Grønlandsposten - 16.04.1945, Qupperneq 3

16. April.
GRØM LANDSPOSTEN
87
som at gaa med RAF-farver paa huerne; tænk
paa de unge piger, hvis dragter var sammensat
af de engelske farver, og som fik dem flaaet i
stykker af brutale tyske soldaterhænder vis
jeres sorg over besættelsen og jeres harme over
de tyske soldaters optræden ved at flage paa halv
stang i morgen!
Men saa kom et manende opraab fra Stauning:
Husk kongens ord om ro og værdig optræden,
vis jer som et disciplineret folk — lad vær med at
skilte med sorgens symbol.
Da den 9. april gryede i 1941 hang danske
flag paa halv! Radioen opfordrede dog straks til
at tage dem bort eller hejse dem paa hel, og det
danske politi fik ordre til at kræve dem sænkede,
hvor saa end de fandt dem. Og de gjorde det. I
løbet af en halv time, var hvert eneste flag for-
svundet — men bitterheden groede i det danske
folk og mange, de fleste, gemte Dannebrog bort:
nu skulde det først hejses, naar tyskerne var ude
af landet og Danmark frit igen.
Men omend flagene forsvandt som et sørge-
symbol, var der dog metoder nok til paa uangri-
belig maade at vise sin sorg over Danmarks sør-
gelige stilling . sorte slips kunde de da ikke for-
byde os at gaa med, og damernes sorte kjoler
gav udtryk for en dybere sorg, end om flagene
havde vajet paa halv fra samtlige Danmarks
flagstænger.
Og der var aarsag nok til sorg. Det var ik-
ke alene aarsdagen for Danmarks dybeste ydmy-
gelse — men Norge, Belgien, Holland og Frank-
rig var falden for de tyske panserarmeer, der
nu tromlede deres blodige spor ned over Balkan.
Kreta faldt for tyske faldskærmsjægere, i Afrika
gik tyskere og italienere frem overalt — og man
sagde, at den engelske flaade var saa spredt, at
der kun fandtes en enkelt kampkrydser i Mid-
delhavet.
Alt tydede paa en tysk sejr, og dermed Dan-
marks endelige udslettelse som en selvstændig
nation, og det eneste haab, vi havde, var i virke-
ligheden den gamle dogme om, at England trods
alt vandt det sidste slag. Det var ikke saa me-
get at støtte sig til for et forpint folk, der for-
øvrigt netop fik det at le over, at tyskerne i dis-
se dage erklærede, at de systematisk vilde gøre
sig afholdt i tDanmark! Det var da altid noget,
og at hr. Knutzen samtidig dannede den dansk-ty-
ske forening var ogsaa en slags trøst — for nog-
le, men 80 procent af Danmarks befolkning saa
med foragt paa dette forsøg paa samarbejde. Det
saarede os ogsaa, at en del af landbefolkningen
syntes, at det gik jo saa nogenlunde: de saa jo
aldrig en tysk soldat og mærkede kun okkupati-
onen derved, at priserne paa landbrugsprodukter-
ne steg, de havde endnu ikke opdaget, at det var
nationalbanken, som betalte, altsaa dem selv. —
Men det har de lært nu.
Igen havde skæbnens hjul drejet sig en om-
gang, og den 9. april 1942 oprandt, dyster og
tung: Singapore var netop falden, og japanerne
havde erobret Philippinerne. — Fremtidsudsig-
terne var mørke, men trods alt var det alligevel,
som om der var ved at komme en guldbræmme
omkring de sorte skyer: Amerika var kommen
med i krigen, og England holdt stadig hovedet
oven vande, baaret af Churchills stærke arm og
manende ord om sved, blod og taarer, som pris for
den sejr, som vilde, som maatte blive vundet til slut.
Og hjemme? Ja, der stolede man paa Chur-
chill og klamrede sig til hvert eneste lille bitte
haab, som glimtede fra vest gennem mørket
men det glædeligste var, at Danmark tilsynela-
dende var ved at finde sig selv, som om nedvær-
digelsens aar endelig var ved at være forbi.
Det var ikke saadan, at ethvert samarbejde
mellem det officielle Danmark og Tyskland endnu
var bleven afbrudt, men Danmark havde opdaget,
at det havde et kvælertag om Tysklands strube,
som kunde udnyttes med nogen behændighed
nemlig: vor store fødemiddelproduktion, som
Tyskland daarligere og daarligere kunde undvæ-
re, alt som tiden gik. Da det først var gaaet op
for danskerne, blev det udnyttet for alt, hvad det
var værd, og det gav styrke at vide, at vi ikke
stod helt afvæbnede overfor den hensynsløse be-
sættelsesmagt. Modstandsbevægelsen voksede, og
man saa til sin undren, at tyskerne lukkede øj-
nene, hvor det var muligt. Det gav danskere og
modstandsbevægelsen mere tro paa sig selv og
mod til fremtiden. Sabotagen begyndte saa smaat at
gøre sig gældende, og her og der sprang — om jeg
saa maa sige uorganiserede — bomber, som for-
voldte nogen fortræd — og som forøvrigt for-
færdede en del af det pænere og ældre borger-
skab, der rystede paa hovedet og mindedes forti-
dens trygge Danmark — og saa kongens ord om
ro og værdig optræden under besættelsen.
Men ungdommen lo af det ældre og pænere
borgerskabs bekymringer: vent kun lidt, saa skal
I faa sabotage at se!
Thi i aaret, der var gaaet, var der ud af
ydmygelsens irgange vokset en stærk tro til et