Grønlandsposten - 01.07.1943, Blaðsíða 7

Nr. 13
G RØN LANDS POSTEN
151
Godthaab, 23. Juni 1943.
Redaktøren af „Grønlandsposten“,
Godthaab.
Kære Hr. Redaktør.
Det har været mig en Fornøjelse at læse
Hr. Gunnar Petersens Artikel i »Grønlandspo-
sten« Nr. 12. Det er altid forfriskende at faa net-
op de Indtryk frem, som Folk med Forstand
paa deres Kram faar af selv korte Ophold i
Grønland.
Imidlertid er der en Ting, som jeg gerne
vil anholde i Artiklen, og det er Hr. Petersens
Glemsomhed med Hensyn til den Hjælp, som
Kanada har ydet os i disse Aar. Det er saale-
des rigtigt, naar Hr. Petersen fremhæver, at
Grønland har nydt — og stadig nyder — mange
Fordele, som tydeligt viser, at Viljen i U. S. til
at hjælpe Grønland af yderste Evne er til Stede
i fuldt Maal. Men det burde formentlig i sam-
me Aandedrag være bemærket, at ogsaa Kanada
har vist os umiskendelige Tegn paa Viljen til
Hjælpsomhed.
Naa — den omhyggelige Læser kommer jo
ogsaa til Side 140 i samme Nr. af Bladet, hvor
han vil se, at Kanada i 1942 sendte os 9.851 tons
Varer, imod U. S.’s 6.551 tons.
Med venlig Hilsen
Deres
Eske Brun.
Fra børnene i Canada.
Det vil være vore læsere bekendt, at en del
danske børn fra Grønland i sommeren 1941 blev
sendt til USA og Canada for at faa videre ud-
dannelse der, efter at al forbindelse med Dan-
mark var blevet afbrudt. Igennem fru redaktør
Lynge har vi modtaget et interessant brev, som
et af børnene har skrevet til »Grønlandsposten«
for at give læserne et lille indtryk af, med hvil-
ke følelser og stemninger børnene forlod Grøn-
land og begyndte livet i en hel ny verden. Bre-
vet er fra den 13-aarige Ida Lynge, der bor i
Toronto, Canada.
Ida begynder sit brev til sine forældre med
et »skriv snart« øverst i venstre hjørne og en
randbemærkning om endelig at huske at sende
»Grønlandsposten«. Hun har modtaget fars og
mors breve fra februar. — »I kan tro, jeg blev
glad for dem lige som for »Grønlandsposten«,
som far sendte mig. Jeg har allerede læst dem
alle. Det var vel nok ogsaa et pænt Billede af
Kongen. Det hænger nu paa Væggen lige over
mit Skrivebord, — og lige nu sidder jeg og kig-
ger paa det«.
Herefter fortæller Ida om alle sine daglige
oplevelser — og slutter med et særligt brev til
»Grønlandsposten«, som vi gengiver nedenunder
i sin helhed:
„ Toronto den 13. April 1943.
Min Rejse til Canada.
Tiden flyver af Sted — og nu har jeg snart
været her i Canada i to Aar.
Det synes mig ikke at være ret lang Tid si-
den, jeg i Juli 1941 skiltes fra mine kære i Godt-
haab. Jeg havde glædet mig utroligt til denne
Rejse til et fremmed Land, men dog kan jeg
huske, hvor det slog mig at se det sidste Glimt
af Kolonien og alle de kendte Fjelde, som rum-
mede saa mange dyrebare Minder fra min lyk-
kelige Barndom i Grønland.
Jeg kan tydeligt huske den Dag, vi sejlede
ind til New York, hvor vi saa den smukke Fri-
hedsgudinde, og hvor begejstrede vi var over at
se Skyskraberne, Træerne o. s. v. — og saa at
kunne smage en rigtig Ispind igen. Vi fire, der
skulde til Canada, blev i New York i tre Dage
og saa os omkring. Vi saa mange interessante
Ting, men var dog lykkelige over at skulle rej-
se nordpaa paa Grund af den skrækkelige Hede.
Da vi kom til Toronto, blev vi kærligt mod-
taget af vore nye Plejeforældre, og vi blev saa
indbragt i vore fremtidige Hjem. 1 Begyndelsen
følte jeg mig som en fremmed Fugl, men mine
Plejeforældre var gode imod mig, ja, jeg blev
endogsaa forkælet, saa det tog ikke ret lang Tid,
før jeg blev mig selv igen.
Saa kom den første Skoledag den 8. Sep-
tember. Jeg havde ængsteligt set frem til den
Dag. Jeg blev puttet ind i femte Klasse, men
er blevet flyttet op, saa jeg nu skal begynde i
ottende Klasse efter Sommerferien. Børnene er
meget rare herovre, baade Drengene og Pigerne,