Atuagagdliutit - 23.04.1952, Blaðsíða 2

158
ATUAGAGDLIUTIT
GRØNLANDSPOSTEN
nr. 9
Vår
Det dobbeltsprogede blad „Meteore" i
Sukkertoppen liar bragt følgende og stærkt
debatterede artikel. På opfordring bringer
vi den hermed med forfatterindens tilladel-
se til vore læseres kendskab.
UpernaK, dette dejlige ord for vår vækker
alle slags fornemmelser i én. UpernaK, blåt vand,
dryppende istappe, snespurve, der pipper, lange
lyse dage, travlhed på bryggen, tøffende motor-
både og skibe på havnen. Med skibene kommer
sommerfolkene, alle de mange, der skal op og
udnytte den korte sommer til at hamre og smede,
bygge og male. Men midt i al den forventnings-
fulde stemning drager en mørk sky frem. Et pro-
blem rejser sig, som kræver uendelig forståelse
og tålmodighed at løse. Et problem, som er van-
skeligt at skrive om og vanskeligt at læse om.
Alligevel vil jeg forsøge at snakke lidt med de
unge grønlandske piger, til hvem dette først og
fremmest er skrevet. Jeg ser på jeres spillende
sorte øjne, at I tænker, hvad vil hun sige os for
noget? Det er vist mest til at le ad. Men det er
det ikke. Jeg vil prøve at snakke alvor med jer,
ramme alvor, og jeg vil gøre det ud fra to mo-
tiver. Det ene ganske enkle, at jeg holder af jer,
både dem, jeg kender og dem, jeg ikke kender,
fordi I er børn af et land, som jeg sætter stor
pris på og hvis fremtid ligger mig på sinde. Det
andet, fordi jeg ikke tror, at nogen tidligere har
gjort jer opmærksom både på baggrunden for
problemet og følgen af problemet.
Med skib og med fly kommer i disse år en
del danske arbejdere op. De skal blot arbejde
her 4 til 6 måneder og medbringer ikke mere end
lige det nødvendigste, en kuffert med noget tøj
og ellers intet. De indkvarteres i barakker. I reg-
len ligger der 4—8 mand i køjer i hvert rum. De
spiser i barakker, de arbejder i flok, de har al-
drig 5 minutter alene til at tænke eller være sig
selv. De kommer til et vildfremmed sted, hvor
ingen holder af dem. Den storslåede bare fjeld-
natur kan virke nok så knugende på den, der
kommer fra et fladt og frodigt landbrugsland. Og
dér står så de unge grønlandske piger. De strøm-
mer til for at se alle disse nye mænd, sådan som
raænd og kvinder bar gjort det i årtusinder, hver
gang der kom fremmede af det andet køn til
bygden.
Hvordan er så de unge pigers baggrund? De
har i sig en rest af ældgamle eskimoiske skikke.
Dybt gemt og helt ubevidst ligger måske mindet
om jægeren, der kommer langvejs fra og nu ef-
ter endt møje fortjener belønning. En vag erin-
dring om, at gæsten, der en sjælden gang besøger
den fjerne boplads, skal have det bedste, man
kan byde barn — kvinden i huset. Det er skik
og brug, at de unge grønlændere lever sammen
indbyrdes i kortere eller længere tid, inden de
bestemmer sig for den enkelte. Medvirkende til
bestemmelsen vil sikkert ofte være den tredie,
der nu optræder — barnet. Denne skik er vel-
kendt i Nordeuropa i det 17.—18. århundrede. Si-
den blev det med det 19. århundredes usunde for-
nægtelse af det naturlige til hemmelighedskræm-
meri og forbuden frugt. I vor tid ser man atter
mere åbent og ligetil på mennesket og finder det
naturligt, at mænd og kvinder ikke lever i af-
holdenhed fra de er kønsmodne i 14—16 åi’s al-
deren og til samfundet af økonomiske grunde
En dejlig dansk vindmølle
karrinut aserorterivik anorimik kåvigtoK.