Grønlandsposten - 01.09.1944, Blaðsíða 11

Nr. 17
GRØN LANDSPOSTEN
s
203
Nu har det under Besættelsen vist sig, at
det ogsaa har været muligt for et afvæbnet Land at
sætte sig til Modværge med Vaabenmagt. Det er
ikke noget nyt; det har altid været anerkendt i
Danmarks Historie som god dansk Handling at
optræde som Sabotør, eller hvad man nu vil kal-
de det. Hvor meget eller hvor lidt de danske Sa-
botørers Virksomhed har betydet eller vil komme
til at betyde for Krigens endelige Udfald er ikke
Hovedspørgsmaalet. Hovedsagen er, at den har
været der.
Hertil regner vi ogsaa Københavns Belejring
1944. Jeg var ikke længere i Danmark i de Dage,
hvilket jeg altid vil betragte som et beklageligt
Uheld, men Danskere har siddet i Udlandet og talt
om, hvordan vi skulde have taget et Nederlag.
Der er kun een Mening herom. Det er bedre at
tabe end ikke at have kæmpet. Hvor den enkelte
finder sin Plads i Kampen, maa han selv eller til-
fældige Omstændigheder afgøre. Der er ingen,
der normalt kan forlange, at en Aldersrentenyder
skal være aktiv Sabotør hvis han er det, rejser
man ham en særlig Æresstøtte der er heller
ingen, der forlanger, at man skal søge Konflikten.
Vi forlanger kun, at man skal gøre Modstand,
hver eneste Gang en Konfliktsituationen opstaar
aktivt eller passivt. Henholdende Taktik er ogsaa
Modstand. Der er mange Mennesker, der uden
at Offentligheden faar noget at vide om det, har
ydet en god dansk Indsats ved at udføre det, vi
i gamle Dage kaldte at »sabotere Sagerne«, og
der er endelig mange, hvis nationale Opgave kun
bliver den og kun kan blive den, bag Scenen at
opmuntre og hjælpe dem, der er fremme i Ram-
pelyset, maaske kun ved at vise deres Glæde over
det, der er sket. En Ven, som i sin Tid gav mig
Meddelelsen om det engelske raid paa Burmeister
& Wain, gjorde det med følgende bramfri Be-
mærkning: »Denne Gang er det det helt rigtige«.
Der var en god Regel i gamle Dage, at naar
Krigsbyttet skulde deles efter en Sejr, skulde de,
der havde været ved Trosset, ogsaa have deres
Del. De, der er ved Trosset nu, er blandt andet
Tusinder af Kvinder, Mødre og Søstre, der glæder
sig over, hvad deres Mænd, Sønner og Brødre ud-
retter, og som, naar de er personligt ramt, bærer
deres Sorg med Værdighed.
Der er ingen Tvivl om, at naar vor nationale
Status i disse Aar skal gøres op, vil man ogsaa
med Rette nævne de store Folkestrejker. Det var
hele Befolkningen, der uden Hensyn til økonomi-
ske og gamle politiske Skillelinier instinktmæssig
og uden Aftaler af nogen Art rejste sig mod en
Overmagt, der paa Forhaand syntes at udelukke
enhver Mulighed for et heldigt Resultat •— rejste
sig i positiv Modstand, hvis Vaaben blandt andet har
været det evige, danske Humør, som vi saa ofte
har glædet os over, saa ofte selv har spottet, men
som trods alt kan være Udtryk for en af vore
værdifuldeste Egenskaber som Danske. En eller
anden vilde sige, at Sejren ikke skyldtes vor
Modstand. Det er muligt, vi maa sige igen: Det
afgørende er, at vi overhovedet har kæmpet.
Endnu et vil jeg gerne sige til mine Lands-
mænd. Jeg kan til Nød forstaa, at der kan være
Tvivl om Sabotagens Nytte, hvis man anlægger
rent militære Betragtninger, men det vil aldrig
blive glemt, at danske Sabotørers Arbejde har væ-
ret et første Klasses Gentleman’s Arbejde, gen-
nemført med Hensyntagen til Landsmænds Liv og
krydret af et Humør, der, som vi alle sammen
ved, ved flere Lejligheder har givet sig Udtryk i
tilsyneladende overflødige Handlinger, og vi vilde
ikke have undværet dem. Det er altid en stor
Oplevelse at genkende sig selv. Det har været
»good sport«.
Vi ved, at vi er et lille Land. Vi ved ogsaa, at
naar denne Krig faar det Udfald, som nu er bom-
besikkert, et Udfald, som ogsaa er en Sejr for
Danmark, saa skyldes det ikke os selv, men de
store Nationer, hvis Kamp ogsaa er en Kamp for
de smaa. Det er maaske ikke let for den store
Verden at faa Øje paa vore Interesser og paa vor
Kamp. Vi ved nu, at den gør det. Men det er vor
Pligt at holde den underrettet om, hvad vi fore-
tager os. Derfor er det naturligt, at Danmarks Fri-
hedsraad søger at opnaa Forbindelse med Sovjet-
Unionen, den eneste af Stormagterne, som vi
nu i fire Aar ikke har kunnet forhandle med hjem-
mefra.
Frihedsraadet har vist mig den Ære at bede
mig om at rejse til Rusland som Repræsentant for
det Danmark, som sætter sig til Modværge. Det-
te skal tages i videste Betydning: de aktivt kæm-
pende, den passive Modstand og alle dem, der i
det stille ved deres Holdning holder Humøret og
Modet oppe hos dem, der er i første Linie. »Det
kæmpende Danmark« kommer dermed med Rette
til at dække den allerstørste Del af den danske
Befolkning.