Atuagagdliutit - 23.04.1952, Blaðsíða 11

ATUAGAGDLIUTIT
GRØNLANDSPOSTEN
167
nr. 9
°rnråde. På basis af sådanne optællinger er det
muligt med ret stor sikkerhed at afgøre, om en
vildtart går frem eller tilbage i antal — og gribe
ind i tide.
I Grønland liar man i mange år ført lister
°ver indhandlede skind af ræve, sæler og rens-
dyr, men man bar praktisk talt aldrig udnyttet
de derved indsamlede oplysninger til en rationel
vildtpleje, og det er synd, for disse indhandlings-
lister har i tidens løb givet ganske gode oplys-
ninger om svingningerne i antallet af vildt, og
havde man blot nået at gribe regulerende ind i
tide, ville vi endnu liave haft en god rensdyr-
hestand i de egne af Vestgrønland, hvor renen
nu praktisk talt er udryddet ved hensynsløs jagt.
Når jeg gerne her vil slå til lyd for tilveje-
hringelse af en vildtstatistik i Grønland, er det
s°ni et forsøg på at nå frem til en oversigt over
Grønlands samlede dyrebestand, pattedyr såvel
som fugle, for der igennem at fastslå tre ting:
Hvilken rolle spiller de forskellige pattedyr-
arter og fuglearter i landets husholdning, og
hvor stor en fanger- og jægerbefolkning kan
leve udelukkende af dette erhverv?
2) Vil det være nødvendigt for vildtbestandens
beståen og sikring af en fortsat rationel ud-
nyttelse at søge gennemført en særlig grøn-
landsk jagtlov, der tager sigte på moderne
vildtpleje på grundlag af vort biologiske
kendskab til faunaen, i lighed med forholdene
i Danmark og andre moderne samfund?
3) Findes der hidtil upåagtede muligheder, f. eks.
pattedyr- eller fuglearter, der uden skade for
bestanden kan udnyttes mere rationelt, end
tilfældet er i øjeblikket?
En sådan vildtstatistik må også på en eller
nnden måde omfatte de værdifulde grønlandske
i uglefjelde, der huser de fugle, som de nordlige
egne af Vestgrønland lever af om sommeren og
(le sydlige egne om vinteren. Disse spisekamre
er desværre ikke uudtømmelige. Vi ved alt for
godt, hvor de ligger, men vi ved meget lidt om
svingningerne i de lokale fuglefjeldbestande, og
°m hvor stor en beskatning hvert enkelt fjeld
tåler, uden at der bliver tale om hensynsløs jagt.
Get er meget prisværdigt, at visse nordlige kom-
Uiuner freder deres fuglefjelde for at beskytte
æg og unger. "Fil gengæld kunne disse kommuner
I København findes el fisketorv, hvor husmodrene
dør deres indkøb og hvor mågerne redder
sig en bid nu og da.
Københavnip ilånipon igdloudnginerssau aulisa-
gaerniartarfik, naujat perdlukusiorlut
niviorluagål.
nok ønske, at man også ved Sydgrønlands kyster,
hvor fuglefjeldenes beboere opholder sig om vin-
teren, pålagde sig selv visse restriktioner for ikke
at formindske fuglebestanden mere end højst
nødvendigt. I alle disse spørgsmål nytter det ikke,
at den enkelte boplads eller landsdel kun tænker
på egne interesser. Vildtbestandens bevarelse er
af lige vigtighed for alle i landet og kan gøre
krav på fadlcs ansvarsbevidsthed. Det fælles
landsråd vil her være den bedste myndighed.
Det vil jo nok volde en del vanskeligheder
at finde frem til den rette fremgangsmåde tit
gennemførelse af en brugbar vildtstatistik om-
fattende' hele Grønland. I Danmark kræves en
liste udfyldt over det i årets løb nedlagte vildt,
inden nyt jagtkort kan løses. Denne fremgangs-
måde kan jo ikke anvendes i Grønland, hvor man
ikke har jagtkort, og hvor det drejer sig om me-
get større mængde nedlagt vildt af den enkelte
jæger end i Danmark. En vis kontrol vil imidler-
tid være nødvendig, hvorfor landsrådets tilslut-
ning må være en forudsætning.
Man kunne måske tænke sig den fremgangs-
måde at fremstille en lommekalender på grøn-
landsk med billeder og beskrivelser af alle grøn-
landske pattedyr- og fuglearter af interesse for