Grønlandsposten - 16.05.1945, Síða 2

110
GRØNLANDSPOSTEN
Nr. 10 — 1945
DANMARK BEFRIET.
De tyske tropper i Danmark kapitulerer betingelsesløst.
Danmark er frit igen — leve konge og
fædreland!
Det lød først som et fjernt og uvirkeligt ek-
ko, som vi maatte have gentaget endnu engang
for at tro det — og gradvis maatte vi vænne os
til denne nye tanke for rigtigt at fatte den.
Danmark fri — alle tyske styrker i Holland,
Nordvesttyskland og Danmark har kapituleret be-
tingelsesløst til feltmarskal Montgomery —, lød
det over Londons danske radio fredag den U- maj
klokken 15,36 grønlandsk tid.
Som en lynild spredtes nyheden over Godt-
haab, og flagene gik til tops overalt, hundreder
af flag, store og smaa, og hvor flagstængerne var
blæst omkuld under vinterstormene, blev flagene
hængt uden paa husene. Man saa straks folk
strømme hjem fra arbejdet for at fejre dagen,
og der var smil paa alles kinder og en inderlig
glæde i øjnene, grønlænderes og danskes. Der
var straks fyldt med mennesker paa koloniens
veje, folk lo og græd og faldt hinanden om hal-
sen, og mange varme haandtryk blev udvekslet.
Hvor grønlændere og danske mødtes, kom grøn-
lænderne hen og ønskede ti) lykke »med det ube-
sejrede og befriede Danmark«. Der var en spon-
tan glæde og hjertelighed i deres haandtryk, som
rørte alle danske hjerter dybt. Denne dags store
glæde var fælles i de videste kredse.
Straks nyheden var rygtedes, samledes man
spontant hos landsfoged Eske Brun. Det var, som
om vi alle stiltiende følte trang til at trykke den
mand i haanden, der gennem alle disse tunge aar
med fast og sikker haand havde ført Grønland
frelst igennem hjemløshedens svære tid. Og det
var kun naturligt, at danske søgte sammen i den-
ne stund, glæden var for stor til at bære den
alene. Og ligeledes gik man uvilkaarligt ned
paa sygehuset og hilste paa inspektør Ejnar Mik-
kelsen, hvis glæde ikke var mindre end vor. Han
havde jo selv oplevet den sværeste tid hjemme
og været midt i kampen.
Paa Godthaabs sygehus havde kredslæge
Saxtorph straks arrangeret fest for patienterne,
der iklædte sig deres fineste stads og sang de
danske og grønlandske nationalsange af hjertens
lyst og med genvunden livsglæde.
Paa seminariet var sysselraadet netop samlet
til møde, som en mand pludseligt aabnede døren
og raabte nyheden ind i salen — og forsvandt i-
gen omgaaende uden at give nogen fyldestgøren-
de besked. Og der sad man da og vidste ikke
rigtig, hvad man skulde tro: der var jo hørt saa
rigeligt med rygter i de sidste dage. Men om-
gaaende styrtede et par af sysselraadsmedlem-
merne til en radio og kom straks efter tilbage
med nyheden bekræftet, og nu blev meddelelsen
hilst med klapsalver og hurraraab, og der blev
udbragt et leve for Grønlands og Danmarks gen-
forening. Og frem fra et hjørne blev hentet en
kognakflaske, som et forudseende sysselraadsmed-
lem havde sneget sig til at liste ind i salen til
brug, ifald noget uventet skulde ske — det hang
jo i luften, at det var de store begivenheders tid,
der nærmede sig fra dag til dag, fra time til
time.
Og her en lille solstrålefortælling, som maa-
ske mere end noget andet viser grønlændernes
reaktion, da den tunge nyhed om Danmarks be-
sættelse rygtedes i Grønland den 9. april 1940.
Da man nu blev klar over, at meddelelsen om
Danmarks frigørelse var rigtig, tog kommune-
raadsformanden fra Fiskenæsset, Apollus Noassen,
en cigar frem og tændte den — og straks brød
forsamlingen ud i klapsalver, for det var almin-
delig kendt, at manden den 9. april 1940 havde
smidt sin cigar fra sig og lovet sig selv, at han ikke
vilde ryge igen, før Grønland og Danmark var
genforenet og baandet igen knyttet med moder-
landet — og det havde han holdt.
Vejret var pludseligt blevet mildere, skønt
endnu sne overalt, men den dag var der mildning
i luften, og snespurvene sang for første gang.
Folk færdedes frem og tilbage paa vejene, og
børnene bar smaa dannebrogsflag, mens Godthaabs
kirkeklokke kimede i den lyse aften.
Om aftenen bragte Grønlands Radio de store
nyheder ud til udsteder og bopladser paa baade
grønlandsk og dansk efterfulgt af vagtparadens
klingende spil, der tvang taarerne frem i manges
øjne. Et øjeblik standsede speakeren og bad
lytterne i dette øjeblik i taknemlighed sende
tankerne hjem til dem derhjemme, der i hold-
ning og gerning, med aandens vaaben og under-
grundsbomberne havde kæmpet for denne dag,
og i taknemlighed mindes de danske helte, hvem
denne dag havde kostet livet. De har givet det