Grønlandsposten - 01.07.1948, Qupperneq 4

148
GRØNLANDSPOSTEN
Nr. 13
Mennesker, der har uddannet sig til at udøve en
Gerning for deres Landsmænd, har røgtet deres
Livsopgave med Flid og Interesse, udvikles deres
Aandsevner utroligt. Den Skole, der havde den
største Betydning for IndaléraK, var Livets Skole.
Af de Elever, der er udgaaet fra Godthaab Semi-
narium, hørte han ikke til de største Kanoner.
Men ved sin Død var han den, der ragede højest.
Den Position naaede han ikke ved blot at have
medfødte Evner. Det var hans stadige Higen ef-
ter gøre noget for sit Land, hans altid vaagne
Interesse for alt, der vedrørte hans Arbejde, der
satte ham i Stand til at naa det, han naaede.
Ved at arbejde sammen med IndaléraK, blev
man hurtigt klar over, at han var en Kirkens
Tjener og at han ansaa dette som den vigtigste
Del af sit Arbejde. Man fik det Indtryk, at han
lige fra de unge Aar ansaa det som sin Pligt at
blive en Kirkens Tjener. En medvirkende Faktor
hertil var utvivlsomt den Kendsgerning, at han
allerede som Seminarieelev blev opfordret til at
blive Missionær, en Opfordring, som han straks
sagde Ja til. Fra den Tid satte han alt ind paa
at opdrage og dygtiggøre sig . selv til dette Ar-
bejde. At hans Barndomshjem fik stor Betydning
for hans Missionsarbejde, kan der ikke herske
Tvivl om. Hans Far, Overkateket Isak Lund, var
en fremragende Kateket. Hans Mor Thale var en
ældre Søster til Overkateket Johannes Hansen,
»HånséraK«. Hun var en evnerig og from Kvinde.
Man genkender hendes Aand i IndaléraKs stærke
Tro og i hans hele Liv, der var gennemtrængt af
Kristendommen. Han læste Bibelen overmaade
meget og filosoferede meget over det han læste.
Og dette havde til Følge, at han kastede sig over
alle de danske Bøger, der vedrørte hans kirkelige
Arbejde. Til Trods herfor havde han en forbav-
sende selvstændig Forstaaelse af mange Passager
i Biblen. Dette blev man klar over, naar man
snakkede med ham om Biblen. Saa blev han nem-
lig somme Tider saa ivrig, at han lod haant om
andres Argumenter uden selv at være klar over
det. Til Trods herfor var han aldrig trættende,
da han altid havde nye originale Tanker at frem-
føre. Hans Prædikener var altid klare i Tanken,
nærmest barnlige. Efter hans egen Mening skyld-
tes det hans tidligere Missionsvirksomhed. Da han
var Digter, var hans Prædikener aldrig trættende,
og det gjorde ham afholdt overalt, hvor han kom.
IndaléraKs Forfremmelse fra Overkateket til
Præst var en af de store Milepæle i hans Liv.
Han havde altid næret et stærkt Ønske at blive
Præst, hvilket Ønske langtfra blev dikteret af
Udsigten til bedre økonomiske Forhold, men Sand-
heden var, at IndaléraK ønskede at kunne gøre
hele det kirkelige Arbejde, han vilde gerne høre
til dem, der foretter Sakramenterne. Og som
vi allesammen ved, har han udøvet sin Præste-
gerning lige til sin Død.
IndaléraK var den første Grønlænder, der
rejste ud til Østgrønland som Missionær, og for
dette staar hele den grønlandske Menighed i Gæld
til IndaléraK, fordi vi Grønlændere gennem ham
ogsaa har ydet det lille første Bidrag til dette ægte
Menighedsarbejde. Naar man erindrer, hvordan
Forholdene var dengang IndaléraK og hans Kone
Malit rejste ud til Østgrønland, kan man ikke
andet end beundre det Vovemod, de udviste. Og
hvor stor en Betydning, deres Arbejde deroppe
havde, kan man læse om i Pastor Riittels Dag-
bøger. Vor sidste Tak gaar ikke blot til den af-
døde, men ogsaa til hans Hustru, der i al hans
Gerning var ham saa trofast og udmærket en
Hjælper.
Som Menneske var han rigt og alsidigt ud-
rustet. Og hvis alle de Mennesker, høje og lave,
der har kendt ham, skulde komme frem med deres
fælles Oplevelser med IndaléraK, vilde det blive
en lang Historie. Moderlandet forstod i Tide at
belønne ham med den sjældne Udmærkelse, som
han fuldt ud fortjente. Glemselen vil sent slukke
hans Minde, som for kommende Slægter vil betyde
en Ære ikke blot for den lille grønlandske Nation,
men ogsaa for Moderlandet Danmark.
Gerhard. Egede.
Organist Jonathan Petersen om Henrik
Lund som Skaberen af nye Tanker i det
grønlandske Folks Liv.
IndaléraKs Bortgang følte vi, der hørte til
hans omfattende Venskabskreds, som et smerte-
ligt Tab. Det var jo ikke blot hans Liv, men og-
saa hans Arbejde, der derved pludseligt var ble-
vet afbrudt. Jeg hørte til dem, han ved sit Ar-
bejde stod nærmest, og ved det Arbejde, han
holdt mest af, Komponist- og Digtervirksomhe-
den, var han en Slags Broder til mig.
Da Meddelelsen om hans Død naaede mig,
kom jeg til at tænke paa en af hans Salmer:
»Skønt jeg hører til Faderens velsignede, længes
jeg undertiden hjem til Aandernes Verden, der
staar man Frelseren Kristus nærmere«. Og han
fortsætter i 4. Vers: »Og skal jeg være sammen