Grønlandsposten - 16.10.1946, Blaðsíða 12

222
GRØNLANDSPOSTEN
Nr. 9 — 1946
ganske som Københavnerpigen kan være det, vækker
man altid Forbavselse og Vantro. Klichéen sidder
fast, og man vil meget nødigt give Slip paa den.
Den væsentligste Aarsag til disse indgroede Fore-
stillinger maa sikkert søges i al den overfladiske Lit-
teratur om Grønland, som er fremkommet i den sid-
ste Menneskealder. Man kan dele denne Litteratur i
to Kategorier:
For det første er der de »professionelle« Grønlands-
forfattere, de som ved, hvad Folk vil have og be-
tjener deres Publikum derefter. Naar Folk vil have
Beretninger fra Grønland bygget over de bekendte
Temaer: Is og Sne, Tran og Bjørnejagter, barnlige,
naive, glade, primitive, snavsede, dansende Grøn-
lændere, nuvel, saa skal Folk ogsaa have, hvad de
ønsker sig. Hvem vil betale for en Bog, som beskriver
ganske almindelige Mennesker?
Dernæst er der »Amatørerne«, »Turisterne«, som de
hedder i Grønland. Det er Folk, som under et eller
andet Paaskud foretager en kortvarig Rejse i Grøn-
land, hyppigst en Rundtur paa et Par Uger om Bord
i et af Skibene, som de kun forlader for smaa Spase-
reture i Land, medens det bliver ekspederet ved en
Koloni. De kommer til Landet med de autoriserede
Meninger om det og skriver efter Hjemkomsten en
Bog i nøje Overensstemmelse med Klichéerne.
I sin nylig udkomne Bog »Grønland 1945«, gør Ole
Vinding et alvorligt Forsøg paa et Opgør med hele
dette System af fastslaaede Idéer og vrang Oplysning
om Grønland. Vinding var første Gang i Grønland i
1934 paa en Rundreje med »Disko«, en typisk »Tu-
ristrejse«, men allerede dengang var det klart, at han
saa og opfattede mere end den almindelige overfla-
diske Rundrej sende. I 1945 opholdt han sig i længere
Tid i Grønland, besøgte adskillige Pladser langs Ky-
sten og talte med alle Slags Folk, og som et Resultat
af hans Iagttagelser foreligger nu denne Bog.
Bogen er paa ondt og godt en Journalistbog. Dens
Svagheder er aabenbare, alle Problemer behandles
péle mele i den Orden, i hvilken de synes at have
præsenteret sig, intet Indtryk har faaet Lov til at af-
klares, og det synes ikke som om Forfatteren har
befattet sig med et altfor dybtgaaende Kontrolarbejde
over for de Oplysninger, han har samlet. Og dog
staar denne Bog himmelhøjt over Gennemsnittet af,
hvad der herhjemme er præsenteret for Offentlig-
heden til Belysning af Forholdene i Grønland. Vin-
ding har Journalistens Træning i at bruge sine Øjne
og drage Slutninger af, hvad han har set. Han har
under sine Rejser i Grønland gjort Brug af mere end
almindelig udviklet Sans for at finde ind til Kerne-
punkterne i Dagens brændende Problemer og stille
dem frem til Debat. Han har først og fremmest stil-
let sig helt frit i sine Betragtninger over de grønland-
ske Forhold. I intet Tilfælde har han akcepteret no-
gen Kliché.
Dette gælder først hans Undersøgelser over den
danske Administration i Grønland i Fortid og Nutid.
Paa dette Felt er der en Kliché, som fastslaar: Alt er
godt i denne den bedst tænkelige af alle grønlandske
Verdener. Danmark tager sig af Grønlænderne, sør-
ger for at de intet savner, sørger for deres Opdra-
gelse og Helbred, deres Føde og Klæder, kort sagt
alle aandelige og materielle Fornødenheder paa en
forbilledlig Maade, som har vakt Beundring i hele
Verden. Vinding lader sig ikke nøje med Klichéen,
han gaar Spørgsmaalet ind paa Livet, bruger sine
Øjne og skriver om, hvad han ser uden Persons An-
seelse. Mange af de Oplysninger, han fremkommer
med, kan maaske ikke staa for en detaljeret Kritik,
selvfølgelig misforstaar han meget, og selvfølgelig
forstaar han ikke at vurdere mange af de Vanskelig-
heder, hvorunder Arbejdet udføres i Grønland. Men
en meget væsentlig Ting bliver her fastslaaet med
Firetommersøm: Ogsaa i Grønland gælder det, at
ingen Administration kan undvære Kritik. Hvis ikke
dens Metoder og Resultater kontrolleres og kritiseres
udefra, hvis dens Fortræffelighed uden Mulighed for
Modsigelse én Gang for alle fastslaas, saa den ud-
sættes for Fristelsen til at hvile for tungt paa sine
Laurbær, saa vil der i Grønland ske nøjagtigt det
samme som ethvert andet Sted i Verden. I det hele
taget er det maaske et af Bogens Hovedfortrin, at
Forfatteren, netop fordi han stiller sig frit over for
Problemerne, ogsaa er i Stand til at maale dem med
de Erfaringer, der er gjort i den Verden, som ligger
uden for Grønland. Enhver, der har haft med Grøn-
land at gøre, ved, hvor ofte man der bliver stillet
over for en Fetich, som hedder »de særlige grønland-
ske Forhold«. Med denne Trylleformular kan ethvert
ukaldet Initiativ holdes nede. Paa dette Grundlag
dommes Ting og Forhold for uegnede for Grønland,
fordi de ikke tør antages at harmonere med disse
»særlige grønlandske Forhold«, uanset hvilke Erfa-
ringer man har gjort andetsteds.
Vindings frie Stilling over for Problemerne ind-
tager han ogsaa ved sine Iagttagelser over Landets
Folk. Han ser paa Grønlænderne med friske aabne