Grønlandsposten - 01.09.1944, Blaðsíða 3

Nr. 17
GRØNLANDSPOSTEN
195
stilling, der havde udviklet sig her i Danmark,
bringer jo allerede fra Tidsrummets første Aar-
hundreder Krønikerne og de danske Landskabslo-
ve det mest talende Vidnesbyrd. Ja, endog i den
bildende Kunst, for hvilken Kirken aabnede helt
nye Udsigter, var der, som det ses paa de første
Mindesmærker fra den kristne Tid, en Hang til
at bevare hjemlige Traditioner i Stil og Midler.
Ogsaa i senere Brydningstider, hvor nye kulturel-
le Rørelser kom hertil, finder vi lignende Træk;
selv under Reformationen bragtes den fremmede
Forkyndelse til Folkets brede Lag gennem danske
Talsmænd og gav Stødet til en dansk Salmedigt-
ning, der fortsatte og udviklede den Digtekunst
paa Modersmaalet, som de gamle Folkeviser bærer
Kimen til.
Da Latinens Herredømme i Skolen, der hav-
de betydet saa meget for at holde Mindet om den
europæiske Kulturs fælles Kilder levende og red-
det de mindre Nationer fra en alt for ensidig kul-
turel Paavirkning fra større Nabostater, efter-
haanden var brudt, var Faren for det danske
Sprogs Fortrængelse fra de dannedes Kreds maa-
ske størst. Intet skulde dog bidrage mere til den-
ne Fares Afværgelse og vort Sprogs Berigelse end
den atter paa Baggrund af udenlandske Forbilleder
frembragte alsidige Fornyelse af den danske Lit-
teratur. Trods al Forskel i Tid og Opgaver bærer
Holbergs Liv og Værk Træk til Skue, der minder
om Absalons Skæbne og hans Bedrifter i Fædre-
landets Tjeneste. I begge Tilfælde betød de fra
Rejserne i det fremmede hjembragte Iagttagelser
og Erfaringer en Indpodning paa dansk Grund,
der satte Frugter, som med Rette regnes til vort
dyrebareste nationale Eje.
Den stadige Udvikling uden større Brud har
ogsaa siden været kendetegnende for danske For-
hold. Fremfor alt førte den voksende Erkendelse
af Menneskerettighederne, der andetsteds gav An-
ledning til voldsomme Samfundsomvæltninger, her
hjemme til den Frigørelse af Bondestanden, der
fandt Sted under saa fredelige Former og i en
Forstaaelsens Aand, hvorom endnu i Dag den ma-
nende og gribende Indskrift paa Frihedstøtten
vidner. I Virkeligheden har vor ældgamle Bonde-
kultur trods svære Kaar bevaret en Livskraft, der
satte den i Stand til, saa snart Tiderne blev bed-
re, igen at skyde nye, friske Skud. Det Krav om
Indflydelse paa Statens Styre, som Middelalderens
Tingmøder gav Udtryk for, efterlod sig jo ogsaa
Traditioner, der aldrig var helt glemte og igen
blev virksomme, da vi for hundrede Aar siden, i
Skridt med Udviklingen i andre europæiske Lande
fik den fri Forfatning, der paa nyt Grundlag stad-
fæstede og udviklede vore gamle Retsidealer.
Samhørigheden med vor Fortid og Broderfø-
lelsen inden for Norden styrkedes ved forrige Aar-
hundredes Begyndelse især ved den nyvakte Værd-
sættelse af de fælles Skatte, vi besad i den gam-
le Edda- og Sagadigtning. Ogsaa i denne Hen-
seende virkede udenlandsk Indflydelse befrugten-
de, men, som Dønninger af Digtekunsten rundt
om i Europa viser, drejede det sig her om en
langt større Gensidighed i den kulturelle Veksel-
virkning mellem Norden og Udlandet end nogen
Sinde tidligere. Paamindelsen om, hvor meget vi
havde at lære for at hævde os paa de Maader,
Samtiden anviste, mindskedes dog ingenlunde og
var alt for stærk til, at vi af svundne Tiders
Glans kunde forledes til at glemme vor beskedne
Plads mellem Nationerne. Til Gengæld opvoksede
der i de nordiske Lande en Følelse af Verdensbor-
gerskab, der gav sig et mere harmonisk Udtryk
end i mange større Lande, hvor Fristelsen til at
betragte egne Kulturer som selvstændige organi-
ske Enheder var saa meget stærkere.
Typiske Vidnesbyrd om, hvorledes Tanken om
Forholdet mellem Indland og Udland har beskæf-
tiget danske Digtere, finder vi i Grundtvigs fyn-
dige Ord »Indfødsret for dansk alene, Gæsteret
for alt paa Jord«, og i H. C. Andersens skønne Li-
nier »I Danmark er jeg født, der har jeg hjem-
me, der har jeg Rod, derfra min Verden gaar«.
Begge disse, i Stil saavel som Stemning saa for-
skellige Udtalelser, giver Udtryk for en Indstilling
til Spørgsmaalet om vort Forhold til Verden af
en Art. som man vanskeligt finder noget Sidestyk-
ke til. Kernepunktet er, at Spørgsmaalet hver-
ken afvises eller afgøres, men opfattes som et,
der bestandigt maa stilles i stort og smaat. Det,
der vel mest af alt præger dansk Kultur, turde
jo netop være en umiddelbar Forening af Aaben-
hed for den Belæring, der bringes til os udefra
eller som vi selv henter hjem, og Fastholden ved
det af vore Minder og Skæbne betingede Livssyn,
der knytter os saa fast sammen inden for den sto-
re Verden, vi uløseligt tilhører.
Om den Kilde til Inspiration, en saadan Ind-
stilling indebærer, vidner Søren Kirkegaards be-
rømte Slutningsord i »Stadier paa Livets Vej«.
Med Udgangspunkt i et Forsvar for det danske
Sprog imod Paastanden om de mere udbredte Kul-
tursprogs Fortrin udtaler han sig saa varmt og in-
derligt om Modersmaalets Rigdom og Skønhed og