Atuagagdliutit - 23.02.1956, Síða 5

Det er ikke kun fiskernes skyld
På „GrønIandsposten”s opfordring indledes hermed en række artikler om
grønlandske fiskeri-problemer af bådeformand Helge Mikkels en,
Godthåb, der er en af Grønlands mest kyndige på dette område.
Helge Mikkelsen nøjes ikke med at kritisere — som så mange
gør det — men stiller forslag til en forbedring af de næværende forhold.
I Grønland spiller fiskeriet en stor
rolle — eller burde gøre det! For det
er alligevel ikke det, det skulle være.
Produktionen er for lille i forhold til
fiskernes antal, og disse får da også
skylden for misforholdet. For den
uindviede ser det således ud, når
man en dag i magsvejr går en tur til
kolonihavnen og ser den ene num-
merbåd ved siden af den anden, uma-
lede og dårligt vedligeholdte, og uden
liv af nogen art. Dertil hører man,
at fiskerne er dovne og ikke gider
lave noget, undtagen når de står og
mangler lidt kontanter. For den, der
ikke kender til fiskeriforholdene i
Grønland, lyder det såre logisk, og
fakta er, at de fleste også tror, det
forholder sig således.
MEN HVORFOR ER DET SÅDAN?
Hvorfor ligger nu bådene uvirk-
somme i deres fortøjninger, ofte en
3—4 dage i den allerbedste fisketid?
Grunden er den, at fiskeren er træt
og modløs. Og hvorfor er lian det?
Jo, det er fordi dem, der indhandler
fisken, arbejder med et dårligt og for-
ældet system. Indhandlingen foregår
På den måde, at fiskeren skal levere
fisken lige klar til saltning, d.v.s. fi-
sken skal flækkes, vaskes og bæres op
til vægten. Fiskeren kan ikke som an-
dre steder i verden lægge til kaj og
sælge sin fisk i den tilstand, som han
har halet den op af vandet i.
Vi kan tage det fra den rigtige ende
af og se, hvordan det foregår. Ved
5—6 tiden om morgenen forlader fi-
skeren havnen og går på fiskeri. Fi-
skepladserne er om sommeren i
umiddelbar nærhed af Godthåb, og
fiskemængden er god, så i løbet af
dagen er fangsten i almindelighed
tilfredsstillende, det være sig om den
foregår ved hjælp af håndsnøre eller
langline. Fangsten kan i almindelig-
hed komme op på 8—9P0 kg rå fisk
fra en almindelig nummerbåd. Kom-
mer båden nu til Godthåb, lad os sige
ved 17-tiden, er det ikke muligt at få
fisken renset, flækket og vasket. Man
'kan trygt regne 4—5 timer for selv
den dygtigste flækker, før de 8—900
kg fisk har passeret kniven, dertil
kommer yderligere 1 times tid, før
den flækkede fisk er leveret. Vi er nu
nået til ca. kl. 23, og først nu skal fi-
skeren hjem og spise. I det heldigste
tilfælde kommer han til køjs ved mid-
natstid. Næste morgen kl. 8,00 kan
han komme til at levere sin fangst,
efter tørn. Derefter skal han måske
købe olie til næste tur, — og så sejler
han hen m tanken og fylder olie?
Nei. så let går det ikke! Han må først
°P i isenkramafdelingen og købe en
kupon, derefter ud i skibshavnen. Er
han heldig at træffe vedkommende
tankmand, kan det hele måske klares
På halvanden times tid, er heldet ik-
ke til stede, kan dagen let gå, uden
at man kan sige, han har været mere
uheldig end de fleste.
Disse her nævnte forskellige for-
hold er skyld i, at fiskerens arbejds-
htf forlænges og forskubbes, så at
han til sidst løber sur i del og ser
s*9 nødsaget til at tage et par fridage
'°r at få tingene på rette plads. Og
herefter begynde på en frisk igen.
Por den, der ikke kender noget
særligt til det, ser det måske såre na-
turligt ud. Det er ikke naturligt, men
tværtimod ravende forkert. Særligt,
da det er statens repræsentanter, der
har ledelsen. Og dertil kommer den
sørgelige kendsgerning, at de også
har monopol på indhandlingen, så
ingen privat mand kan tage initiativet
og vise de herrer, hvorledes det vir-
kelig kan gøres, således at indhandle-
ren og fiskeren begge kan være tjent
både med arbejdssystemet og resulta-
tet deraf, samt et helt anderledes re-
sultat hvad produktions-mængden
angår.
HVORFOR SALTER FISKEREN
IKKE SELV SIN FANGST?
Måske er der en eller anden, der
vil spørge: Hvorfor salter fiskeren
ikke selv sin fangst, når han alligevel
skal levere den klar til saltning. Det
gør færingerne jo flere steder på
Grønland, og de tjener også penge
ved det. Det er såre let at svare på.
Færingen kan købe sit salt ca. 90 kr.
billigere end grønlænderen kan hos
Handelen. Dertil kommer en forældet
og kritisk vragning af fisken! Skønt
Handelen påstår, at dens sallfisk er
meget bedre end både den norske og
den færøske, får den alligevel ikke
bedre pris for den. Men resultatet er,
at den grønlandske fisker har meget
større udgifter på sin saltfisk og har
et stort tab ved vragningen. Det har
de norske og færøske fiskere ikke.
Deres fisk købes af opkøberen i uvra-
get tilstand. Dette er grunden HU al
grønlænderen ikke kan tjene penge
ved saltning af fisk.
ER EN FISKERIHAVN DEN
ENESTE LØSNING?
Der er flere, der tror, at det eneste
der er at gøre for at sætte produktio-
nen i vejret, er at bygge en fiskeri-
havn med dertil hørende moderne
installationer. Sker dette vil det hele
gå af sig selv. Det vil det imidlertid
ikke. Hjælpe ville det selvfølgelig,
men det ville også koste mange mil-
lioner kroner, og alligevel ikke give
det resultat, man havde ret at for-
vente.
Det, som det drejer sig om, er først
og fremmest at fremskaffe bedre ind-
handlingsmuligheder og forøget pro-
duktion. Sker det, skal resten nok
komme af sig selv. Det er jo ikke no-
get nyt mystisk noget, der skal laves.
Vi har jo både Færingehavn og Ravns
Storø, vi kan henvise til og bruge
som forbillede.
Hvis nu Handelen ville antage nog-
le færøske flækkere og give en over-
kommelig pris for råfisk, så kunne
den grønlandske fisker hellige sig fi-
skeriet og kun tænke på at fiske så
længe som muligt, fri for den tanke,
at han efter endt fiskeri skulle hjem
og flække fisken. Arbejdstiden for fi-
skehusets vedkommende måtte selv-
følgelig fuldstændig omlægges. I Fæ-
ringehavn og på Ravns Storø begyn-
der flækkernes arbejdstid kl. ca. 18.
Man kunne bruge den samme her.
Da det drejer sig om en forholdsvis
kort periode, man kan fiske med pro-
fit i, må der arbejdes henimod et sy-
stem så effektivt som vel muligt. Der-
for ville en flydebro anbragt i skibs-
havnen med tilhørende kran være
formålstjenlig. Man kunne da bringe
fangsten i havn uanset vejrforholde-
ne, hvad man ikke kan sige om kolo-
nihavnen her. Havde man nu en så-
dan installation i skibshavnen, hvor-
fra mau pr. lastbil kørte fisken til
salthuset i kolonihavnen, ville losse-
problemet være løst. Lige så let ville
det være at løse olie-problemet, da
den mand, der udsteder fiskernes
fangstcheks, kunne fradrage den
olie-værdi, som fiskeren ønskede at
købe. Eller som i F’æringehavn, at der
blev åbnet en olie-kredit for en uge
ad gangen for hver båd. Det nuvæ-
rende strenge kontantsystem, som
praktiseres af Handelen, tager alt for
meget af fiskerens tid. Da det her om-
talte system kan bruges alle andre
steder i verden, må det også kunne
praktiseres heroppe. Fiskeopkøberen
har da den fordel, at han ikke behø-
ver at udlevere varer eller olie, før
den første fangst er indbragt. Efter
den tid er han alene herre over kre-
dittens størrelse og varighed.
Lad os se på bådfiskeri fra Færin-
gehavn og Ravns Storø:
1953:
Færingehavn: 30 bådelag, 120
mand juni-september 1000 tons salt-
fisk.
Ravn Storø, 30 bådelag, 120 mand
juni-september 1000 tons saltfisk.
1954:
Færingehavn: 30 bådelag 120
mand juni-september 7500 tons salt-
fisk.
Ravns Storø: 30 bådelag 120 mand
juni-september 800 tons.
1955:
Kook-øerne, skonnert Kongshavn,
21 mands besætning, 4 både, 71 dages
fiskeri med håndline. Fiskeriet fore-
gået med hold, hvoraf 4 mand var fa-
ste flækkere: 200 tons saltfisk.
Disse både har for det meste fisket
med håndline eller pilk.
På grund af den stærke frost er
brønden i Fiskenæsset helt tørlagt,
og kommunen har derfor set sig nød-
saget til at træde hjælpende til ved al
hente vand på den anden side af fjor-
den.
Mathæus Zakariassen, Christians-
håb, er død ved en drukneulykke i
nærheden af Christianshåb. Zakarias-
sen var tilflytter fra Sdr. Upernavik.
nanoK KOKagssinenarpoK. uingmit pårssititdlugit autdlainiap igssutlnariångorpå, åssilerKårniarpåle! Tingmiarmiunit una pissftvoK.
Jagten er endt. Isbjørnen er gået i en fælde, hundene holder vagt og jægeren er parat til at nedlægge det store dyr. Han skulle først
lige have taget et fotografi. Billedet er hentet fra Tingmiarmiut.
5