Atuagagdliutit - 06.10.1955, Qupperneq 6

Grønland rummer store rigdomme af kul
Som et spøgelse, man forgæves sø-
ger at mane i jorden, dukker igen og
igen spørgsmålet om værdier i Grøn-
lands undergrund op. Kryolit’en i
Ivigtut har i mange år været en god
forretning, blyet i Mestersvig er end-
nu et stort spørgsmålstegn, uran og
molybdæn og andre værdifulde mine-
raler findes — men i hvor store
mængder? Kan det betale sig at ud-
vinde dem? Vi ved faktisk ikke ret
meget om Grønland — rent geolo-
gisk. Danmark er jo et lidet fattigt
land, og videnskaben har aldrig haft
særlig gode kår. Først i de senere år
er man begyndt på en geologisk kort-
lægning i store træk af Vestgrønland
fra Diskobugten og sydover, men den
har i nogen grad været præget af
mangel på mandskab. Lederen af
denne sommers undersøgelser, magi-
ster Henning Sørensen, der har væ-
ret med heroppe siden lige efter kri-
gen, siger, at man godt kunne bruge
3 gange så mange geologer i arbejdet
— men vi bar dem bare ikke.
Det koster mange penge at gen-
nemføre grundige geologiske under-
søgelser i et land af Grønlands stør-
relse, og det koster endnu flere at
forberede en udvinding og en pro-
duktion, hvis man finder noget. Til
gengæld er det en branche, der sæd-
Samtidig med at der tales om
kulkrise i Europa og om,
at Danmark skal hente sit
kulforbrug i Sydamerika el-
ler Indien
vanligvis giver pengene igen med
gode renter. Men det forudsætter
selvfølgelig at man finder noget, og
det gør man ikke uden omhyggelige
undersøgelser.
GRØNLANDS KULLAG
Foruden Ivigtut findes imidlertid
endnu en mineby på Grønlands vest-
kyst, nemlig K’utdligssat på Disko-
øen. Kulbrydningen ved K’utdligssat
startede i begyndelsen af 20-erne. En
overgang i 30-erne gik det forholds-
vis godt, men efterhånden udtømtes
den mine, man havde lavet. Efter no-
gen søgen fandt man atter anvende-
lige kul, men det gamle arbejdstem-
po var gået tabt. Der blev produceret
for lidt, redskaberne var gammel-
dags, i størstedelen af minen kunne
man ikke stå oprejst, og transporten
af kul foregik på vogne, der blev
skubbet af kvinder og børn.
I grønlandskommissionens be-
tænkning indstillede man, at kulbru-
det burde nedlægges, men i 1950
dukkede tanken om at lade et privat
firma overtage kulbrydningen op for
første gang. Efter en del forhandlin-
ger blev der i februar 1953 under-
skrevet en kontrakt mellem den dan-
ske stat og firmaet Jespersen & Søn.
Aftalen blev, at firmaet skulle være
rådgivende — hvilket i realiteten
betød, at det overtog ledelsen af drif-
ten, men for grønlandsdepartemen-
tets regning og risiko. Jespersen &
Søn startede i juni 1953 med opryd-
ning, med at udvide lagerpladsen,
rette minegangene op og lægge nye
spor, så der kunne køres med diesel-
lokomotiver inde i minen. Grundla-
get for de forhandlinger, der førte til
kontrakten, og for de senere gennem-
førte rationaliseringer var en rap-
port, udarbejdet af den engelske mi-
neekspert, dr. J. R. Dinsdale, der si-
den flere gange har været i K’utdlig-
ssat —• sidst i eftersommeren 1955.
Dr. Dinsdale har samtidig foretaget
undersøgelser af et område, der lig-
ger på fastlandet overfor K’utdligssat
på NugsSuaK-halvøen, hvor man ved,
der er store kulmængder, og hvor
der nogle gange er fundet spor af
olie.
PRODUKTIONEN STEG BETYDE-
LIGT.
Den rationalisering, der blev gen-
nemført, betød en væsentlig forbed-
ring af udbyttet. Før rationaliserin-
gen, der begyndte for alvor i foråret
1954, blev der produceret ca. 4 tons
kul pr. mand pr. dag. I løbet af for-
året indførte man firkantede contai-
ners, som blev anbragt i kulpramme
i stedet for som tidligere at bruge
tomme olietønder, og samtidig blev
der opstillet et harpeanlæg. Under
prøvekørslen af dette kom produk-
tionen op på 5% tons pr. mand pr.
dag, og da det hele begyndte at vir-
ke, som det skulle, var 'man oppe på
8% tons pr. mand pr. dag. Det var i
sommeren 1954, men siden har man
haft en række uheld af forskellig
slags, som har gjort det vanskeligt at
holde tempoet. Bl. a. stødte man i
sommer på en gammel mine på et
sted, hvor man ventede at finde kul.
Minen var ikke afmærket på kortet.
Den strejke, der var i K’utdligssat
sidste eftersommer, betød rent øje-
blikkeligt ikke så meget for arbejdet,
som man skulle tro. Hvis man f. eks.
sætter arbejdstotalen til 100 var der
78,8 effektive arbejdsdage i 1954, sy-
gedage 7,6 plus 2,9 for mæslingeepi-
demien, 0,2 for ekstra fridage, 2,1 fe-
rie, pjæk 7,8 og strejken 0,6. Men når
man besøger K’utdligssat har man et
indtryk af, at strejken har fået efter-
virkninger, som er vanskelige at bli-
ve kvit, og samtidig kniber det en del
for de grønlandske minearbejdere at
vænne sig til det nye tempo — måske
fordi man savner et effektivt akkord-
system. I øjeblikket er aflønninger1
sådan, at en grønlandsk minearbej-
der på natholdet kan tjene ca. 120'
kr. om ugen. Sammenlignet med an-
dre grønlandske lønninger er det ik-
ke så dårligt, men man må tænke på,
at en stor del af arbejdet består i at
bryde kul med hakker på en arbejds-
plads, hvor der kun er 70 centimeter
fra gulv til loft.
KULLENE PÅ NUGSSUAK-
HALVØEN BØR UDNYTTES
Det hovedindtryk, man får i K’ut-
dligssat er, at det aldrig vil blivc
nogen rentabel forretning at drive
kulbrud på denne plads. Man behø-
ver faktisk kun at anføre een eneste
grund: Kysten er fuldstændig åben,
der er ingen læ af nogen slags f°r
skibene, som skal lastes på rheden fra
pramme. Hvis det blæser op — og
det behøver ikke at blæse ret meget
— eller der står dønninger ind fra
Vajgatten, må lastningen indstilles,
og bliver det mere end blæst, må ski-
bene søge læ på den anden side at
Vajgattet, hvor der er en glimrende
naturlig havn. Det betyder meget
store udgifter, når skibene således
kan komme til at ligge ubeskæftigede
i dagevis, og for tiden er forholdet
det, at kul fra Spitzbergen kan leve-
res billigere ved kaj i Oslo end kuj
fra K’utdligssat kan leveres ombord
i skibene på rheden.
Når man som ikke-sagkyndig sam-
menholder dette med den kendsger-
ning, at der ganske tæt ved den od1"
talte naturlige havn på Nugssuak'
halvøen findes store kulmængder
spørger man sig selv, om det ikkc
var klogere at flytte kulbrudet ovc*
på den anden side af Vajgattet. D1’1
er aldrig blevet offentliggjort,
store kulmængder, der findes he>'>
men fra kompetent side i K’utdIif>J
ssat blev det nævnt, at „der i hver1
fald var nok til at dække hele Euro-
pas kulforbrug i en snes år“. KulleU0
ligger i mange lag ovenpå hinandeOj
og de bedste af lagene er tykkere eU1
dem, der for tiden udnyttes i K’u1'
dligssat. Kvaliteten af disse grøn-
landske kul er absolut ikke dårlbjj
De har en brændværdi, der er ca.
pct. af de bedste engelske kul —-
det er jo ingen hemmelighed, at kva-
liteten af de engelske kul er i tilbagc"
gang.
Spørgsmålet er, om det kan beta*
sig for Danmark at udnytte disse ku >
og i den sidste tid er der fremko1’
met udtalelser, som tyder på, at sl!
gen må tages op til alvorlig overV/U
else. Europas kulproduktion kan
ke dække den stigende efterspørgs® \
Storbritanniens leverancer til p:l1
mark er skåret stærkt ned, og på 6 g
neralforsamlingen i „Arbejde1'11,
brændselsforretning" fornylig u<m'
te direktør Fløtkjær, at den voldsoj
me mangel på kul gør det sands)
ligt, at vi for fremtiden skal he?
vore kul i Sydamerika eller Ind1
— muligvis også Italien. .
Der er dog et vist perspektiv i1 1
kendsgerning, at vi indenfor "g.
marks grænser har store kulm331' .
der, som i hvert fald er absolut ‘ t
vendelige til industribrug. Med
økonomiske system, vi har, må
være en fordel for staten at k° jcl
spare fremmed valuta til en stor ^c
af vort kulforbrug — selvom ogspjy-
kul, vi henter i Grønland blive1'. nll
rere i kroner og øre end dem,.'’1 e\.
evt. skal til at hente i Sydamerm3
ler Indien. Dertil kommer, at kul an
må kunne blive billigere, hvis .på-
virkelig sætter ind på at lave “.aIr
drift — og ikke disse halve 1 , i
staltninger, som er gennem*1;, eIj
K’uldligssat, hvor man har t11 j<kc'
del nyt værktøj, men ikke tilslr‘ j at
ligt til et gennemført forsøg ™
gøre driften rentabel.
Palle Bra‘«
pisiniarfingme aperKutigeriakit
Bambmo
CHOKOLADE-SANDWICH
kågéraat „hindbærcremimik ikiagdlit Kåmikut sukulåtiligkat"
ENGELSK-DANSK BISCUITS FABRIK
Fra oceantankanlæget i Færingehavn forsyner
Det grønlandske olieaktieselskab kolonierne og
fiskerflåden i de grønlandske farvande
med olieprodukter.
Kalåtdlit-nunane filiamlk plglngneKatl-
glt Kangerdluarssorutsime 6llauslving-
mit niuvertOKarfit Kalåtdlit-nunåtalo
imaine aulisartut olianik pilersugarait.
Det grønlandske olieaktieselskab
Kalåtdltt-nunane oliamik pigingnexaiigft
6