Grønlandsposten - 16.02.1944, Blaðsíða 6

42
GRØNLANDSPOSTEN
Nr. 4
var der altsaa en god chance for vedkommende
til at kommentere denne artikel (efter hvilken man
ikke føler større lyst til at »søge« Nordgrønland,
selv om nogle siger, at det ikke er lige galt alle
steder), men kære Grønlandspost, giv os en be-
skrivelse af nogle af boligerne rundt omkring
fra.
I samme diskussion om boligerne fremkom
en deltager med et forslag, idet han foreslog 3
standardtyper for Nordgrønland og 3 for Sydgrøn-
land. Disse skulde svare til en ungkarlelejlighed,
en lejlighed for yngre, gifte tjenestemænd og en-
delig en for bestyrere og dermed ligestillede.
Naar disse var bygget og indrettet saa praktisk,
som menneskelig snille nu engang kan gøre det
og saa tætte, saa selv den værste sydvest med
regn kan holdes udendørs, saa skulde alt »lapperi«
fremtidigt forbydes i den forstand, at det ikke
skulde tillades at sætte en ektra skillevæg op hei
eller bygge et bislag til der for saa at blive revet
ned, naar næste mand kommer og derefter blive
bygget op igen af tredie mand, o. s. v. Maaske var
ideen slet ikke saa daarlig, men straks var der
en dame, der skulde lave mudder i foretagen-
det. »Standardboliger, nej tak, hvor vil I hen,
rædsels uldt kedelige, det er jo ligesom række-
huse hjemme«. Saadan ser mennesker] nu altid
forskelligt paa det hele!
— n.
(fortsættes.)
Smaa istapper.
Dagligt liv i Tomerosehavn.
Kære Grønlandspost!
Paa min væg har jeg hængende en aquarel
— den er malet af en sommermand, som var her
for snart længe siden. Motivet er vort kære Tor-
nerosehavn med pladsens brogede samling af pak-
huse, de gamle maleriske embedsboliger, de nye-
re assistentshuse med yndige, smaa vinduer og
indimellem de idylliske, smaa grønlænderhuse i
stærke, rene farver. Sneen ligger nyfalden over-
alt, og rundt husene leger smaa drenge og piger
klædt i skind fra top til taa. Alle hundene ligger
mætte og skikkelige og samler kræfter til næste
langfart, hvert spand udenfor sin ejers hus. —
Ved sin havelaage staar fru Oldager og ser spej-
dende ud over fjorden, betaget af naturens uud-
grundelige storslaaethed. Og assistent Jensen har
det lange ben foran paa vej til kontoret, hvor
man allerede ser bestyreren smutte ind ad døren
til dagens arbejde, mens en skare grønlændere i
stramme kamikker og tykke, varme vinteranorak-
ker staar udenfor paa pladsen og venter paa at
faa besked om dagens arbejde.
I baggrunden ligger glitrende isbjerge inde-
frosne i vinterisen og funklende i solen. En slæde
er paa vej udefter til fangstpladsen forspændt 12
stærke hunde, der med rejste faner galoperer ly-
stigt foran slæden. Paa isfoden staar fangerens
yndige, unge kone og to smaapiger og vinker far-
vel — festklædte alle tre og med sorgløshedens
smil paa læberne — for snart vil far — Grøn-
lands vældige storfanger jo være tilbage igen
med slæden overlæsset med lækre fjordsæler
— og hjemme stiger en let røg op fra skorstenen,
og gryden er allerede sat over ilden i den lune,
hyggelige fangerstue.
Kunstneren har kaldt billedet »Idyl« — og
jeg er nu saa glad for denne aquarel og synes
ogsaa, den er saa idyllisk og smuk, og maleren
har virkelig givet noget af sig selv og skabt no-
get fuldkomment ud af noget ufuldkomment.
Pakhusenes skumle kroge og embedsboligernes
utætte tage forstyrrer slet ikke helhedsindtryk-
ket, og det ser da ogsaa pænt ud, at assistents-
husene ikke virker alt for dominerende der
maa da være forskel — og de bittesmaa grøn-
lænderhuses frønnede vægge og mangel paa ma-
ling og tagpap er der smukt raadet bod paa ved
et flot penselstrøg. Og jeg kan nu ogsaa godt
lide, at de hendøende havestakitter diskret er
skjult under snedriverne, og at køkkenmøddingerne
udenfor dørene ikke skæmmer den rene, hvide
sne, og at man ikke bemærker børnenes hullede
kamiksaaler og hundenes tjavsede pelse, fordi
de paa grund af misrøgt og underernæring end-
nu ikke har kunnet skifte haarlag, og de ser da
heller ikke ud til at ville æde smaabørn.
Og se nu fru Oldager ved havelaagen, klædt
i sidste skrig fra Sears — en virkelig dame -
ikkesandt —, at hun er gram i hu, fordi kiv-
fakken endnu ikke er kommet fra butikken, hvor
hun blev sendt hen for et par timer siden for at købe
en gulvklud, skal man da ligefrem vide for at se,
og at bestyreren og Jensen har skyndt sig saa
overmaade for at slippe bort fra et sysselretsmø-
de, og at de lejede staar og hundefryser i tyn-
de bomuldsanorakker og usle, amerikanske butiks-
bukser og er mødt for at hæve deres overtidsbe-
taling og iøvrigt ikke havde tænkt sig at arbejde
den dag — og at Enok i virkeligheden kun har