Grønlandsposten - 01.01.1945, Blaðsíða 4

4
GRØNLANDSPOSTEN
Nr. 1 — 1945
Hilsen fra Tandlægen.
Aaret 1944 bragte mig rundt til mange Steder
i Grønland. I Juni, da Vandene atter var aabne,
rykkede jeg ud fra mit Vinterkvarter i Jakobshavn,
og efter hele Tiden at have været paa Farten
naaede jeg omkring December til Godthaab, mit
nuværende Vinterkvarter. Administrationen hav-
de velvilligst stillet Motorbaaden »Holbøll« til min
Raadighed, og med den berejste jeg Kolonierne
Egedesminde, Umanak, Upernavik, — med Afstik-
ker med »Jutho« til Thule — Kutdligssat, Jakobs-
havn, Holsteinsborg og Sukkertoppen, — det var
en stor Hjælp at have egen Baad, uden den vil-
de jeg sikkert ikke have kunnet naa saa langt
omkring og hjælpe saa mange, der trængte til
Tandlægehjælp. Det var baade en drøj og dej-
lig Tur, — drøj derved, naa, det glemmer man,
dejlig derved, at jeg lærte mange rare Mennesker
at kende, og overalt blev jeg modtaget med en
Hjertelighed og Venlighed, som var velgørende.
Ofte kunde jeg have ønsket, at jeg havde haft
lidt mere Tid, end mit Arbejde tillod, til at gaa
paa Besøg, snakke lidt og diskutere Tidens Pro-
blemer. Jeg kunde mærke, hvordan Folk trængte
til at snakke med fremmede Mennesker, — Kolo-
nilivet er jo isoleret, — hvert lille Pust udefra
kvikker op, — den lange Adskillelse fra Danmark
har tæret paa Kræfterne og Humøret, — men
endnu er der dog Reserver at trække paa. Paa mine
Rejser, som har strakt sig fra Kap Farvel til
Thule, har jeg efterhaanden lært alle de Danske
at kende, — og det er mit Indtryk, at der Ky-
sten langs sidder gode, danske Mænd og Kvinder,
der med Pligt og Ansvarsfølelse udfører et støt
og godt Arbejde for Grønland og Danmark, — et
Arbejde, hvis Resultat vi kan være bekendt at
vise Danmark, naar vi nu snart skal hjem. Ja,
overalt paa min Rejse iaar var det en given Ting,
at Krigen vilde være forbi i Europa 1945, og
mange glædede sig til at skulle rejse hjem, — og
Vishedef) herom giver Kræfter og Humør til at
tage et lille Nyk endnu. Nytaar 1945 lover godt,
— vi kan se frem til noget glædeligt, — og der-
for er det med særlig Glæde, at jeg ønsker alle
mine gode Venner og Bekendte Kysten langs et
godt og lykkeligt Nytaar og siger Tak for alt
godt i det gamle. Paa Gensyn enten her i Lan-
det eller i Danmark.
Anker Baarregaard,
Tandlæge for Grønland.
Jo — trods alt —
vi har det godt!
I det store og hele er jeg enig med fru Bar-
fod, ja, man kan ikke sige, at vi ikke mærker
krigen heroppe, for det gør vi paa alle de af fru
Bar fod nævnte punkter, men jeg vil alligevel af
hele min overbevisning hævde, at vi heroppe,
trods alle de nævnte vanskeligheder, har det
godt. — Det er saa sørgelig sandt, at vi faar
frosne, raadne og mugne grøntsager og æg, og
det er slemt, naar man i maanedsvis har hørt si-
ne børn fable om æbler og appelsiner, at saa dis-
se eftertragtede artikler raadner hurtigere, end
man kan spise dem, naar de endeligt kommer
(fraset fra det, man straks maa smide bort, hvad
man i aarenes løb har gjort ved et ikke ringe
kvantum), men vi har ikke sultet, vi kender ik-
ke til, at vore børn dag efter dag har sagt: »Mor,
vi er saa sultne« — og vi har intet, absolut intet
haft at give dem!
Heroppe ser man af og til børn vrage dit og
dat og sidde og stikke til mad, som millioner af
mennesker vilde anse for et festmaaltid. Tænk
hvad det vil sige ved hvert maaltid at kunne spi-
se sig mæt. Mon vi rigtig forstaar at fatte dette?
Jeg indrømmer glad og gerne, at jeg masser
af gange ved vore i almindelighed ret jævne
maaltider har sagt til min mand: »Hvor har vi
det dog godt« — ikke paa en maade, der vil faa
krigsramte folk til at se ondt til mig, men i usi-
gelig taknemlighed. — Vore børn trænger til nye
sko. Ja, det gør mine ogsaa, men saa lader jeg
sy kamikker til dem — og jeg har da endnu al-
drig set danske børn eller voksne heroppe med
fødderne i en blot tilnærmelsesvis saa sørgelig til-
stand, som de forrevne eller forfrosne, halv eller
helnøgne fødder, vi ser billeder af i mange af de
os tilgængelige blade. Hvad der gælder for vore
fødder, kan fortsættes videre opefter. Vi har strøm-
per (selv om det er butikkens), vi har undertøj
og andet tøj (selv om det stadigvæk er butikkens).
Men vi har det, og det er der millioner, der ikke
har. Naar vi blader i »Life« og »Time« osv, ser
vi billedreportager af halvnøgne, udhungrede lig
i Indien, Grækenland, i Polen, i Kina osv. Luk-
ker vi op for radioen hører vi om hungersnøden i
Belgien, i Vestholland, i Nordnorge — skulde vi
saa ikke have lov til, ja, ligefrem pligt til at si-
ge: Hvor har vi heroppe det dog godt!