Grønlandsposten - 16.08.1944, Blaðsíða 10

190
GRØNLANDSPOST E N
Nr. 16
ne at blive politimænd eller soldater for tyskerne.
Vort land er i krig med Tyskland. Vor
konge er fange, og vor flaade har ødelagt sig
selv eller er blevet stjaalet. Vor hærs udrustning
er forsvundet. Men disse Schalburg-mænd mod-
tager et pieget stort ugentligt vederlag, der selv-
følgelig er stjaalet fra den danske nationalbank,
og leger soldater i Danmark, kommanderet af en tid-
ligere tyv, Paul Sommer, og andre af samme slags.
Korpset er opkaldt efter en dansk forræder-offi-
cer, faldet i kamp paa østfronten. Schalburg-
mændene gaar rundt i gardens uniformer, den
kongelige danske garde. Paa deres venstre skulder
bærer de kongens insignier, løver og hjerter. De
marcherer under det danske flag, Dannebrog, og
deres musikkorps spiller danske nationalsange.
Det er umuligt at beskrive den sorg og harme,
danskerne føler over denne krænkelse. Selvfølge-
lig bestaar korpset mest af tidligere forbrydere,
men ogsaa sindssyge, der er flygtede fra anstalt,
er medlemmer, men ikke desto mindre føles det
som en forsmædelse. Blot tænke sig, at vi er
naaet saa vidt, at vi ønsker vore egne landsmænd
skudt og straffede, hvilket er den eneste retfær-
dighed for deres adfærd.
Danmark lider umaadeligt. Hver dag udbe-
tales over 7 millioner kroner af nationalbanken
for at tilfredsstille røverne. Men dette er ikke
det værste. Dansk ungdom myrdes dagligt, og
mord og vold er daglige begivenheder.
Men der forekommer ogsaa kampe mellem ty-
skerne indbyrdes. Først er der hæren, »Die
Wehrmacht«, som den kaldes. Saa er der »Waf-
fen SS« og det særlige politi, »Gestapo«, der ly-
stigt fører krig mod de egentlige soldater. Og
endelig er der »Schalburg-korpset«, dybt foragtet
af de to andre institutioner. Men hvor finder vel
en forræder agtelse og tillid?
Men tillid findes i det hele taget ikke. Ingen
danskere tror mere paa de tyske løfter. Tænk
blot paa, at efter den 9. april 1940 lovede de at
lade alt forblive urørt og ikke at blande sig i
danske anliggender, tænk blot p'aa, hvorledes de
gang paa gang har lovet, at »jødeforfølgelse al-
drig vilde forekomme i Danmark«. Disse sidste
løfter viste sig at resultere i menneskejagt og be-
stialske drab, som ingen kan tage i forsvar eller
tilgive.
Ogsaa korruption og tilsidesættelse &f pligten
forekommer dagligt i de tyske rækker. Hele fo-
retagendet er raaddent og ved at falde sammen.
Ja, de sidste telegrammer taler et tydeligt sprog.
Nederlaget er kun et tidsspørgsmaal. Det er li-
ge saa sikkert som regn fra himlen.
Og med det tilstundende nederlag følger de-
moralisering i rækkerne. Soldaterne fra tredive-
aarskrigen var som et velorganiseret politikorps
sammenlignet med, hvad Hitlers soldater foreta-
ger sig. Og ingen overordnede officerer vover at
gribe ind. Overalt i Europa triumferer skammen.
Naturligvis ogsaa i Danmark.
Men ikke alt er lige trist. Haabet lever og
giver os alle mod. Krigen og ulykkerne har sam-
mensvejset Danmark. For første gang i mange
aar staar vi sammen i national enstemmighed om
en fælles sag, den bedste i verden for en dansker:
Landet selv, ulykkeligt i kløerne paa uansvarlige
forbrydere uden agtelse for deres egne løfter og
uden forstaaelse af andre folk. Ingen føler sig
sikker i Danmark i dag. En pludselig indskydel-
se fra en galning i Berchtesgaden kan faa hans
bødler til at tjene enhver sag. De er rede til alt.
Men Danmark venter. Kun meget faa lytter
til den danske radio i dag. Den svenske radio
har mere at fortælle os, og de danske udsendel-
ser fra London og Amerika fortæller os om, hvad
der sker derude i verden. Tyskerne, som er ban-
ge for at lade sandheden komme frem, har opret-
tet støjsenderstationer rundt omkring i Danmark.
Disse hyler og hamrer, buldrer og fløjter, men
har dog ikke held til at holde sandheden udenfor
landegrænserne.
Russerne er paa march og lader sig ikke
standse. De løber Hitlers veltrænede tropper
over ende og splintrer hans imperium. England
arbejder endnu paa sin udrustning. Amerika
sender tropper til England, og snart er der nok
af dem til med held at kunne foretage invasio-
nen. Dag efter dag og nat efter nat sender dis-
se to store nationer deres bomberarmadaer over
Tyskland og spreder død mellem deres fjender.
Fabrikker og militære maal bliver ødelagt. Øde-
læggelserne i Tysklands hjerte føles baade reelt
og moralsk. Tiden, der er i vente, synes meget
lang for dem, der længes allermest. Men den vil
snart komme. Folk i Danmark venter. I mel-
lemtiden arbejder sabotagen. Tyske værdier bli-
ver ødelagt, besværligheder og ulykker rammer
dem, og deres krigsmaskine bliver lidt svagere,
men lidt og lidt og lidt bliver til meget til sidst.
Og Danmark lever i haab. Derfor taaler
folk meget. Derfor fortvivler ingen. De alliere-
de kommer. Vi ved, de vil komme.
Stockholm, foraaret 1944.