Grønlandsposten - 16.05.1942, Blaðsíða 8

56
GRØNLANDSPOSTEN
Nr. 5
Bjørnejagten i Ivigtut.
I sidste nummer af »Grønlandsposten« bragte
vi en kort meddelelse om en bjørnejagt i Ivigtut.
Yi har nu erfaret de nærmere enkeltheder ved-
rørende denne bjørnejagt, der foruden at være
en yderst sjælden begivenhed i Ivigtut er forløbet
saa dramatisk, at mangen en gammel øst- eller
nordgrønlandsk bjørnejæger vil faa svært ved at
fortælle bedre bjørnehistorie fra de rigtige vilde
jagtmarker. Vi synes derfor, beretningen fortjener
at kendes af en større læsekreds og gengiver den
nedenfor saa nøgtern og usmykket, som den kan
være efter at være naaet fra Ivigtut til redaktionen
i Godthaab.
Efter en fest i »Grønnedalshytten« lidt borte
fra Ivigtut var ivigtutarbejdernes fagforeningsfor-
mand, Charles Faust, blevet alene tilbage i hyt-
ten og overnattede der for først næste dag at
vende tilbage til Ivigtut. Han gik da til fods
over fjeldet og havde stukket nogle bajere i ryg-
sækken for at kunne læske sig lidt undervejs,
hvis tørsten skulde melde sig. Mens han saaledes
gik i sine egne tanker, saa han pludseligt et par
hvide pletter oppe i fjeldet, men troede først,
det var sne. Da pletterne imidlertid begyndte at
røre paa sig, antog Faust uden videre, at det
nok var et par hvide hunde, der var sluppet i
land fra et eller andet skib. Men da hundene
kom nærmere, afslørede de sig som to isbjørne,
der øjensynligt havde fattet en vis interesse for
den ensomme fjeldvandrer, for de kom lige ned
imod ham. Da Faust nu til sin store overraskelse
opdagede fejltagelsen og pludseligt saa sig staa-
ende overfor et par farlige rovdyr uden vaaben,
smed han resolut rygsækken og var ikke sen til
at finde vejen tilbage til hytten, som han da og-
saa heldigt naaede med bjørnene i hælene paa sig.
Det var i yderste øjeblik, han naaede inden-
for og fik døren smækket i, thi den største
af bjørnene rasede straks bestialsk mod døren,
mens den anden tilsyneladende forsøgte at bryde
ind gennem det lukkede vindue. Uden at betænke
sig greb hr. Faust en 6 mm’s salonriffel, der laa
paa bordet og skød gennem vinduesglasset med
det resultat, at den mindste af bjørnene straktes
til jorden med et skud i tindingen. Men nu
viste den anden bjørn sig ogsaa ved vinduet,
og et nyt skud blev rettet gennem vinduesglas-
set mod denne. Kuglen bøjede imidlertid af mod
glasset, og bjørnen blev kun saaret i halsen, ca.
4 tommer fra hovedet. Bjørnen tog da flugten,
og inden hr. Faust fik sig samlet til at kunne
optage forfølgelsen, var den forsvundet i et ud-
tørret elvleje mod Ika. Den fældede bjørn var
en etaars unge. For imidlertid at være helt paa
den sikre side, blev der endnu affyret en række
skud mod dennes hoved, saa den ikke skulde
komme til sig selv igen, mens lir. Faust optog
forfølgelsen efter den større flygtning, der maa-
ske bar været moderen — eller en større ungbjørn.
Efter nu at have spist et par stykker smør-
rebrød eftersøgte hr. Faust terrænet i haab om
at finde spor efter den saarede bjørn paa en af
de spredte snepletter i fjeldet, men forgæves.
Han fandt det da rigtigst straks at begive sig til
Ivigtut og underrette driftslederen, ifald arbejdere
eller funktionærer skulde være ude og muligvis
blive angrebet af bjørnen.
I Ivigtut traf Faust da driftslederen, hr.
ingeniør Jubl, der imidlertid modtog bjørnejæ-
gerens beretning med »al den skepsis, der kan
nedlægges i et menneske.« Hr. Juhl mente, det
var et eller andet væddemaal eller en lystig spøg.
Det var jo allerede rygtedes inde i Ivigtut, at
den foregaaende aften havde været saa ret mun-
ter ude i hytten — og Faust maaske haft sine
grunde til ikke at vende hjem aftenen i forvejen.
Til slut stillede hr. Juhl dog bruddets største
motorbaad til raadighed, dels for at hente bjør-
nen og dels for at advare dem, der var ude.
Men nu var det pludseligt Faust, der blev skep-
tisk og troede, det skulde være en gengældelses-
spøg, at han fik lov til at laane bruddet største
baad, det var dog et for kongeligt tilbud. For en
sikkerheds skyld udbad han sig derfor sejlordren
skriftligt — og fik det.
Baadføreren sad imidlertid hjemme paa sjak-
ket og spillede kort sammen med et par kammera-
ter. Da Faust nu beskedent traadte indenfor og
forsøgte at forklare sig og bad baadføreren om
at sejle baaden, blev der svaret: »Ja, den er god
med dig og dine »bjørne«, kan du bare komme
ud og lad os saa spille i fred.« — Og dermed
blev bjørnejægeren hældt ud af døren.
Hvor om alting end er, saa maatte man dog
til sidst tro hr. Faust’s officielle skrivelse fra
driftslederen — og bjørnen blev hentet.