Grønlandsposten - 01.07.1943, Blaðsíða 2

146
GRØNLANDSPOSTEN
Nr. 13
og til smelder Pisken, et opmuntrende jiu, jiu,
et Bjæf fra een af Hundene — det er alt — el-
lers kun denne store, majestætiske Stilhed.
En Timestid havde vi vel kørt, da Glimt i
Natten viste, at vi nærmede os Fronten. Det
glimtede baade forude og til begge Sider. Vi
kørte videre frem, indtil en Geværsalve umiddel-
bart til venstre fik os til at standse. Vi løb hen
til Stedet og fandt, at tre Mænd med hævet Rif-
fel stirrede koncentreret paa den sorte, spejl-
blanke Vandflade i et Hul paa Størrelse med
Grunden i et Grønlænderhus. Alt var stille og
ubevægeligt. Da sprængtes den blanke Flade
pludselig af sorte Skygger og hvide Dyr, der i
en elegant Bue kom op og forsvandt — Narhva-
ler og Hvidfisk i Snesevis. Side om Side kom
de op, klinede saa tæt op ad hinanden at enkel-
te løftedes paa Ryggen af de andre og slog en
hel Kolbøtte med den smukke Hale viftende i
Luften. Først Rækker af Narhvaler, saa Hvidfisk
og atter Narhvaler — hver Art for sig. Det syde-
de, boblede og plaskede i Hullet. Med en hu)5
fløjtende Lyd sugede de Vejret i sig, som trak
de det gennem lange Jernrør. Vandet var i vildt
Oprør, Skuddene knaldede, Bølgerne skyllede
langt ind over Isen. Saa var alt atter roligt. Den
blanke sorte Vandflade laa der atter lige saa plud-
seligt, som den før forsvandt. En enlig død Hvid-
fisk flød rundt i Vandskorpen. Jan Larsen hav-
de faaet sin første Hvidfisk. Med lange, hastige
og forsigtige Skridt pjaskede han gennem det
opskyllede Vand hen til Iskanten, plantede sin
Harpun i Dyret og tøjrede det, indtil der senere
kunde blive Tid til at hale det op og flænse det.
Vi gik rundt fra Hul til Hul og kunde ikke
se os mætte paa det betagende Skuespil. Ustand-
selig skød Flokke efter Flokke op, prustede,
stønnede, plaskede og forsvandt. Ustandselig
knaldede Skuddene, en dansende Silhuet og uar-
tikulerede Jubelhyl fortalte om Jagtheld. Vi
havde tilsammen kun een Riffel og fem Patro-
ner og et mægtigt Mod paa at forsøge Lykken.
Længe stod vi ved et ganske lille Hul og stir-
rede paa Dyrene, og da det endelig engang
vrimlede af hvide og sorte Skygger, kunde vi
ikke dy os, men vovede et Skud. Resultatet blev
Nul, og vi indsaa Nødvendigheden af at vente,
til Dagen brød frem. — Men en Nat er lang,
naar man hverken har Sovepose eller Mad. Et
Par Gange krøb vi sammen paa Slæden under
et Rensskind og med en Hund til Hovedpude
for dog at have Fornemmelsen af noget varmt.
Naar vi saa var næsten helt stive, stavrede vi
rundt igen. Fn Timestid gik med at hjælpe Jan
med at faa sin Hvidfisk halet op. Vi var 5—6
om det, men det lykkedes ikke, før Hundene
blev taget til Hjælp.
Aldrig saasnart var den første Lysning paa
Himlen, før vi stod ved et Hul helt for os selv.
En Flok Narhvaler kom op. Skuddet faldt, et Dyr
laa tilbage, og vi faldt hinanden om Halsen, og
fo’r derefter rundt efter en Mand med en Har-
pun. Om det var et Mesterskud eller Held, kan
ikke oplyses, thi vi var saa overvældede af den
Mængde Kød, vi pludselig blev Ejere af, at vi
ikke ønskede at udtynde Havenes Dyrebestand
yderligere.
Ved velvillige Menneskers Hjælp fik vi Fang-
sten halet op, og i Dagens første Solstraaler
kastede vi os over Flænsningen. I Løbet af faa
Minutter var vi sølet til med Blod, Vanterne lig-
nede raat Kød, og de før saa pæne Kamikker
sank mere og mere sammen i Pløret.
I Løbet af Morgenen og Formiddagen kom
der stadig nye Folk til. De, der havde været
ude hele Natten, havde efterhaanden faaet deres
Fangst parteret, og Slæderne læsset. Resten blev
saa efterladt paa Isen til senere Afhentning. Den
ene tungt lastede Slæde efter den anden forlod
Valpladsen, alle med den elegante Halefinne som
Sejrstrofæ paa Toppen af Læsset. Det var et
helt Triumftog at køre igennem Kolonien, Folk
kommer ud fra Husene, vinker, ler og gratule-
rer. Der er Glæde overalt. Nu er det forbi med
Smalkosten og Udsigten til de kommende Maa-
neders endnu større Smalkost. Der kommer Rig-
dom til hvert eneste Hus — Kød, Matak, Sene-
traad og Penge.
Det meste af Dagen fortsatte det med Jagten
derude, men henimod Aften forsvandt Dyrene
fra Hullerne. De maa alligevel have fundet en
Vej at slippe ud ad. — Næste Morgen var alle
Hullerne tilfrosne. Der var stille paa Fangst-
pladsen. Flænsede og uflænsede Dyr laa spredt
rundt paa Isen. Folk gik tyste omkring og tuk-
kede Huller i Isen, stak et Spejl, der var sat paa
en Stok i en Vinkel paa 45 Grader, ned i Hullet
og stirrede længe og grundigt ind under Isen