Grønlandsposten - 16.10.1943, Blaðsíða 2

230
GRØNLANDSPOSTEN
Nr. 20
Nationalitet maa bevares. Samkvemsmid-
lerne har gjort Jorden saa lille. De nationale
Forskelle gør den atter større og rigere, mere
facetteret og farverig.
En Nation er en Familie, og den maa kun-
ne sige: »Mit Hjem er min Fæstning«, og den
maa kunne have dette Hjem i Fred, men det
maa beskyttes, og man maa gaa ud af det for
at søge Kontakt med andre.
Nationalfølelsen kan være som en skjult un-
derjordisk Kilde, der kan strømme uset af Sted,
— en Gang imellem blinker den frem i Sollyset
for saa atter at finde sit dunkle Leje og Løb.
Men til Tider kommer den for Alvor frem, bre-
der sig, arbejder sig op til en vældig Flod, dyb
og voldsom og brusende i sit Løb, rivende med
sig alle Hindringer, drønende, frygtelig, farlig.
Da vækkes Folkeaanden, som Grundtvig saa
stærkt taler og synger om. Store Ord bliver da
almindelige Ord.
Efter 64: »Hvad udadtil tabtes, skal indadtil
vindes« — en sund Nationalfølelse, for en Tid,
men farlig alligevel, da den efter en Snes Aars
Forløb førte til »Hvad — kan — det — nytte?«
— Politikken, der endte med den 9. April 1940
— den mørkeste Dag i Danmarks mere end tu-
sindaarige Historie!
Den 9. April fik den danske Nationalfølelse
et saadant Stød, at den stod og svajede som et
Træ, der er ved at vælte for Stormen. Eller
som et Lys, et Baal. Flammen blafrede — da
slog den ud i Lue, klar og varmende, levende
og befriende, forjættende for Fremtiden !
Det kan nytte!----------
Saadan var saa Danmark: samlet om Kongen,
Kong Christian den Tiende, tlokkedes Folket i
tæt og uigennemtrængelig Enhed, bærende ham
paa Skuldrene og han holdende Land og Rige i
sine Hænder — Kongen, Samlingspunktet i en
forvirret Tid.
For saadan var det, og saadan er det ogsaa
efter den 29. August; Folkets Kærlighed og Hen-
givenhed løfter Kongen, Folkets Konge, og han
holder ved sin Personlighed Riget sammen —
endda med de fremmede i Landet!
Gud ske Lov, vi havde en Konge! Han
viste, han kunde standse en haabløs Kamp den
9. April — og lade den udvikle sig, skønt under
endnu mere haabløse Udsigter, da Tiden var
moden dertil, den 29. August tre Aar senere.
Danmark har maaske aldrig haft en større
Konge:
Det blev undt »din Kongesjæl
at se Nordens Grænsepæl
atter rykket frem mod Syd«
— unde Gud dit Kongesind:
atter ride Danmark ind!
Nu efter den 29. August siger vi stille:
»Yegen er for Overmagt liden Flok tilsidst;
men af Danmarks Ære den intet haver
mist’ — —
Blegnet er saa mangen Kind
— færre er de faa —
men for Danmarks Ære
vi end er nok at slaa,«
Da de tabte, vandt de Danmark tilbage,
»skøn er Døden, som 1 fik,
ingen skønnere der findes! —«
Og saa gentager jeg, hvad allerede er cite-
ret i Udsendelsen forleden:
»Guds Fred med vore døde
i Danmarks Rosengaard!
Guds Fred med dem, som bløde
af dybe Hjertesaar! —«
Ja, vi er saa danske nu, at det næslen gør
ondt!
Man kunde ønske, at Pengene til »Dan-
marks Genopbygning« kunde gaa til et værdigt
Mindesmærke for vore Helte fra 9. April og 29.
August. Udført af en stor Kunstner skulde det
have en Indskrift omtrent som den, Grundtvig
satte paa Stenen paa Oddens Kirkegaard:
»Her er jeg sat til en Bavtasten,
at vidne for Slægter i Norden:
Danske de vare, hvis møre Ben
under mig smuldre i Jorden,
danske af Tunge, af Æt og af Id,
thi skal de nævnes i løbende Tid
Fædrenes værdige Sønner!« —
Men det faar vi slet ikke Lov til: de har