Atuagagdliutit - 16.03.1952, Síða 3

ATUAGAGDLIUTIT — GRØNLANDSPOSTEN
ioå
I månederne januar, februar, marts og april blev jeg
l'f Grønlandsdepartementet udsendt for al fortsætte mit
studium af tamrenen — denne gang i distrikter, hvor
Gunrenavlen udøves af norsk-samer (lapper). Her skal
Jc“g prøve at fortælle lidt om en tur over finmarksvidda.
Finmarken, Norges største fylke, beboes af samer,
kvener og nordmænd, der er ca. 12.000 samer og 7—8000
kvener og ca. 35.000 nordmænd på 48.000 kvadratkilome-
tur> et landområde større end Danmark.
Af samerne lever 1300 som nomader med op imod
IdO.OOO tamrener under en himmel, hvor der er 62 dages
'"ørketid og 82 dages midnatssol, der glinser i 36.000 søer,
lv°ri der i de fleste findes fisk — landet skifter fra øde-
uiark til skov. Ved Alta vokser der fyr på indtil 60 fod og
(ler findes 20—30 plantearter, som ikke gror andre ste-
der i Norge. Altaelven er 185 km lang og Tanaelven er
Få 280 km, og ad denne drog jeg ind over eventyrlandet
t’t samernes rige.
Sammen med lappefoged Pleyne og to journali-
ster kørte vi i bil fra Vadsø på den oppløjede
VeJ til Karasjok. Bunden af Varangerfjord lå isdæk-
^et. hundreder af søfugle lå ved
iskanten og dasede. Kilometrene
'uHede ind under bilen, vi kørte
°P over Tanaelven, der mere lig
bred flod skærer sig ind i lan-
ved en bredning i elven var
Gere biler parkeret, og det vrim-
L“de af folk ved pladsen. Samer i
'leres farveprangende dragter var
'Uødt op fra fjern og nær for at
overvære renkapløbet ved Pol-
'Uark. Aviserne var flere dage i
forvejen forsynet med bekendt-
gørelser om kapløbet — hvor
uviserne ikke nåede, nåede ryg-
terne frem, folk fra begge sider,
*ra Finland og Norge, strømmede
GI i bil, pulk og på ski. To unge
1 ""kørere holdt ved vejen for at
lude os passere, så satte de i gang
°8 fløj bogstavelig talt afsted
"led benene udenfor pulken.
Imidlertid tog det lang tid, inden
"Ile kørere var mødt op, og vi
fortsatte til Karasjok.
Da jeg ikke kunne få fat i et rensdyr, besluttede jeg
mig til at tage postruten op over Anajoka til renbyerne.
Postkører Mathies var en stor spøgefugl, som jeg under
den 110 km lange postrute-tur fik megen fornøjelse af.
Han medbragte et ældgammelt posthorn, som blev flittigt
brugt. — Efter gad vide med hvor mange kaffepauser
på turen kørte vi hen under aften i luntetrav over nogle
buskklædtc bakker. Stjernerne stod allerede højt på him-
len og kulden sneg sig over landskabet med mørket. —
Midt i det øde dukker et lys frem mellem buske og birk,
Mathies varsler postens ankomst, ud af døren vælter en
forpjusket menneskeskare, og vi kører op for John
Baltos dør.
Et stykke fra huset står to kørerener tøjret til en
pæl, de hoster i den bidende kulde, så ånden står som en
damp ud af halsen på dem.
Som en silhuet mod nordlyshimlen står nogle birke-
stammer op ad en fyr, det er brændslet, og en sav, hvis
stel er af rentak, hænger på en forvreden savbuk og
tegner sig sort mod den hvide sne; landskabet kupler
sig jævnt og ensformigt overalt, kun brudt i toppen af
småbirk og enkelte fyrretræer.
Da jeg krøb ind ad husgangen, slog en sødlig stank
mig i møde. Inde i huset var der tykt med pelsklædte
mennesker — og det var synd at sige, der var rent. Det
flød med seletøj, kornager og mange mærkelige ting,
snavsede kopper og mad lå i en dynge på bordet.
I det inderste rum blev der gjort ild, og John Balto
kom ind for at få en lille sludder med mig, han kunne
norsk og talte det ganske godt. Først spurgte han om
min alder og hvor jeg kom fra, og da jeg fortalte ham,
at jeg var fra Grønland, blev han meget interesseret.
Samer på vintertogt med pulke.