Atuagagdliutit - 16.03.1952, Page 4

104
ATUAGAGt)LIUTIT
GRØNLANDSPOSTÉN
nr. 6
Renstyrene om efteråret.
„Jeg bror til han Samuel Balto, der gik over Grøn-
land med Nansen i 1888.“
Han var 81 år, men rank — han havde sikkert været
en høvdingeskikkelse i sine unge dage.
Mens vi sad og snakkede, kom en pige ind med et
fad renkød og en kande te, og sulten som jeg var efter
dagens lange og kolde køretur, gik jeg til maden med
største appetit.
Balto skridtede langsomt mod sengen, jeg kunne
høre, det raslede og klang umiskendeligt fra en natpotte
-— ved et skævt blik kunne jeg se ham gå på knæ og hale
koften op — det sang i potten. Lidt efter blev den skudt
ind under sengen. „Et mærkeligt tidspunkt at hitte på
sådant i“, tænkte jeg, og slugte den sidste mundfuld kød.
Ved Storfoss skiltes Mathies’ og mine veje.
Jeg kom i selskab med „fjellfinnen" Per Aslaksen
Sara, der straks tilbød mig en ren og pulk til låns. Vi
kørte op igennem fyrreskoven og kom op på langstrakte
moseplateau’er, sneen var tynd og græsset stak op alle-
vegne. — Vi var nu over fyrreskoven, del ensformige
landskab var overalt dækket af dværgbirk, der strålede
i alle regnbuens farver i den stærke martssol.
Da vi kørte op på et nyt plateau, pegede Per frem-
over og et kegleformigt telt skilte sig ud af birkeskovens
kant, som en stor sort sten. Man kunne have kørt forbi
uden at opdage det. — Fra teltets røghul steg en skæl-
vende em op mod den blå himmel — der var tilsynela-
dende ingen hjemme.
For første gang skulle jeg ind i et vintertelt. Per
skød „døren" til side, henne fra en skindbylt krøb en for-
pjusket, søvndrukken person frem — gned øjnene og mis-
sede mod lyset. Det var Pers tjener, der blev vækket af
sin middagssøvn.
Da jeg imidlertid skulle op til en anden renby, for-
hørte jeg mig nøje om afstanden, som blev opgivet at
være 8 km. Jeg skulle bare følge et pulk-spor langs en
elv. Fortrøstningsfuldt tog jeg lidt sent afsted, ved 3-ti-
den om eftermiddagen. Der blev en lang tur ud af de
sølle 8 km. Endelig kørte jeg op i friske renspor, der-
som en slagen vej glitrede op mod et birkebevokset højde-
drag i syd den tiltagende måne stod skælvende tynd
på sin start og et brudeslør af nordlys dansede let hen-
over Karlsvognens kloder og farvede dem grønne. Over
en bakkekam steg en tåge op og bevægede sig ned mod
et dalstrøg — det var en renflok. På afstand så man ikke
dyrene, kun deres ånde. Det knirkede fra klovene og de-
res host steg til et mangfoldigt kor. Hvor langt forude,
flokken var, var ikke til at beregne, luften kløvedes af
munter bjældeklang, og skingrende lokken skar sig gen-
nem luften. Som ved et trylleslag myldrede en skov af
takker op, kun et lille hundrede meter fremme og først
da kunne jeg skimte de første dyr ud af tågen. En lille
mand i kofte og stjernehue fo’r afsted trækkende med
et bjældedyr. Han lokkede med mellemrum —• gook-gook
— og troldhunden gled dyreflokken efter som en
brusende elv. — Jeg gik fra vejen og lod dem passere,
og atter blev den behornede skare skjult i et mystisk
slør af dens egen ånde-tåge.
Sent på natten nåede jeg endelig teltet, der var
overfyldt med mennesker. Henne i en krog sad en gut
og kløvede et margben igennem med en kæmpekniv —
han kunne lige så godt have været en thulebo.
Da hele forsamlingen var sat omkring ildstedet, 15
sjæle på 8—9 m2, sad jeg og betragtede de skindklædte
mennesker —- det flakkende lys kastede mystik over de
snavsede ansigter. Der sad de med deres store knive,
nogle huggede frossent kød, som de puttede i gryden,
andre halede dampende bidder op med en tilspidset pind,
„sagge“, og flåede det i sig med tænderne — folk fra
hunnernes felttog kunne ikke have set vildere ud. De var
påfaldende snavsede, og den gamle regel, at en fjellfinnc
aldrig bliver vasket fra vugge til grav, så ud til at passe
glimrende.
Den nat var lidt af en pine — udenfor frøs del 40
grader. Ikke så snart var ilden gået ud, før det var lige
Sommerlejren og nogle af dens beboere.