Atuagagdliutit - 18.06.1953, Blaðsíða 12

220
ATUAGAGDLIUTIT — GRØNLANDSPOSTEN
nr. 13
Grundlovstanker
Grønland har fået en grundlov. Grønland har
dermed fået alle de rettigheder, en voksen nation
har. Grønland har dermed også fået pligter. Men
lad os ikke dryppe malurt i bægeret ved at gå sær-
lig ind på dem. De kommer efterhånden ganske af
sig selv og kræver deres ret.
For en dansk, der gennem mange år har boet
heroppe, er det, der for Grønland med grundlovs-
vedtagelsen er sket, i virkeligheden så stort, at man
bliver stille. Man vil ikke lade sig rive med til det
store begejstringsudbrud. Vi danske har meget
svært ved at svinge os højt op. Vi er ikke sydlæn-
dinge, men nordboer. Men man glæder sig. Det, som
man gennem de mange år har set hen til som noget,
der næppe kom i ens levetid, det, der skulle være
resultatet af vort arbejde heroppe, det er nu med
et spring kommet — som kvindernes valgret, grøn-
landskommissionen, de nye vigtige love, den væl-
dige udvikling der er er sat i gang — er kommet i
de seneste år.
Er det for tidligt? - Ja, hvis man skulle se
helt nøgternt på det, så er det for tidligt, men det
har vist sig gang på gang, at historien ikke har en
støt og jævn gang. Den springer. Pludselig sker der
noget stort, egentlig for tidligt for den jævne be-
folkning, men det sker, og den jævne mand må så
tage sin stilling dertil og se at komme med.
Og er det nye så levedygtigt og det rigtige, ja,
så kommer det brede lag også med. Der må altid
være nogle, der går i spidsen. Også her i Grønland.
Nu er det sket, og vi må hilse det med glæde
og tilfredshed og med en vis stolthed fra dansk
side. Men nu skal vi til at leve op til det, både grøn-
lændere og danske. Det er ikke den almindelige
snak om „rettigheder11, krav o. lign., som jeg tæn-
ker på. Her blandes forskellige begreber nemlig ofte
sammen, således at det, der egentlig er en ren tje-
nestemandsret, gøres til en ret, som de danske har.
Grønlandske tjenestemænd har ganske den samme
„ret“.
Jeg ville tro, at den meget beklagelige talen om
første og andenklasses mennesker nu kan forstum-
me. Man taler så meget om forholdet mellem danske
og grønlændere. Jeg vil gerne her have lov til at sige,
at jeg er af den faste overbevisning, at jo mindre
vi taler om delte forhold, jo bedre. Det er i hand-
ling, vi skal vise god forståelse og vilje til forbedrin-
ger af forholdet. For vi kan — begge parter - sæt-
te os nok så roligt og sagligt til bordet, •— mens vi
sidder der, kommer gryden måske i kog, og det ene
ord tager det andet: „Nu skal sandheden frem. Det
er først, når den er sagt, der kan blive ren luft.“ —
Nej. Det giver ikke ren luft. Der stikkes i dybtlig-
gende, følsomme dele af os, når sådanne såkaldte
sandheder luftes. Der skæres i dybden, og såret vil
næppe læge helt. Hvorfor så fremkalde såret?---------
Skal vi da ikke være ærlige over for hinanden?
Jo, sandelig skal vi det. Men vi skal være ærlige
på den måde, at vi anser hinanden for Iigemænd.
Det må være starten nu efter grundlovens indførel-
se i Grønland. Men hvad betyder det? Det betyder
netop, at kravene stiger voldsomt til os alle. For
så skal en dansker ikke bare betragtes som dansk -
han skal betragtes som en borger i Grønland, der
er et hjørne af Danmark. Man ser kun på hans men-
neskelige og faglige egenskaber. Duer han? Er han
vel kvalificeret til den post, det arbejde, han har?
Er han den rette mand på den rette plads i det styk-
ke Danmark, det drejer sig om, i dette tilfælde
Grønland?
Og på samme måde med grønlænderne. Selv-
følgelig skal de helst klare så meget som muligt
selv. Men det må - for Grønlands fremtids skyld
heller ikke gå sådan, at de altid skal have for-