Atuagagdliutit - 05.11.1952, Blaðsíða 5

nr. 23
for den fribrydningsform, soin vore forfædre i sin tid
anvendte.
Folk fra mange forskellige bopladser samledes om
sommeren på fangstpladserne, og i de lyse aftener, når
arbejdet var overstået, morede mændene sig med bryd-
ning. Lad os sige, at sælfangerne fra NapassoK mødtes
med sælfangerne fra KangeK. Mændene st i Ilede sig i to
rækker, ikke side om side, men bag hinanden. De, der
var på samme hold, stod og holdt den foranstående
om livet for at støtte, og i spidsen for rækkerne stod
holdenes to stærkeste mænd, d. v. s. bopladsernes le-
dende storfangere. De to stærkeste, altså de forreste,
kæmpede så indtil en af dem slyngedes om på jorden.
Derefter var det i reglen en let sag for den endnu
stående storfanger at klare de andre modstandere, som
en efter en måtte bide i græsset.
Fribrydning efter europæiske regler er iøvrigt ikke
helt ukendt i Grønland, men man mangler overalt kva-
lificerede instruktører.
Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvad
man andre steder på jorden ville mene om grønlæn-
dernes gamle kampdyst, der kaldes „pakåssungming-
neit“.
Man sætter sig ned på jorden eller på gulvet an-
sigt til ansigt og hinanden ganske nær. I denne stilling
krydser modstanderne ben, og kun een arm skal bru-
ges ad gangen. Armen løftes lodret op med den knyt-
tede hånd i vejret. Modstanderne griber så hinanden
om albuerne, og så begynder dysten, som er meget kræ-
vende og anstrengende, og som ofte, ihvertfald når de
to modstandere er jævnbyrdige, kan vare meget længe.
Manden, der kan presse modstanderens arm mod sit
bryst, betragtes som vinder. Taberen skal så selv trække
armen ud af grebet, og det kan undertiden være så
vanskeligt, at huden på hans underarm „skræller af“
— sådan fortælles der ihvertfald.
eivitarneK er måske ikke netop ved at blive glemt,
men praktiseres alt for lidt. To modstandere sætter sig
ned på gulvet med fodsålerne presset mod hinanden.
En kort træstok skaffes frem, og parternes fingre luk-
ker sig om den, så „knoerne bliver hvide". Dysten går
ud på, at de to kamphaner prøver at trække stokken
ud af modstanderens hånd uden at vride eller anvende
andre ureglementerede tricks. Her kræves lange stærke
fingre, kraftige ben, gode armmuskler og iøvrigt en god
konstitution. Dysten, der ligesom „pakåssungmingneic"
skal være meget krævende, har været meget yndet i
gamle dages Grønland.
Jeg er tilbøjelig til at tro, at både „pakéssungming-
iick“ og „ekitarneii" vil kunne vinde international ud-
bredelse, men det er min opfattelse, at grønlænderne
bør praktisere disse to sportsgrene og reklamere for
dem.
Meget mærkeligt, ja, næsten utroligt er det, at ka-
jaksporten, som er temmelig udbredt i mange euro-
pæiske lande, kun dyrkes så lidt i kajakkens virkelige
hjemland, Grønland.
En ung grønlænder fortalte mig, at der på hans
boplads kun var tre kajakmænd tilbage af de ca. 15,
der var for ca. en halv snes år siden. Tilbagegangen
389
kalåtdlit aumarssuåinik
atuinermut
ilitsersutit
aumarssuit K’utdligssane piarneKartartut pitsau-
nerussungortiniarnerinut atatitdlugo sujorna handelip
kalåtdlit aumarssuaisa ilait Danmarkimut avalagtisima-
vai tagpavanilo fabrikine åssigingitsune misiligtitarsi-
mavdlugit, taimatutdlo ama teknologisk institutip kiag-
saunermut sulivfiane aumarssuit tamåko åssiglngitsunik
kiagsautigalugit misiligtlnéKarsimåput.
misigssuinerit tamåko mana inerneKarput, påsinar-
pordlo kalåtdlit aumarssuait Kissugalugit atortugssauv-
dluartut pitsauvdluardlutigdlo init kissarssutåinut ki-
agsautinutdlo angisunut ikumatigisavdlugit.
kiagsautinut angisunut atornigssaisigut itårtorna-
vérsårumavdlune aungnertusåriniardlunilo unersussu-
tigineKåsaoK atautsikut amerdlanårpatdlårdlugit icissu-
gineKartariiimagit. init kissarssutåinut Kissugalugit mi-
silinerme teknologisk institutip aumarssuit 4 kg.-kutår-
dlugit Kissugissarsimavai taimailiornermigutdlo nalu-
naerKutap akunere sisamat ikumatitarsimavdlugit, tai-
malo nalunaerivutap akuneranut aumarssuit 1 kg ator-
tardlugit.
misigssuinermut tamatumunga atatitdlugo påsine-
Karpoic kissarssutit Hessimit pissut ilait sule kalåtdlit
nunåne atorneKartul erKungitsumik ivertitaussarsima-
ssut kia pujorfingmut aniåinartugssångordlugo taimalo
Kissugtornartorujugssuångordlugit.
taimåitumik landshøvdingip agdlagfiata tamåkuni-
nga kissarssutigdlit kissarssutip ivertineranik misig-
ssuisitsiumassut kajumigsårumavai niuvertoK bygge-
lederilunit ornerKuvdlugit kissarssut iluamik ivertine-
KarsimancrsoK misigssusangmåssuk taimåingigpatdlo
kukunerata iluarsinigsså sulissutigisavdlugo.
spores iøvrigt over næsten hele Grønland, og da fiske-
riet stadig vinder udbredelse, får kajakkerne mindre og
mindre betydning, og kajakken vil måske i løbet af en
menneskealder være en saga blot. Sportsforeningerne
synes at være kajakkens eneste redning.
Der findes i dag mindst en snes sportsforeninger
langs Grønlands vestkyst, men så vidt jeg ved, er der
kun få, der aii angerel kajakstævner. Sportsforeningen
i Godthaab har en overgang sammenkaldt distriktets
kajakmænd til kaproning med præmier, og tillige ar-
rangeret opvisninger, som altid vakte stor opsigt. Hvis
sportsforeningerne ikke genoptager kajaksporten på de-
res program, vil del efter min mening blive nødven-
digt at oprette selvstændige kajakklubber i Grønland.
Kajakken har været knyttet til det erhverv, der engang
var Grønlands vigtigste, men ungdommen bør bevare
kajakroningen som en sport, der virkelig må være
basis for her i Grønland.
ATUAGAGDLIUT1T — GRØNLANDSPOSTEN
Uvdl. Kristiansen.