Grønlandsposten - 16.05.1942, Síða 7

Nr. 5
GRØNLANDSPOSTEN
55
distriktslæge. I 1931 forflyttedes han til Uper-
navik, og i 1933 udnævntes han til distriktslæge
i Grønland. I 1940 forflyttedes han til Thule og
skulde hlot have været der et par aar, hvis ikke
hans livsbane saa pludseligt var blevet afbrudt.
Som alt i Bjarnovs liv var bestemt af større
eller mindre tilfældigheder, saaledes har det sik-
kert ogsaa kun været et tilfælde, at han blev
læge — han kunde lige saa godt være blevet alt
mulig andet, og med lige saa stor berettigelse.
Tilfældigt kunde han fatte en ide, pusle med den
et stykke tid og satte saa alt ind paa at gennem-
føre den, koste, hvad det vilde — og den blev
gennemført. Det var i disse øjeblikke, Bjarnov
levede mest — naar det gjaldt gennemførelsen
af en plan, et arbejde, en ide. Da var han
utrættelig, ukuelig, ustandselig — indtil maalet
var naaet; men sjældent kunde han koncentrere
sig om at forfølge en sejr — det var ham nok,
at den var vundet, og allerede da var næste ide
undfanget og kunde drage hans tanker og kon-
centrationsevne i en hel anden retning.
Bjarnov var en stor begavelse, paa mange
omraader et geni, beriget med sjældne evner,
der ofte kunde skabe det utrolige — og i for-
bindelse med en lidt fastere koncentrationsevne
uden tvivl vilde have gjort ham til en af Grøn-
lands store mænd. Alt, hvad han tog fat paa,
lykkedes under hans hænder. Da han i 1937—38
var hjemme i Danmark paa permission, fik han
pludselig lyst til at uddanne sig til tandlæge, og
i løbet af vinteren tog han sin eksamen med
glans — samtidigt med at han gav udkast til,
og til dels ogsaa selv byggede, sin store motor-
baad »Kumakken«, som han senere sejlede over
Melvillebugten med.
Det var hans hensigt at tilbringe næste per-
mission som rejsende tandlæge langs Vestgrøn-
land. Pludseligt og uventet kom budskabet om
Bjarnovs død, just som vi havde hørt om hans
dristige rejse nedover Melvillebugten og helt til
.lacobshavn og tilbage igen til Thule. Han gik
hort i en tid, hvor Grønland havde mest brug
for ham — en tid, hvor ingen heroppe kan und-
væres.
Det var ikke alle her i Grønland, der. er-
kendte det sjældne og store ved Bjarnov og
prøvede al se igennem hans ustadige og ofte u-
beherskede fremtoningspræg, der tit stødte finere
fornemmelser, netop fordi Bjarnov var saa helt
igennem oprigtig og aldrig lagde skjul paa følelser
eller lyster, lige meget om de meddrog sig andres
sympati eller foragt.
Som menneske var Bjarnov meget følelses-
betonet; følelser og tilfældigheder bestemte alt i
hans liv; tit var det disse, der beherskede ham
mere, end han formaaede at beherske dem. Det
var hele hans særprægede natur imod at lægge
baand paa noget eller appellere til fornuftsgrunde
overfor sig selv eller andre, lige saa lidt som
han kendte til fordomme eller traditionsbundne
hemninger. Han elskede at tumle sig frit og
ubundet, at vove og lade staa til. Han havde
ubegrænset tillid til sig selv og kendte sine ev-
ners rækkevidde og kunde uforfærdet kaste sig
i lag med det, som alle andre ansaa for haab-
løst eller formaalsløst. Derfor var han heller
aldrig nøgtern beregnende, men satte trøstigt sin
lid til heldet, besjælet af en skæbnetro, som
hans liv mere og mere prægedes af.
Overfor grønlænderne var han ganske som
en af deres egne, mere end nogen anden, der
ikke er født heroppe. Han kunde helt leve de-
res liv og forstaa dem, fordi han kunde sætte
sig ind i deres særprægede følelsesliv. Og som
læge kendte han hver enkelt, hver familie, hvert
hjem, besøgte alle paa sine rejser og skyede al-
drig nogen strabadser, naar han blev kaldt ud
i distriktet, enten rejsen maatte foretages med
motorbaad, kajak eller slæde. Han var hjælp-
som og rundhaandet overfor alle, der kom til
ham, baade som læge og som menneske, skønt
grønlænderne uden tvivl mere havde hans inter-
esse som mennesker end som patienter. En-
gang tænkte han endogsaa paa at opgive læge-
gerningen og nedsætte sig som fanger. To gange
har han været grønlandsk gift og har fire børn,
der nu alle er hjemme i Danmark.
Vi er mange, der vil savne Bjarnov — baa-
de for hans evners skyld, og ikke mindst for
den maade, hvorpaa han var ven mellem ven-
ner. Bjarnov elskede at skabe fest — han gjor-
de det paa sin egen maade, som alle vi fra
Nordgrønland kender saa godt, men som ogsaa
kun kan værdsættes og forstaas deroppe. Alle,
der har levet i koloni sammen med ham eller
kendt ham som det livsglade, stemningsbetone-
de og følelsesfulde menneske, han var, vil altid
mindes ham med taknemlighed og sympati —
han var en del af Nordgrønland — især af
Upernavik.
Christian Vibe,