Grønlandsposten - 01.01.1945, Blaðsíða 7

1. Jan.
GRØNLANDSPOSTEN
7
»Beretninger og Rundkørsler« øges aar for aar,
med blød og nænsom haand reguleres vore kaar.
Eksport og rationering og fisk og fodtøjsnød
og tyttebær og krigstillæg og røget lammekød,
det hele ordnet biir
med bunker af papir,
hvis læsning og forstaaelse vor evne oversti’r!
I foredragsudvalget man nu har slaaet fast,
at oplysning blandt danske, det har slet ingen hast;
hvis vi blev alt for kloge, det kunde farligt bli’,
derfor uvidenheden holdes skal vi nede i;
»Avisen skal t faa,
men andet selv I maa
i andre ætermarker holde søndagsklapjagt paa!«
E. V.
Nordgrønlands kolonier maa i afsondrethed sig finde.
Sic transit gloria mundi — altsaa via Egedesminde.
I radioen paa kongens fødselsdag
var baade programmet og koret ved siden af.
Da der ikke var mere rugmel tilbage,
maatte hver mand mele sin egen kage.
I Grønlandsposten romersk stædighed udklækkes:
Forøvrigt mener vi, at Upernavik bør øde udlægges!
Saa længe der kommer tilstrækkelig med salt,
vi oporto-torsk-tusker ikke helt portu-galt.
Ved hjælp af spærre, søvs eller stæng skal savssat
nu søvses, stænges og spærres ude som afsat.
Ved materialsalget købes petroleum paa dunk,
kul, brænde, søm, brædder og digte af Kaj Munk.
Grunden til, at juletræerne ikke var pænere,
er, at naale og grene sendes senere.
Med efteraarstorden og lynglimt i zigzag
gaar aaret paa hæld i sikre tiktak.
Vi sukker for det, som vi ikke fik, ak.
Dog for, at det hele nu gik, som det gik, tak:
at Hitler sig bort til stjernekig trak,
at Festung Europa med lydeligt knik knak.
Her afsondrethed, is og andet mikmak
og enkelte forholds irriterende hikhak —
vel, vi kløjs i det sentimentale sniksnak.
Ind i femogfyrre med frejdigt blik gak!
mens verden slaar sine vældige flikflak.
Gid nytaar det allersidste trumftrick trak.
Vi venter ihvertfald en saadan taktik, tak!
Den danske Akvavit.
Mel.: Jeg elsker de grønne Lunde.
Af alle de gamle Sæder
er den med en dansk Akvavit
dog den, der mest mig glæder,
det har jeg erfaret tit.
Thi vel er det skønt at æde,
mens Talen bevæger sig frit,
men Bor’ets sande Glæde
er Glasset med klar Akvavit.
Af alle de gamle Skikke
er denne en ren Juvel:
en Kornblomst først at drikke,
en halv kun, nej, helst en hel.
Thi først da kan Tungen føle,
thi først da er Maden tilpas.
Hvorfor skulde vi da nøle,
men gribe et iskoldt Glas?!!
I Sverrig man ser dem tumle
med »helan« og »halvan« saa bra;
som Dansk du bør ej fumle,
men vise, du ogsaa ka’.
Forlængst er forbi de Dage
med Snapsen i mægtige Horn,
dog endnu vi ikke bage
og fodrer med alt vort Korn.
Engang gik den kære Flaske
paa Rejse i Øst og Vest,
og Landsmænd gæve og raske
den skabte saa mangt en Fest.
Gid snart maa komme de Dage,
hvor Snapsen igen er til fals,
thi det er en grusom Plage
med Snapsen i gale Hals.
Naar atter du os tilflyde
befriet for Tyskernes Prop
et Hurra og Skaal skal lyde
fra Gjedser til Thule op.
Og Dannebrogs gamle Fane
vi hejser i Firkant og Split,
thi det er de Danskes Vane,
at alt er reelt og frit!
L. Lamberth.
F. G.