Grønlandsposten - 16.04.1950, Blaðsíða 6
98
GRØN LA N DSPOSTEN
Nr. 8
at moskusokserne ikke kunne klare sig i. Ikke desto min-
dre trivedes okserne godt og formerede sig endog særdeles
kraftigt.
Der er derfor herefter ikke nogen grund til at tvivle
paa, at moskusokserne vil kunne leve og trives godt i Vest-
grønland, hvor klimaet i landet omkring de indre dele af
Moskusokse.
Vestgrønlands dybe fjorde iøvrigt er betydelig mere tørt end
klimaet paa selve yderkysten.
For en del aar siden mente man, at moskusoksens for-
mering var meget langsom. Dette er imidlertid, hvad en
række iagttagelser fra Nordøstgønland viser, ikke rigtigt.
Gennem en længere aarrække er der aar efter aar i Nord-
østgrønland iagttaget 15—18 pct. kalve i moskusokseflokke-
ne. Bestanden synes, overladt til sig selv, at ville fordob-
les i løbet af 10—11-aarige perioder.
Fra Nordcanada og de nordcanadiske øer findes for-
mentlig ikke noget tilsvarende iagttagelsesmateriale.
De tidligere omtalte til NUN1 FAX-Island overførte 24
moskusokser begyndte i 1934 at formere sig, og i 1946 op-
taltes ikke mindre end 147 moskusokser, hvilket svarer til
en 6-dobling af bestanden i en 13-aarig periode.
Efter oplysninger, der stammer fra den kendte norske
ekspeditionsleder kaptajn John Gjæver, Norsk Polarinstitut,
har man fra Svalbard erfaring for, at moskusokseflokke
kan fordoble sig i løbet af 3 aar.
Disse oplysninger lader formode, at moskusokser ogsaa
i Vestgrønland vil formere sig godt.
Om moskusoksen kan. tæmmes faar man selvfølgelig
ikke at vide, før man prøver det.
Paa NANOK’s station Sandodden havde vi i sin tid en
moskuskalv. Den var lige saa tam som en almindelig dansk
kippekalv, og den sluttede sig fuldstændig til de mennesker,
den omgikkes, til daglig. Blev den skræmt, gik den i »kar-
ré« og det foregik paa den maade, at den klistrede sig op
af laaret paa sin ledsager, og der skulde den nok blive, li-
ge til man kom hjem til stationen, hvor den saa gik ind i
sin lille stald.
Norske erfaringer med nogle paa Dovrefjeld udsatte
moskusokser gaar ud paa at dyrene var udpræget stationæ-
re. De holdt sig til de skure og læskærme, der var opstil-
let til brug for dem, havde bestemte vaner, gik ud til be-
stemt tid om morgenen for at søge deres føde og kom nor-
malt hjem til bestemt tid for at faa deres middagshvil, og
under græsningen færdedes de fredeligt sammen med det
almindelige kvæg paa sæteren.
Paa forhaand maa man gaa ud fra, at moskusokser, der
er indfangede som kalve og bliver vant til at omgaas men-
nesker, ogsaa vil tilpasse sig forholdene. Hvor langt man
kan komme i den henseende, kan kun tiden og erfaringen
vise, men omkostningerne ved pasningen og slagtningen af
de dyr, hvis kød skal benyttes, vil være minimale.
I Pearyland, egnen omkring Independence-fjorden og
omkring Ingolfs-fjorden, altsaa i det egentlige Nordgrønland,
er vegetationen paa grund af disse egnes nordlige beliggen-
hed højst sparsom. Ikke desto mindre findes der ret bety-
delige moskusoksebestande i disse egne. Grev Eigil Knuth
erklærede i september 1947 overfor »Berlingske Tidende« om
Pearyland, at »længere inde i landet lever der kolossale
mængder af moskusokser«. Dansk Pearylands ekspeditions
zoolog mag. scient. Palle Johnsen udtaler, at der i de af
ham berejste dele af landet findes saa mange moskusokser,
at man næsten ikke kan forstaa, at de kan subsistere paa
den karrige vegetation.
I Nordøstgrønland, eller rettere den del af landet, som
ligger mellem Scoresbysund og Germanialandet, findes der
nu efter min mening ca. 20.000 moskusokser. Landet vil an-
tagelig kunne livnære en hel del flere, men landet vil dog
næppe kunne bære mere end højst regnet 60.000 dyr.
Vegetationen i Vestgrønland er langt rigere end i Nord-
og Nordøstgrønland og navnlig vækstintensiteten er langt
større.
Danske botanikere, som i 1946 undersøgte forholdene i
landet omkring de dybe fjorde mellem Ivigtut og Søndre
Strømfjord, udtalte, at der i disse landstrækninger fandtes
en kraftig og ydedygtig vegetation. Ved fjordene nordover,
op til og med Diskobugten, findes ogsaa en vegetation, der
i ydeevne langt overgaar den nordøstgrønlandske.
De isfrie landstrækninger i Vestgrønland er af praktisk
talt samme udstrækning som landstrækningerne i Nordøst-
grønland og Nordgrønland, nemlig rundt regnet godt
120.000 kvadratkilometer i hvert af de 3 landomraader.
Det vil heraf fremgaa, at Vestgrønland skulde kunne
livnære en moskusoksebestand, der er langt større, end den
som i bedste fald kunne subsistere i Nordgrønland.
Der vil formentlig, i forholdet til Vestgrønlands sunde
bestand af vildren, ikke være nogen risiko for, at en ind-
førsel af moskusokser skal medbringe parasitter, som kan
smitte vildrenbestanden. Nordøstgrønlands moskusokser er
sunde nok. Anderledes ville det have stillet sig med en
indførsel af tamren, dér ved man, at en saadan risiko er til
stede.
Spørgsmaalet er saa iøvrigt, om man ikke burde blive
staaende ved faareavlen i stedet for at forsøge med noget
nyt som moskusoksen. Men selv om faareavlen i Sydvest-
grønland utvivlsomt vil kunne udvides en del, kan den ikke
udvides til at omfatte alle de omraader, som er egnede for
moskusokserne. Faareholdene kræver, at der i de paagæl-
dende egne skal kunne samles hø ind, for at faarene kan
klare sig vinteren igennem, og iøvrigt viste den sidste haar-
de vinter, hvor omkring 1/3 af faarene døde, at faarene
ikke i den grad er, og næppe foreløbig heller kan udvikles
til at blive, i stand til at klare det arktiske klima, som net-
op moskusoksen gennem aarhundreder eller aartusinder
har udspecialiseret sig til. Moskusoksen er nu engang et
ganske anderledes robust dyr end faaret.
Indfangningen af et passende antal moskuskalve i Nord-
østgrønland vil ikke kunne komme til at koste nævnevær-
dige beløb. Transporten vil heller ikke kunne være uover-