Grønlandsposten - 16.08.1949, Síða 6

158
GRØNLANDSPOSTEN
Nr. 13
nes mulighed for, at spørgsmaalet om Grønlands
repræsentation i den danske rigsdag kan tages
op til forhandling.
Jeg føler mig overbevist om, at dette ønske
om samhørighed mellem Grønland og Danmark,
som de grønlandske landsraad her har givet ud-
tryk for, vil vinde genklang i befolkningerne baade
i Grønland og i Danmark.
Ved den af landsraadene givne tilslutning til
de principielle retningslinier, som kommissionen
har lagt for sit arbejde, er et meget vigtigt re-
sultat blevet opnaaet. Kommissionen kan nu fort-
sætte og afslutte sit arbejde i sikker forvisning
om at være i overensstemmelse med den grøn-
landske befolknings valgte tillidsmænd, og der er
derved skabt mulighed for, at den danske rege-
ring og rigsdag kan tage stilling til kommission-
ens forslag, forhaabentlig allerede i den kommende
vinters rigsdagssamling. Arbejdet er saaledes ved
forhandlingerne med landsraadene kommet et godt
og sikkert skridt fremad, og alle vil kunne være
enige om, at det vil være lykkeligt, at arbejdet i
kommissionen hurtigt kan afsluttes, og resulta-
terne begynde at vise sig, selvom naturligvis en
række enkeltheder inden for forskellige omraader
vil kræve yderligere forhandling med landsraadene.
>,Af skønheden alene kan man ikke leve.«
Forhandlingerne med landsraadene var imid-
lertid ikke det eneste formaal med Grønlandsud-
valgets og Grønlandskommissionens rejse til den
grønlandske vestkyst.
En række af os, der har deltaget i kommis-
sionsarbejdet, har aldrig i vores tidligere virk-
somhed beskæftiget os med grønlandske forhold
eller været paa Grønland, og ingen vil kunne
finde, at det er et urimeligt ønske, at vi ved selv-
syn — selv om det kun kunne ske ved et kort besøg
fik lejlighed til at se og fornemme Grønland.
Denne rejse har aldrig været tænkt, og ingen
vil forhaabentlig heller kunne sige gennemført,
som en turistrejse. Selvom sikkert alle, der har
deltaget i den, gang paa gang er standset op
over for de ufattelige skønhedsindtryk, man mod-
tager ved mødet med den grønlandske natur, er
det ikke dette, der har efterladt det stærkeste
indtryk hos os.
Paa en rejse i mine studenteraar traf jeg paa
et vidunderligt smukt sted i Polen en udslidt gam-
mel bondemand, der gik og arbejdede med sine
primitive, hjemmelavede redskaber paa en mark,
der sikkert kun har givet ham og hans familie
det nødtørftigste til livets ophold. Jeg kom i min
begejstring med et spontant udtryk for stedets
skønhed — han rettede sig lidt op og sagde stil-
færdigt: »Af skønheden alene kan man ikke leve!«
Lad mig derfor have lov til at lade skønheds-
indtrykkene ligge.
Fangeren ved at blive afløst af fiskeren
og industriarbejderen.
Under vore besøg i kolonierne, paa udsteder
og bopladser, har vi efter ærlig vilje og med de
forudsætninger, som vi har kunnet møde med fra
kommissionsarbejdet, søgt at danne os et nøgternt
indtryk af den grønlandske befolknings liv og vil-
kaar — vi har søgt saa vidt gørligt ved kortvarige
ophold hver for sig inden for sit felt at faa set
mest muligt, ogsaa af de daarligste forhold og
tilstande. Hvor befolkningen har givet udtryk
for ønske derom, har vi deltaget i møder. De
udtalelser, der paa disse og ved samtaler paa to-
mandshaand er kommet til orde over for rejsede-
legationens medlemmer, har baaret præg af sik-
kerhed og fribaarenhed og har ikke kunnet und-
lade at gøre et stærkt indtryk. For de, der har
deltaget i kommissionsarbejdet, har det været en
tilfredsstillelse at se, i hvor høj grad kommissio-
nens arbejde har bevæget sig ad de baner, som
ogsaa befolkningen igennem sine valgte repræsen-
tanter eller selv spontant har fundet udtryk for.
Det er klart, at overgangen fra fangst til fiskeri
medfører vanskeligheder — ikke alle af økonomisk
karakter. Fangerens stolen paa sig selv og sin
kajak er paa mangfoldige steder ved at blive af-
løst af fiskerens og industriarbejderens voksende
forstaaelse for nødvendigheden af at føle sig som
et led i en enhed, nødvendigheden af at løfte i
flok.
Næppe nogen har kunnet undgaa at være op-
mærksom paa, at væsentlige fremskridt allerede
er i gang, men det er heller ikke undgaaet op-
mærksomheden, at en række forhold trænger til
væsentlige ændringer.
Det maa haabes, at den grønlandske befolk-
ning selv vil være villig til at lade det falde, som
kun er tradition, og som der ingen udviklings-
muligheder er i, hverken for samfundet som hel-
hed eller for det enkelte menneske.
Grønlænderne skal i første række selv
skabe det nye Grønland.
Ethvert samfund maa hvile paa medborgernes