Atuagagdliutit - 23.04.1953, Síða 5

nr. 9
ATUAGAGDLIUTIT GRØNLANDSPOSTEN
149
af den døde due og snoren blev for-
synet med det kikkertfoderal, hvori
var lagt en sten. Valpladsen blev
overladt til falken. I det nærmeste
elvleje kom piben frem, når den var
udrøget, måtte skæbnen afgøre,
livem der skulle hjemføre prisen. -
Endelig var det sidste drag af pi-
ben taget. Forsigtigt søgte kikker-
ten op over elvbrinken. Jo, der sad
han ganske rigtigt henne på duen.
Jeg rejste mig fri af skjulet, straks
tog den til vingerne; men denne
gang fulgte duen med. I lange
spring gik det ned efter kikkert-
foderalet, endelig havde vi fået
etableret en blivende forbindelse.
Snart havde jeg fat i fangerne på
ham, en hætte blev sat på hovedet
og straks var den mere medgørlig.
Så blev vingerne lagt ind tit krop-
pen og en nylonstrømpe trukket
ned over hele fuglen for transpor-
ten, ikke en fjer må blive beskadi-
get. Det var en pragtfuld hjemtur
efter en begivenhedsrig dag; da jeg
nærmede mig hytten, udstedte jeg
det kendte indianerhyl og straks
kom Mc Fadden styrtende for at
beundre den skønne fugl. Men da-
gens begivenheder var ikke slut.
Medens vi stod og lagde skoene på
den nyfangede, kom en vandrefalk
ind over hytten. For at vinde tid
fik den en due ud, som den straks
slog ned på. Men umiddelbart efter
kom en sneugle og drev falken væk
fra duen, hvorefter sneuglen selv
bortførte den lækre steg. -— Dagen
efter kom kutter „Dais“ tilbage fra
K’utdligssat, resultatet havde været
negativt. Det blev så besluttet at
bruge Nuk som udgangsbase for de
kommende dage. Turner og Bob
Jordan, een af de unge studenter,
gik i land og blev ved hytten sam-
men med mig, medens Mc Fadden
og Bill Mattex skulle foretage en
ekskursion til Kronprinsens Ejlan-
de. Fra nu af gik det slag i slag,
vinden var gunstig, hver dag havde
vi falke inde, og udbyttet var en
eller to falke hver dag, ja en enkelt
dag gav endda tre. Mange af dem
viste sig ualmindelig snu og kræ-
vede snilde og opfindsomhed. Den
værste havde Turner en eftermid-
dag ved hytten; igennem flere timer
havde de to parter holdt hinanden
i spænding. Falken forsøgte forgæ-
ves at rane en af de lækre duer,
men nåede ikke at få stegen med
sig, men opnåede til gengæld hver
gang at sætte redskaberne ud af
funktion. Da vi hen under aften
vendte hjem fra den sædvanlige
tur inde ved fjældenc, blev vi fra
den anden side lagunen vidne lil
styrkeprøven mellem de to. Turner
havde efterhånden fået gennem-
prøvet alle sine metoder uden
resultat. Da vi arriverede, var
han gået over til den mest pri-
mitive metode at trække fuglen ind.
Men da han ingen havde til at
kamouflere sig, søgte han dækning
bag et gammelt komfur ved hjørnet
af hytten. To gange havde han den
omtrent inde, men hver gang blev
falken klar over faren og trak sig
tilbage. Endelig lykkedes det falken
at bortføre en due, som den smed
fra sig på en sandbanke midt i la-
gunen. Der var ikke andet for, Tur-
ner måtte smide tøjet og tage den
kolde dukkert, for at få fat i duen.
Men nu blev det for meget for fal-
ken, der trak sig tilbage, for en del
vel også på grund af aftenskumrin-
gen. Vi, der havde deltaget som pas-
sive tilskuere havde også fået mere
end nok. Den kolde septemberluft
gik til marv og ben ved den intense
stillesidden efter den lange tur og
endda havde vi det lidet fristende
tilbage at vade gennem det iskolde
vand i lagunen, før vi nåede hytten.
- Det var en fryd at ligge i de lu-
ne soveposer, medens tojet tørrede
i hytten; men fryden blev ikke lang-
varig, allerede ved de første solstrå-
ler, var falken vendt tilbage og den-
ne gang mødte den sin skæbne i
Turner, der var gravet ned i san-
det. Det fra myndighederne tilladte
antal falke var alt for hurtigt over-
skredet. Da dertil kom, at Mc Fad-
den vendte hjem fra Kronprinsens
Ejlande med to hvide og een af de
mørke falke, blev jagten indstillet.
Del krævede forståeligt nok en hel
del overvindelse for amerikanerne
at indstille fangsten, nu havde de
tilbagelagt tusindvis af kilometer
pr. fly, skib og båd for at nå frem
til den hvide falks område, og så
viste det sig nødvendigt at indstille
fangsten, allerede inden en uge var
gået. Men departementet havde
kun givet tilladelse til at indfange
5 grønlandske jagtfalke, og vi havde
allerede 11 ombord, vi måtte forlade
stedet, selv om endnu flere falke
fristede ved at kredse inde over
land, medens vi roede ud til ,,Dais“
for at sætte kursen mod bugtkolo-
nierne. Heldigvis erfarede vi nu, at
landshøvding Kundstcen befandt
sig ombord på m/s Umanak, hvor-
for vi løb tilbage til Godhavn. Mc
Fadden opsøgte landshøvdingen og
fik udvirket tilladelse til at hjem-
føre de indfangede falke. — Jagten
var endt, kursen blev sat for syd-
gående. De fire amerikaneres drøm
om at møde til efterårets jagter
med en hvid falk på hånden ville
nu gå i opfyldelse. Men før falken
kan smides fra hånden for at for-
følge det rejste vildt, ligger endnu
det største arbejde, nemlig trænin-
gen. Når man tænker på den lange
rejse og det store forarbejde, der
kræves for at have falkejagten som
hobby, så må man uvægerlig be-
undre de mænd, der har mod og
ånd til at betræde de endnu ubane-
de stier som turister på Grønland.
Men ingen anstrengelse kan være
for stor og ingen pris for høj, når
man en gang har oplevet at bære
den stolte hvide falk på hånd. Der-
om vidner også et gammelt arabisk
ordsprog, der siger:
„En god hund, en hurtig hest,
en ædel falk især
er mere end 20 kvinder værd.'1
kavfrna
DANMARK
kavfimut
akugissaruk !