Atuagagdliutit - 16.03.1952, Page 5

nr. 6
ATUAGAGDLIUTIT
GRØNLANDSPOSTEN
105
Bryllup i Kautokeino.
koldt inden døre. Vi sad på hug og sov. Der var lige
Sa mange hunde, som der var mænd, og ikke sjældent røg
(*e ' totterne på hinanden — så megen søvn blev det ikke
den nat. Hver dag gik vi ud og drev dyrene sammen
°g satte dem på nye bedesteder. Påsken begyndte at
ærme sig, og folk i renbyen gjorde sig klar til opbrud.
En dag kørte også John Eira og jeg til Karasjok.
Alt stod i festens tegn — folk fra renbyen var næ-
sten ikke til at kende igen, fordi de var blevet renvaskede.
Påsken, samefolkets største højtid, gik hen over dem
•s°m en eneste festrus.
En dag var der bryllup; med el langt følge kom og
brudeparret fra kirken — i et hus i udkanten af
kautokeino skulle bryllupsfesten holdes. For enden af
ut langbord sad brudeparret, begge var de pyntet i deres
Eneste skrud, bruden havde ikke færre end 14 kæmpe-
Sølvbrocher, der holdt et hroget sjal over hendes skuldre,
"'Udgommen havde et hvidt silkeklæde lagt i kors over
dystet — også han havde et sølvsmykke på.
Alle og enhver kunne komme og gå.
Gaverne var hovedsagelig penge. Ved brudgommens
s'de sad en mand, samlefogeden, og indkasserede — kun
Siverne fik en dram. For hver gang, der blev givet, holdt
satnlefogedcn en tale for den glade giver, Ved dette bryl-
nåparsimavingne nerissat
pitsaunerulersmåungitdlat?
tamåna ardlaleriardlunga erKarsautigissar-
simavara, manalo aperKutiginiagara tåssa, kalåt-
dlit nåparsimavine nerissat pitsaunerulersinåu-
nginersut. nerissat pivdlugit niatdlateKartarneK
nutåjungilaK, tamåna nåparsimassut akomåne
tusarnartåungilaK, måssa soruname tamarmik
taimåingikalnit. tamåna Kularnångitsumik pissu-
teKarpoK nåmagigtaitdliutaussartut oKartugssau-
titanut sarKumiuneKarsimångingmata, månalo ti-
kitdlugo nåparsimassut nerissåinik pitsångorsai-
niarneKarsimångingmat.
soruname nåparsimavingne pitsaussumik
akeKångitsumigdlo påssiineKarnerput kuj åssuti-
glnagagssarårput, taimåipugutdlume, aperivutau-
vordle akeKångitsumik ingerdlatitsineK taimåi-
tuåinåsanersoK.
Nup nåparsimaviane uninganivne misigisså-
ka nåpertordlugit misigisimavunga pissutsit
oKauscKarfigilåsavdlugit, neriugpungalo sarKu-
niiussåka ima sukumertigalugit akinenarumårtut
tamavta påsisinåusavdlugo sok pissutsit taimåi-
tariaKartut.
nåparsimavit nåmagtunik perKumauteKarta-
raluarput, akugtungitsunigdle nerisineKartarpu-
gut pakatsissutigissavtinik. imåitarporme tingmi-
ssat nutåt sap. ak. ardlerdlugit lorKortarineKar-
tardlutik taimatutaoK savat neKait torKortarine-
Kartarput. måssa nerissagssat taimåitut pigineita-
raluartut nåparsimassut avdlardluinarnik, pi-
ngårtumik angutinut kimigtussutsimikut namå-
lup var der en mand, der havde givet 10 kr. 11 gange
i træk — intet under, at han var blevet noget vakkelvorn.
Da han tilsyneladende var klar over, at det nu lakkede
mod enden for ham, vaklede han hen til bordet og gav
sin 12. gave i form af en halvtredskronelap — han fik sin
dram, men endnu inden samlefogeden var færdig med
taknemlighedstalen, var der et par stærke mænd, der bar
ham ud!
Udenfor huset joigede (sang) folk i takt til nord-
lysenes blafren, sangen steg som en monoton høn — og
de store vidder voksede i takt med den. Forårsflytnin-
gerne stod for døren, som rivende elve ville renerne
trække mod nord ad den tusindårige vej, til havet stop-
per dem ved finmarkens barske kyst. Det hav, der for
tusindår tilbage stoppede nomaden på lians vandring-