Grønlandsposten - 16.04.1945, Qupperneq 5

16. April.
GRØNLANDSPOSTEN
89
ste, at meget mørke stunder maatte gennemleves,
inden Danmark igen blev frit.
Den 9. april 1944 var vi alle klar over, at
Danmark var i krig med Tyskland, ikke erklæret
paa konstitutionel vis, men af folket selv.
Kongen var fange paa Sorgenfri slot. En re-
gering havde vi ikke haft i maanedsvis, vor flaa-
de var sænket og hæren opløst, vore jøder var
hjulpet til Sverige og var næsten alle som een
undsluppet den tyske drage, der nu og da skulde
fodres med jødeblod.
Sabotørernes bomber bragede ved dag og nat.
Stolte fabrikskomplekser forsvandt, og Yachtpa-
villonen ophørte at eksistere. Skud knaldede paa
Københavns gader, og stikkere sank sammen paa
gaden mens forbipasserende roligt fortsatte deres
vandring, som om intet var hændt. Det var jo
dog kun en stikker, et foragteligt kryb, som man
kun ofrede en kugle paa, for at han ikke skulde
gøre mere fortræd. Overalt i gadebilledet saa
man sabotagens og Schalburg-tagens resultater,
det første med glæde og de sidste med had og
foragt for de usle danske, der gik tyskernes
ærinder.
Det var haarde tider for Danmark, men det
tog man med ro. Vore butikker var tomme, fortrins-
vis plyndrede af tyskerne, men man klarede sig
endda: damerne gik barbenede paa Strøget, og
der var kommen en ny klang ind i gadens lyd-
billede: klapren af træsko, som havde afløst de
sko, der ikke længere kunde købes. Mændene
vendte deres tøj. Vore levnedsmiddelforsyninger
var smaa, que’erne udenfor butikkerne lange og
jernbanerejserne næsten umulige og livsfarlige.
Automobilerne rullede rundt paa gaderne med et
paamonteret kakkelovnslignende stavær og med
brændesække paa taget i stedet for benzin i tan-
kene. Danmark var blevet fattigt og luvslidt -
men det var de tyske soldater ogsaa. De havde
stadig deres sømbeslaaede støvler, der larmede
mod gaderne, men det var ogsaa alt, der var til-
bage af fortidens herlighed: deres uniformer var
gamle, forslidte og lappede — og mændene i uni-
formerne var kun sølle og ofte defekte erstatnin-
ger for de stramme tyske soldater, som fem aar
i forvejen havde overfaldet et uforberedt Dan-
mark.
Mens Danmark tog sin fattigdom med oprejst
pande og i sikker vished om, at vi nok skulde
komme op paa ny, saa havde man indtryk af, at
tyskernes haab til en menneskeværdig fremtid var
svunden. De saa efter os med spørgende, næsten
bedende øjne, tryglende om lidt sympati. Og ikke
saa sært: i Rusland var nederlaget en kendsger-
ning, og i Italien stod de allierede udenfor Rom,
nu var der ingensomhelst tvivl om, at det bar
mod et knusende tysk nederlag.
Og danske medløbere havde travlt med at
manøvrere sig over paa den rigtige side: de gav
penge til undergrundsarbejdet og støttede de fald-
ne patnoters familier med store beløb; de talte
højt om Tysklands kommende fornedrelse og led
af hukommelsestab, naar man mindede dem om
deres nazistiske fortid. Men deres navne og ger-
ninger staar opførte i patrioternes kartoteker —
og den mand, hvis omvendelse kom efter Stalin-
grads fald, kom under alle omstændigheder for
sent til at faa syndsforladelse. Stalingrad blev
skillelinjen imellem dem, der kan taales i et frem-
tidigt Danmark, og dem, som ikke har noget at
gøre der.
Den 9. april 1944 var ikke en trist dag, som
af danske blev brugt til at beklage fortids undla-
delsessynder — tværtimod! Det var trods al barsk-
hed en glad dag. Der var skabt rene linjer i Dan-
mark, som forjættede en snarlig oprejsningens dag.
Oprejsningen kom dog ikke saa hurtigt, som
vi havde ventet hin skønne foraarsdag. Fristen
var bleven sat til den kommende sommer, deref-
ter til efteraaret — sikkert til jul, og nu er det
igen den 9. april — uden at dagen er kommen.
Der er vel nok bleven endnu vanskeligere
forhold i Danmark siden den sidste 9. april: poli-
tiet er borte, voldshandlingerne er tiltaget i en
foruroligende grad, og flygtningestrømmen fra
Tyskland truer med at løbe alt over ende. Vi ved,
at afslutningen paa det tyske herrevælde i Dan-
mark kan blive svær og ødelæggende, og at den
sandsynligvis vil kræve tunge og materielle og
menneskelige ofre, men i de foregaaende fem aar
har Danmark lært til gavns, at intet opnaas uden,
at der betales derfor — og vi er rede til at be-
tale.
Og Danmark er parat til selv at kaste tysker-
ne ud, eller i det mindste til at yde en kraftig
bistand. I Danmark staar en stor underjordisk
hær af menige parat til at gribe ind, naar friheds-
raadet giver det længselsfuldt ventede startsignal,
og i udlandet findes et ypperligt uddannet officers-
korps, som er rede til med faa timers varsel at
overtage ledelsen af denne mægtige folkehær, der
har midler nok til at knuse al tysk modstand.
Men ofre vil det kræve — og i dag, den 9.
april 1945, vil man i København med 2 minutters