
nes muligheder for at udnytte de til rádig-
hed stáende ressourcer og for formidlingen
og modtagelsen af udefra kommende im-
pulser, som altid - omend somme tider lidt
forsinket - náede Færøerne. Ikke mindst
indtrængelsen af sádanne mere eller mind-
re modeprægede tidsbevægelser afliver den
før nævnte myte om færingernes isolation.
Færingerne var et oplyst folk. Det fremgár
til overflødighed af kilderne - især hos ud-
enlandske (norske, danske, engelske, ty-
ske) forfattere.
Jeg mener - ud fra studier, jeg er i gang
med - at i centrum for denne »dannelse«
(om man vil) stod den latinske skole i Tórs-
havn., som første gang omtales i 1547. Der-
for er jeg ikke tilfreds med, at denne insti-
tution i Jóan Pauli Joensens sammenfatten-
de værk kun betænkes med to linjer og be-
tegnes som »en beskeden latinskole«. Den
var aldeles ikke beskeden.
Ved den fik de færøske embedsmænd
deres grundlæggende uddannelse, præster,
provster, sorenskrivere, lagmænd, landfo-
geder, embedsmænd ved handelen, syssel-
mænd, lagrettesmænd o.s.v. Studenterne
fra Latinskolen i Tórshavn sendtes enten
»cum Testimonio Academico« direkte til
Universitetet, eller de gennemførte sidste
klasse - mesterlektien - ved en anden la-
tinsk skole i Sjællands stift. Elevtallet i La-
tinskolen kunne variere mellem 5 og 12.
Denne skoles beydning lá ikke kun i ud-
dannelsen af en social elite. Med de elever,
som ikke fortsatte ved Universitetet, men
vendte hjem til deres bygder efter endt læs-
ning, bredtes viden og kundskab til læsning
og skrivning omkring i landet-sá meget, at
provsten og rector scholae Lucas Jacobsøn
Debes i sit store værk »Færoæ & Færoa Re-
serata« (1673) skriver, at »den største part
af mandfolket i landet kan læse udi bøger«.
Vi ved ogsá, at de mere end almindeligt
belæste Nolsøe-brødre havde fáet deres
grundkundskaber fra en ung mand som
havde været elev i Latinskolen.
Latinskolens ophør i 1794 betød et alvor-
ligt tilbageslag for færingernes muligheder
for at fá en højere uddannelse og derved
færøske embedsmænd.
Fra i hvert fald til tider at have haft over-
skud af akademikere, producerede Færøer-
ne i perioden 1794-1850 kun fem studenter
(af hvilke de to døde som unge). Disse for-
hold er en del af forklaringen pá fremvæk-
sten af et totalt dansk embedsvælde i første
halvdel af det 19. árh. Ogsá dette embeds-
vælde berørtes af Latinskolens ophør. J.H.
Schrøter, der regnede sig som skolens sid-
ste elev, skriver, at embedsmændenes ikke-
eksisterende muligheder for at give deres
sønner en latinskoleuddannelse pá Færøer-
ne bevirkede, at de fleste - i modsætning til
tidligere - kun opholdt sig pá Færøerne i
kort tid og aldrig rigtig blev bekendte med
specielt færøske forhold. Imod dette dan-
ske embedsvælde opstod den første nati-
onale færøske reaktion senere i árhundre-
det.
Alligevel overlevede det, som jeg plejer
at kalde et »oplyst miljø« i hovedstaden,
med baggrund i det gamle latinskolemiljø
og med kurs frem imod nationalbevægel-
sen, hvis fremvækst og gennembrud ud
over de økonomisk-sociale forklaringer