Grønlandsposten - 16.04.1943, Blaðsíða 2

86
GRØNLANDSPOSTEN
Nr. 8
Og vi vil ogsaa mindes Stuckenbergs smuk-
ke vers fra sidst, Danmark var i nød:
Se, vort land er blevet lille,
har knap lov at kny,
lever som en ensom kilde,
markfødt, uden ly,
bredte sig engang i vælde,
er nu kun en eng blandt fjelde,
ler dog kilden lige modig,
gror dog engen frodig.
Tunge er de fjeldes skygger,
stenet kildens seng,
frugtbar flid som smaafugl bygger
paa den grønne eng,
spreder med saa snarlig stemme,
bud om stille daad derhjemme,
medens kilden strør om vange
sine modersange.
Blev vi knægtet, kuet, saaret,
kastet haardt omkuld,
sindigt har vi slaget baaret,
pløjet tavs vor muld,
lært os pral med kløgt at bytte,
lært at se og lært at lytte,
hentet ind bag egen rude,
hvad der du’r derude,
Saa lad landet være lille,
stort alt udenlandsk,
størst for os er det at ville
tænke, tale dansk,
gøre vore tanker stærke,
sproget til et vaabenmærke,
hegne jorden, som vi træder,
med vort arbejds hæder.
Men ogsaa dengang, som nu, modnedes gen-
nem denne dybe resignation det danske folks
selvbevidsthed og indre styrke. Hvad nu sker i
Danmark viser os tydeligt, at Ottosens kampaand
ogsaa finder frodig sangbund i Danmark i dag:
Og de troede, at hjertebaand kan briste,
og de troede, at glemmes kan vor ret!
De skal vide, de aldrig ser de sidste:
de skal vide, at ingen bliver træt;
thi som aarene randt,
saas det, baandene bandt,
kræftes fødtes for kræfterne som svandt.
En ven af Grønland.
(Af lærerinde Marie Kleist.)
Med sorg har vi grønlændere modtaget bud-
skabet om forhenværende kirkeminister pastor
Povlsens død; thi som faa andre nærede han
en varm kærlighed og en udelt interesse for
Grønland og dets folk.
Desværre har ikke alle grønlændere kendt
ham, og mange vil ikke være vidende om, at
de ved hans død har mistet en sand ven. Da
jeg selv personligt har kendt pastor Povlsen og
ved, hvor meget han holdt af Grønland og grøn-
lænderne og ved, hvor lykkelig han var for at
kunne arbejde for Grønland gennem de to
børnesanatorier, som han var formand for, vil
jeg gerne gennem Grønlandsposten have lov til
at mindes hans navn og give udtryk for en dybt-
følt og ærbødig tak paa mine landsmænds vegne.
Allerede paa sit første besøg her i landet
som rigsdagsmand i 1928 kom pastor Povlsen til
at holde af landet og dets folk og fik lyst til at
arbejde for Grønland. Dette ønske fik han op-
fyldt, idet han blev formand for de to børnesa-
natorier, der siden blev bygget, og senere blev
han tillige formand for det grønlandske rigsdags-
udvalg. Begge disse opgaver røgtede han med
en glødende interesse. Han arbejdede ikke, for-
di han skulde, men fordi han holdt af sit arbej-
de og nærede en næsten barnlig kærlighed for
de mennesker, han arbejdede for.
Han var allerede en gammel mand, da jeg
lærte ham at kende, men han var utrættelig, og
han svigtede aldrig sin interesse for Grønland,
skønt han havde meget andet at gøre. Der gik
ikke en dag, hvor han ikke paa vejen hjem fra
rigsdagen gik op paa kontorel for foreningen
»Hjælp for grønlandske Børn« for at se til sa-
gerne deroppe. Naar skib skulde afgaa til Grøn-
land, og pakker skulde sendes til børnehjemme-
ne deroppe, vilde han selv være med til at pak-
ke gaverne, aviserne og lignende og fortalte imens
med begejstring om sine besøg hos børnene, om
hvad de hed, og han havde billeder af dem al-
lesammen. Han var lykkelig, naar han modtog
beretningerne fra sanatorierne.
Det var ikke alene børnene pastor Povlsen
holdt af. Han holdt af alle grønlænderne. Ofte
sagde han, at hvis han havde været yngre, vil-