Grønlandsposten - 16.08.1944, Blaðsíða 2

182
GRØNLANDSPOSTEN
Nr. 16
der af en Filipens i Næsen - eller vel nærmest
af den Kur, han ordinerede sig selv.
Paa dette Tidspunkt fangedes der endnu saa
£odt ved Karusulik og Djævelens Tommel, at man
kunde lægge saa mange Utok’er med Skind og
Spæk i Kødgrave paa de omliggende Øer, at de
kunde slaa til til Mennesker og Hunde næsten et
Aar frem i Tiden. Og om Sommeren kunde man
desuden fange omtrent lige saa mange Sæler, som
man gad. Der er endnu rejsende, der vil kunne
bevidne, at man kunde se uflænsede Sæler trukne
paa Snor i Vandet ud for Husene og samtidigt
halv- eller kvartflænsede henslængte i Stranden
mellem Pladsens Hunde, der end ikke gad æde
dem. Det kunde derfor synes til en Side, at jeg
en Vinter gjorde Fiskeforsøg efter Hellefisk paa
de Kanter og senere satte Hajliner ved Djævelens
Tommel, naar Kødet af de 85 Hajer, vi fik, som
uønskeligt blev slæbt ud og sænket, da jeg var
rejst. Men afdøde Direktør Daugaard-Jensen øn-
skede at vide, om der var Livsmuligheder for Folk
og Hunde, hvis Fangsten i nogen Grad slog Fejl.
Han arbejdede ogsaa i denne Sag paa langt Sigt,
vil det ses. Foruden Foraarets og Sommerens Sæl-
fangst fangedes der i Regelen i August-Septem-
ber — dette navnligt ved Djævelens Tommel -
en Del Narhvaler, der yderligere gav et saa godt
Tilskud til Kødgravene, at man oftest kunde leve
ret ubekymret paa deres Indhold, til Utok’erne
engang hen paa Foraaret kom op. Isgarnsfangsten
efter Netsider blev derfor til en Begyndelse saa
godt som ikke drevet ved de 2 nordligste Pladser.
Forholdene mindede derved mere om Kap Yorker-
nes Levevilkaar end om Levevisen fra Kraulshavn
og sydefter. Sine Kontanter fik man — ogsaa som
i Kap York — mest gennem Salget af Bjørne- og
Ræveskind samt, som Tiden gik, ved at afhænde
en stadig større Part af Sælskindene. Dette var
mest en Følge af, at man havde 14 danske Mil
til Butikken, hvilket jo dog var et Stykke Vej at
fragte store Spæklæs, samt af, at man ingen Far-
tøjer havde, der gjorde egentlige Handelsrejser
muligt om Sommeren.
For at skaffe en Lettelse heri, blev det sene-
re ordnet, saa Koloniskonnerten anløb en Gang
om Aaret medtagende Udstedsbestyreren fra Krauls-
havn og en Del tungere Handelsvarer. Der blev
da desuden efterladt nogle Tønder til hver Fan-
ger, som han saa kunde fylde efter Behag og Ev-
ne med Spækstrimler ned gennem Spunshullet.
Disse blev saa medtaget paa næste Aars Skon-
nert-Togt, eller rettere saa mange af dem, som
han ikke selv igen havde fisket Indholdet ud af
til Hundefoder og Lampebrug. Med andre Ord,
han solgte altsaa kun, hvad han virkeligt kunde
undvære. Den eneste Ulempe ved denne Ordning
var da kun, at han ikke kunde faa Nedsaltnings-
pris for sit Spæk, men det betød i Realiteten ik-
ke saa meget, da han jo iøvrigt fra Begyndelsen
af Januar til langt hen i Juni kunde køre ned
med saa meget, som han fandt bekvemt. Og de
fleste havde paa dette Tidspunkt store og stærke
Hundespand.
Imidlertid lærte Fangstdyrene, at Fredens Da-
ge var forbi, efterhaanden som der blev flere og
flere, der skulde leve af dem. Det mærkedes først
paa Bjørnene, der oprindeligt havde haft et Fri-
sted her, men nu saa dette gennemkrydset af
Slædespor oftere og oftere. Enten søgte de andre
Steder hen, eller ogsaa forlod de kun under tvin-
gende Omstændigheder den ufremkommelige
Bræmme af Kalvis, der strækker sig langs Bræer-
ne fra Holmsland og Nord over. Saa blev ogsaa
Remmesælerne færre og til Slut de store, gamle
Netsider. Man havde gennemløbet den Skala, som
velsagtens ethvert jomfrueligt Jagtfelt vil komme
til at gennemløbe. Mulighederne for en Trangs-
tid dukkede op, om Folk uventet blev syge og
af den eller anden uforudset Grund fik Misfangst.
Saavel Læge og Bestyrer som Kraulshavns Ud-
stedsbestyrer fandt det derfor forsvarligst, at
der blev udlagt et Depot af Rugmel og Ammuni-
tion, der kunde faldes tilbage paa. Resultatet af
Indstillingen blev, at der udsendtes en relativ stor
Butik med et Baglokale stort nok til Nedsaltning
af Produkter og et omfattende Udvalg af de
gængse Handelsvarer. Det hele skulde passes af
Stedets Kateket som en Filial af Kraulshavn.
Med et lille Depot havde dette været fortræffe-
ligt, med et saa stort viste det sig upraktisk for
alle, og nu er det saakaldte Ottos Havn faktisk
et Udsted, hvor Kateketen blot samtidigt er Han-
delsbestyrer.
Alt dette vil sikkert lyde fornuftigt for uden-
forstaaende, men Resultatet blev, som jeg alt
har nævnt i min Artikel »Mere national Føde«
i dette Blad 1943 Side 253, at man solgte me-
re, end man kunde undvære af sine egne Pro-
dukter for til Gengæld at faa et større For-
brug af Luksusvarer, end man før havde haft.
Og saa havde man i Regelen tømt det, der skul-
de været en Sikring, inden det Tidspunkt var in-
de, hvor man var afskaaret fra Omverdenen. Man
blev snart lige saa butiksafhængig her som de