Grønlandsposten - 16.02.1944, Blaðsíða 11

Nr. 4
GRØNLANDSPOSTEN
47
og tager hensyn til den i den mellemliggende tid
stedfundne forskydning i priserne, kommer man
til det resultat, at Danmark i 1942 kun har faaet
tilført ca. 35 pct af 1939’s kvantum, medens de til-
svarende procenter for 1941 og 40 dog endnu var
henholdsvis 40 pct og 50 pct.
Nu skal skatteloven behandles paa rigsda-
gen efter at have været gennem udvalgbehandling.
Tvangsopsparing bliver lidt ændret. Tidligere lød
forslaget, at enhver skulde deltage deri, hvis han
havde en skattepligtig indkomst paa 10.000 og der-
over, men nu er grænsen sat ned til 7000 for ikke-
forsørgere, der skal spare 300 kr. Skalaen er sti-
gende opefter, saaledes at der af 100.000 skal spa-
res 20.000kr. Samtidig skal der nu svares krigskon-
junkturskat af indkomster paa 5000 kr. og derover.
Tidligere laa grænsen ved 10.000 kr. Endvidere
foreslaas det, at staten faar 3 pct af værdistignin-
gen, det vil sige forskellen mellem den senest fore-
liggende vurdering til ejendomsskyld og ejendom-
mens salgsværdi. Forskellige deputationer har
haft foretræde hos ministrene, først majoratsbesid-
derne, saa fiskerne og nu til sidst apothekerne, der
alle mener, at de bør være fritaget for de her om-
talte skatter, til trods for at det netop er disse tre
kategorier, man har mistænkt for at tjene mest
for tiden.
Disse skattelove optager folks sind i aller-
højeste grad herhjemme, men det er maaske ikke
saa helt let for folk i Grønland at forstaa hvorfor,
saa jeg vil citere nogle brudstykker af en artikel i
Politiken fra 18 6, og som maaske kan belyse tin-
gene lidt bedre: »Bestandig hører man gentaget,
at de økonomiske forhold her i landet under denne
krig er vidt forskellige fra, hvad de var under den
forrige. Mon man bør gentage det ret meget ofte-
re? Jo længere tid der gaar, jo mere iøjnefaldende
bliver nemlig ligheden. Det er sandt, at visse træk,
der dominerer det ydre billede, ikke fandtes i 1914-
18, og omvendt at situationen dengang i det dagli-
ge liv satte spor, der ikke ses magen til nu. Men
økonomiske kræfter driver ofte deres spil under
overfladen, og holder man sig til det kausalt pri-
mære, saa skete der under den første vendenskrig
ganske enkelt det, at realværdierne det vil først
og fremmest sige produktionsapparatet og vare-
mængden stadig formindskedes, mens papirvær-
dierne, herunder pengemængden forøgedes. Det
tjener intet fornuftigt formaal at skjule, at det er
akkurat det samme, der sker nu, endda med stær-
kere hast. Hvad konsekvenserne blev for 25 aar
siden, kender man, krak fulgte efter krak. Hvilke
kan konsekvenserne denne gang tænkes at blive.
Under rigsdagens første behandling fornylig af de
store skattelove nærmede man sig sagen paa en me-
re direkte maade, end det tidligere er sket. Finans-
ministeren lagde ikke skjul paa, at udviklingen ef-
ter hans mening hænger som en trusel over kronen,
og det blev nok sagt, at truslen har sin oprindelse i
de meget store kreditydelser, nationalbanken i disse
aar maa præstere. Hvad man imidlertid kunde øn-
ske sig endnu nøjere præciseret, er betydningen
af den forskydning, der herunder finder sted mel-
lem bankens tilgodehavender og forpligtelser. Det
fremgaar jo ikke af tallene, at der i saa henseende
er noget mærkværdigt. Aktiver og passiver dæk-
ker smukt hinanden, som de i henhold til boghol-
deriets regler skal, men naar banken paa clearing-
kontoen og hos forskellige debitorer har et sam-
let tilgodehavende paa ca. 3 milliarder kroner,
saa betyder dette, at de nitiendedele af aktiverne
for tiden er indefrosset. Der maa andre forud-
sætninger til, end de i øjeblikket herskende, før
de kan komme vort lands økonomi tilgode. Til
aktiver svarer imidlertid passiver, forpligtelser,
som banken har paataget sig (forresten i fuld over-
ensstemmelse med normal praksis) ved at afkøbe
eksportører og andre deres hos udlandet erhverve-
de tilgodehavender. Betalingen herfor har natio-
nalbanken erlagt kontant i penge, der har samme
ret til at cirkulere, som andre danske penge, og
som ejerne efter deres eget valg, enten straks kan
købe varer for paa det daarligt forsynede danske
marked eller gemme til senere. Indtil nu har de
heldigvis i stor udstrækning valgt at gemme
pengene, hvilket i praksis vil sige, at folk har »sat
dem i banken". Dersom ejerne nu bestemmer sig
om og tager dem ud igen! Det kan være, fordi de
enten helt mister tilliden til fremtiden og for him-
lens skyld vil have varer, ligegyldigt hvor daarlige
og dyre disse end er, eller fordi fremtidsudsigterne
i deres øjne antager et saa rosenrødt skær, at de
mener, tiden er inde til dristige spekulationer
men hvis pengenes ejere altsaa paa et eller andet
tidspunkt vil have pengene hjem for paa den ene el-
ler den anden maade at gøre brug af dem, og hvis
dette tidspunkt indtræffer, inden de store udenland-
ske aktiver kan gøres i penge, saa er der kun een maa-
de, hvorpaa nationalbanken kan imødegaa de krav,
der vil blive stillet til den, og det er ved at trykke
sedler. Men dette vil igen sige, at nationalbanken,
dersom udviklingen fortsætter uændret, kan kom-
me i en situation, hvor den for at opfylde sine for-
pligtelser til den ene side, nemlig overfor kredito-