Grønlandsposten - 16.04.1945, Side 2

86
GRØNLANDSPOSTEN
Nr. 8 - 1945
Men den tyske okkupation var en realitet,
som paatrængte sig, hvor man saa end vendte
sig hen: soldaterne trampede igennem vore gader
og sang deres barbariske og forhadte krigersange,
for eks. »Wir fahren gegen Engeland
der jo lød noget mærkeligt i betragtning af, at
man højtideligt havde garanteret Danmark, at
landet ikke skulde blive opmarchbasis for krige-
riske begivenheder!
Byen var rolig, men anderledes end før: der
hvilede et haabløst og bittert drag over hvert
menneske, man traf — og rygternes sorte, ulyk-
kessvangre ravne flagrede over byen: nogle vidste
at fortælle, at der overhovedet ikke havde været
kamp i Danmark, andre kunde berette bloddryp-
pende rygter om, at hele Viborgs garnison for
eksempel var udslettet, at tyskerne jagede op gen-
nem Jylland og hærgede landet, hvor de kom
frem.
Jeg gik ned gennem Bredgade og saa dér ok-
kupationens sorte spøgelse, kun en enkelt mand,
der dog var nok til at indprente, at Danmarks
frihed var forbi for en rum tid: en tysk militær-
betjent, der dirigerede færdselen udfor hotel Phø-
nix, som tyskerne straks havde taget, og hvorfra
hagekorset vajede.
I aar og dag havde vi talt om, at der skulde
være ensrettet færdsel i Bredgade og Store Kon-
gensgade, men vi var aldrig kommet udover det
første stadium — at diskutere for og imod.
Men tyskerne ordnede den sag i en haande-
vendig og havde som sagt anbragt en tysk færd-
selsbetjent ud for hotel Phønix. Han stod alene
midt paa gaden. I den ene haand havde han en
politistav, i den anden alene en revolver — og det
var mest revolveren han brugte til at dirigere
færdselen med. Det var et sprog, man forstod
-- og det var en bitter antydning af, hvad frem-
tiden vilde bringe.
Paa d’Angleterre vajede ogsaa hagekorsflaget
— flankeret af to smaa danske flag, vagtposter
stod ■ udenfor hotellet — og klokken 3 om efter-
middagen drønede »Deutschland, Deutschland iiber
alles . . . .« og andre tyske melodier, isprængt
danske, selv vor nationalsang, hen over Kongens
Nytorv. Meningen var vel at opmuntre, at for-
milde en dag, som selv tyskerne maatte kunne
forstaa var bitter for os danske. Men det skar
dybt i alle danskes hjerter og havde saa afgjort
ikke det resultat, som tyskerne havde ventet
efterhaanden holdt de forøvigt op med den »fol-
keforlystelse«, som i de kommende par aar frem-
kaldte bitre sammenstød.
Der stod tyske vagtposter udenfor regerings-
bygninger og rigsdag, smaa tyske patruljer trak
gennem gaderne —■ og endeløse kolonner af ty-
sk*e tropper marcherede taktfast og syngende til
kasernerne, hvor de gjorde honnør for det dan-
ske flag, inden de tog kasernerne i besiddelse.
Da man kom hjem, træt paa legeme og sjæl,
laa der krav om, at hvert eneste vindue skulde
være totalt mørkelagt efter klokken 7 — saa man
fik noget at bestille — og fra det øjeblik og ind-
til nu, har der ikke været lettet paa de strenge
mørkelægningsbestemmelser, omend det skal ind-
rømmes, at mørklægningen ikke længere er saa
effektiv som i begyndelsen.
Om aftenen talte Stauning, og da fik man
autoritativt at vide, at faa, mange syntes for faa,
danske soldater var faldne ved grænsen, da ty-
skerne kom, og det sved i vore hjerter, at mod-
standen ikke havde været større. — Min søn var
soldat, stationeret i Værløse-lejren, og vi havde
hørt, at alle de unge danske der var dræbte af
tyskerne, da de stak alle vore flyvemaskiner i
brand. Og hvorfor nægte det: da han træt og
hærget kom hjem om aftenen, var jeg glad over,
at det rygte i det mindste havde løjet — — men
jeg forstod og delte hans bitterhed: — vi var kla-
re —, sagde han men nøglen til ammunitions-
depotet kom først halvanden time efter overgivel-
sen og far, det var et ondt øjeblik, som jeg
aldrig vil glemme, da vi strøg Dannebrog over
Værløse-lejren og saa det tyske flag gaa til tops.
Men vi bier og venter, vor dag kommer ogsaa
nok, Dannebrog skal nok igen komme til at vaje
over Værløse-lejren.
Da vi trætte og forpinte gik i seng den nat,
lød flyvervarslet for første gang over København,
et ondt signal, der skærer til marv og ben, og
gud, hvor vi ønskede, at de kanoner, der spillede
op til en »dance macabre«, havde været danske,
og at de beskudte flyvemaskiner var tyske.
Der gik et aar, uden at lammelsen fortog sig,
og igen blev det den 9. april.
Bud blev sendt landet over: husk haanen og
ydmygelsen mod os fra i fjor! Husk vore torpedo-
baade, som tyskerne tog for en maaned siden,
uden at bladene maatte omtale det saa I dem
ikke staa havnen ud under tysk flag, men med dan-
ske farver endnu paamalet skibssiden? Husk alt,
hvad der er sket i det forbandede aar, tænk paa
vore hundreder af søfolk, som er dræbte af tyske
miner eller torpedoer, og husk paa de drenge,
der er blevel arresteret for noget saa uskyldigt