Grønlandsposten - 16.04.1945, Blaðsíða 11

16. April.
GRØNLANDSPOSTEN
95
»Kan de Problemer, som
Grønland stiller Lægevæ-
senet, siges at være løstc<?
(Radioforedrag af Kredslæge Sylv. M. Saxtorph,)
Det er jo unægtelig et meget klart og exact Spørgsmaal,
som Foredragsudvalget her har hedt mig søge besvaret.
Skulde jeg vove at komme med et lige saa klart Svar, kun-
de det kun blive et afgjort nej! — Dette »Nej« kræver en
nærmere Forklaring, og det er det, jeg vil søge at give i
det følgende.
I al Almindelighed vil jeg gerne sige, at hvornaar dri-
ster vi os til at sige, at vi helt og fuldt har løst de Pro-
blemer, vi, hver paa sin Post i Livet, stilles overfor? Maa-
ske Omverdenen til Tider 'mener, at vi har løst dem; men
oftest vil vi selv stille os mere tvivlende deroverfor. 1
Særdeleshed maa dette gælde for Lægevæsenets Arbejde i
Grønland.----- - Først melder det Spørgsmaal sig: Hvilke.
er de Problemer, Lægevæsenet skulde luse her i Landet? Ja,
det er jo de samme (plus nogle flere!), som gælder Sund-
hedsvæsen overalt paa Jorden. 1) Vi skal hjælpe, helst hel-
brede, saa nær som muligt alle syge Mennesker, 2) vi skal
søge at forebygge Sygdommes Opstaaen og Udbredning og
3) vi skal søge at forbedre den almindelige Befolknings
sudhedsmæssige Standard ved at bringe hele Levemaaden
ind paa en for Menneskene sundere og mere hygiejnisk Vis.
For at faa bragt disse tre saa vægtige Opgaver til de-
res Løsning kræves adskilligt; lad mig nævne: Læger, Sy-
geplejersker, velegnede Sygehuse, indfødte Hjælpere som
Hjælpesygeplejersker og Jordemødre, et velbegrundet Sund-
hedsregulativ, økonomiske og sociale Muligheder for at hæ-
ve Befolkningens hygiejniske Standard, Forstaaelse hos Be-
folkningen af Hygiejnens Betydning og sidst, men ikke
mindst, Befolkningens egen Medvirken i Fællesskab med Ad-
ministration og Sundhedsautoriteter til at bringe disse til
Udførelse. Hvor meget af alt dette kan siges at
være løst? Dertil kan kun svares, løst er disse Problemer
ikke og bliver det vel næppe nogensinde helt til Bunds.
I denne Forbindelse maa det stærkt betones, at hvad
Fremskridt der er naaet, skyldes Grønlands Styrelse re-
spektive Grønlands Administration og Lægevæsenet i Fæl-
læsskab, og disse Organer maa ogsaa sammen bære Ansva-
ret for, hvad ikke er naaet. Ingen andre Steder er vist
Lægegerning og Administration knyttet saa stærkt sam-
men som her i Grønland; det kan maaske ikke være ander-
ledes!
Nu det første af mine tre opstillede Problemer: »at
hjælpe, helst helbrede, saa mange som muligt af de syge«.
Da maa dertil siges, at det er vel næsten det af de tre
Problemer, som vi er naaet længst med. Vi har Ret til
at se den Kendsgerning i Øjnene, at Sygebehandlingen
staar nu himmelhøjt over, hvad der her i Landet kunde
præsteres for blot 30—40 Aar siden. Antallet af nybyggede
eller udvidede Sygehuse med et fra tidligere mangedoblet
Antal Sengepladser for Patienter taler deres eget Sprog.
Sygehusenes relativt moderne Indretning (Elektricitet, Rønt-
gen, Operationsstuer, Sygeplejerskehjælp etc.) har jo gjort,
at vi kan modtage langt flere Patienter end før og give dem
en meget mere rationel Behandling. Jeg sagde udtrykkelig
relativ, for selvfølgelig staar det ikke Maal med, hvad vi
rent lægemæssig set kunde ønske at give Patienterne af
Behandling; lægeetisk og rent menneskelig set skulde hver
Patient jo have den bedste Behandling, som moderne Læge-
videnskab overhovedet kan yde. Her ved vi Læger jo
bedst selv, at meget skorter. Der er, og maa maaske og-
saa være, Grænser for, hvad Hjælpekilder, der kan staa til
vor Raadighed, og vi' ved jo ogsaa alt for godt selv, at der
er Grænser for vor egen rent tekniske Viden og Kunnen!
Men alligevel, naar jeg tænker tilbage paa mangt og
meget inden for Sygeplejen f. Eks. for 20 Aar siden og nu,
maa vi have Lov at sige, at vi er naaet mere end et Hane-
fjed frem ad den rigtige Vej. Da jeg for snart 22 Aar
siden kom til Jakobshavn, forefandtes paa det, der da kald-
tes for et Sygehus, 4 Patienter. Een stakkels haabløs Tu-
berkulosepatient laa paa en Briks i et mørkt Loftsrum, og
hendes Linned saa ud, som havde det ikke været skiftet i
Maaneder. Nedenunder laa paa en Briks en Gonorrhoepa-
tient og en Dreng med et Skudsaar i Benet. Operations-
stue og Konsultationsstue var fælles. Sygehuset »lededes«
af en grønlandsk Jordemoder, der havde Økonomien i En-
treprise for 76 Øre pr. Dag pr. Patient. — Det var gan-
ske godt, at Tranlampen bredte sit Tusmørke ud over det
hele, for det var ikke alt, der taalte Elektricitetens klare
Lys! Vi havde intet at sterilisere med; der var nok noget
med en Blikbeholder, man stillede oven paa Komfuret, vist-
nok til yderligere Oplivelse for eventuelle Bakterier i For-
bindsstoffer og Operationsstykker. — Vi kunde aldrig den
Gang udføre det, vi i aseptisk Forstand kalder en ren Ope-
ration. Nu tager vi det som en Selvfølge, at skal et Ind-
greb af nogen Art, stort eller lille, udføres, saa har vore
danske og grønlandske Sygehusmedhjælpere alt i Orden, alt
er autoclaveret eller kogt og praktisk talt i lige saa betryg-
gende Stand som paa et moderne Hospital i Europa. Vi
har faaet elektriske Lys paa de fleste af Sygehusene; der
er ved fire Sygehuse kommet Røntgeninstallation, deraf er
de tre taget i Brug efter Krigens Opstaaen, og den sidste
endda tilkommet nu under Krigen. Vi har dansk Sygeplej-
ehjælp paa alle Sygehusene (for 21 Aar siden fandtes si-
ger og skriver een dansk Sygeplejerske i Nordgrønland, og
det var kun, fordi paagældende Koloni og Sygehus var uden
Læge et Aar). Vi har gennemgaaende tilfredsstillende For-
syning af Instrumenter og andet Materiel til Sygepleje. Men
nok om det! Det siger sig selv, at disse Fremskridt
har skabt ganske anderledes Betingelser for betryggende
Behandling af Patienterne; men dermed være ikke sagt, at
der jo alligevel ikke er en vis Grænse for vor, og jeg tæn-
ker specielt paa selve Lægens, Evne til effektiv Behandling.
Det skal siges, og uden Beskæmmelse for os Læger, at vj
kan ikke drive Specialbehandling, som det til Tider var øn-
skeligt. For det første kommer ingen af os fra Danmark
her til Landet med stor Uddannelse i medicinske eller ki-
rurgiske Specialsygdomme, for det andet er det ikke, og
kan vel heller ikke være Specialistgager, der bydes Læger-
ne i Grønland. Er en Læge heroppe f. Eks. særlig kyndig
i Øjensygdomme, kan man ikke forlange, at han ogsaa skal
være »Specialist« f. Eks. i Børnesygdomme eller i Tuberku-
lose. I det store og hele lider Lægegerningen ikke her-
under, men vi Læger har alle oplevet det pinlige, at vi har
staaet over for Tilfælde, hvor vi alt for tydeligt saa vor
Begrænsning.