Grønlandsposten - 16.08.1943, Blaðsíða 4

184
GBØNLANDSPOSTEN
Nr. 16
Paa hvilket Punkt kan Grøn-
lænderne selv yde en Indsats?
Under disse Krigsaar er der formodentlig
adskillige af os Grønlændere, som ser Fremtiden
i Møde med en vis Bekymring, særlig fordi vi
foreløbig ser os afskaaret fra Danmark, hvorfra
vi er vante til at vente og hente Hjælp.
Vi er ganske klare over, at de blandt vore
Landsmænd, som har trængt dertil, gennem en
lang Aarrække ved Styrelsens Foranstaltning har
faaet lettet deres Kaar i et ikke ringe Omfang.
Ved Siden heraf har mange Danske med Hjerte
for Grønlænderne, baade i Danmark og Grøn-
land, paa forskellige Omraader brugt ret store
Pengesummer til at hjælpe den grønlandske Be-
folkning. Det Arbejde, der paa den Maade er
udrettet, har alle vi Grønlændere meget at sige
Tak for. Ligeledes bør vi være taknemmelige over,
at Grønlands Administration har magtet gennem
udmærkede Foranstaltninger at opretholde For-
holdene fra tidligere Aar uden væsentlige Æn-
dringer, medens vi er henvist til Stormagten,
Amerikas, Beskyttelse.
Hvor kan Grønlænderne gøre en Indsats
som Deltagere i det Arbejde, som foran omtalt
gennem mange Aar er blevet udrettet for at let-
te Levevilkaarene for de af deres Landsmænd,
som paa den ene eller den anden Maade træn-
ger dertil?
Mon det ikke skulde være muligt blandt
Grønlænderne at optage den Tanke at indsamle
og opspare Kapital gennem tvungne Afgifter for
»ikke fast ansatte Grønlændere« til Fordel for
dem selv, naar de bliver gamle eller, i Tilfælde
af Forsørgerens Død, til Fordel for hans Arvin-
ger? — Er det ikke værd at prøve dette her i
Landet?
Vi ved jo, at der stadig opstaar Tilfælde
blandt vore Landsmænd, hvor de kommer til at
lide mere eller mindre Nød ved, at Forsørgeren
dør eller paa anden Maade helt eller delvis bli-
ver sat ud af Stand til at forsørge sin Familie,
saaledes at Myndighederne maa paatage sig at
lette deres Levevilkaar.
Til Slut vil jeg udtale vort Haab om, at vi
atter maa blive forenet med Danmark og det
danske Folk, fra hvem der er vist os saa megen
Kærlighed, og at Danmarks Arbejde for Grøn-
land, der er udført igennem saa lang en Aar-
række, uforandret maa blive genoptaget til Gavn
for vort Land.
Kr. Hammeken.
Ikke de bedste Udsigter for Land-
bruget ved Julianehaab i Aar.
I »Grønlandsposten« Nr. 11 ser jeg, at man
gerne vil høre lidt om, hvordan det gaar med
Haverne, Kartoffelavlen og lign. hernede. Der
er desværre ikke saa forfærdelig meget godt at
sige om det. F'oraarel kom saa sent som aldrig
før. Haverne plejer at være tilsaaede inden 20.
Maj, men i Aar kunde man først begynde aller-
sidst i Maj. Og Vejret har ikke været allerbedst
siden. Meget lav Nattemperatur har hemmet al
Plantevækst. 1 de sidste 14 Dage har Fjorden
været fuld af Is, og trods god Solvarme om Da-
gen, har Nattemperaturen bevæget sig omkring
Frysepunktet. Det er ikke noget, Planterne i
Haven holder af. Alt er langt tilbage. Nu er
en Sydost i F'ærd med at jage Isen ud, og der
kan maaske være Haab om Bedring i Tempera-
turforholdene, men vi skal vist være heldige,
hvis vi kan opnaa en lille Middelafgrøde i Ha-
verne, skønt der vist aldrig har været anvendt
saa megen Omhu paa Pasningen som i Aar. I
Fjordegnene kom Foraaret lige saa sent, og det
saa i lang Tid mistrøstigt ud, men i den senere
Tid skal der være kommen vældig Skub i Af-
grøderne inde i Fjordene. Man er jo fri for Is-
taagen derinde. Blot der var Arbejdskraft nok,
saa kunde der dyrkes store Kvantiteter af Næ-
ringsplanter ved Igaliko og Kagssiarssuk og an-
dre Steder derinde.
Ja, de rare Kartofler fra Andesbjergene, som
omtales i »Grønlandsposlen«, arriverede her en
Uge ind i Juli. Alt for sent. De er solgt til Spi-
sebrug. Nogle enkelte Sække er forsøgsvis lagt,
men nogen videre Afgrøde kan ikke faas af Kar-
tofler, der lægges omkring 10. Juli. Af en Kor-
respondance forstaar jeg, at Kartoflerne var købt
før Jul. Naturligvis maa man ikke kritisere den
kære Grønlandsafdeling i New York, og det vil
jeg heller ikke, men i al min Uforstand undres
jeg dog over, at man ikke sendte disse Kartofler