Atuagagdliutit - 23.02.1956, Blaðsíða 14
Nyt fra Peter Freuchen:
Rejer er godt
Amerikanerne i De Forenede Sta-
ter spiser en ufattelig mængde rejer.
Ikke mindre end mellem 125.000 og
150.000 tons rejer fortæres hvert år i
dette land. Det er ikke mindre end
980 miil. kr., der årligt gives ud til
rejer i USA.
Langt de fleste af disse rejer fan-
ges inden for landets egne områder.
Ca. 85 pct. af rejerne fanges i den
mexicanske havbugt og kun 20.000
tons importeres.
Men derved opstår der let vanske-
ligheder, hvis fangsten svigter i de
farvande, som leverer hovedmassen,
og det synes der at være fare for nu.
Den mexicanske havbugt har i ok-
tober 1955 givet ca. 10 pct. mindre
end foregående år, og derved røg pri-
serne voldsomt i vejret. Der betaltes
forleden 72 cents (ca. kr. 10.00) pr.
kilo), hvilket er 12 pct. mere end pri-
serne i fjor på samme tid.
Hvad grunden er til nedgangen i
rejernes tal, vides ikke, men det har
bevirket, at andre lande farer til for
at få del i leverancerne. Mexico er
den største fremmede leverandør;
sidste år sendte de for 175 millioner
kroner rejer til USA, og eksporten
stiger stadig.
Men nu viser en ny konkurrent sig
på markedet, og det er Indien, det
fjerne land. De indiske rejer ser ud
som de amerikanske og smager lige
som de, men der er den store forskel,
at de er uhyre store sammenlignet
med de sædvanlige rejer. En enkelt
reje kan veje op til ct halvt kilo. Det
er jo andre, end vi er vant til at se.
Men de finder god afsætning, og
der er nu kræfter igang for at gøre
noget stort ucl af de indiske rejers
andel i det amerikanske marked. De
fanges i trawl ved Malabarkysten, det
er den sydvestlige kyst af Indien, og
det er regeringen, som står i spidsen
for foretagendet. Den har indkøbt
fartøjerne og låner dem ud til fiske-
re, som afbetaler på dem gennem de-
res fangst.
Og trods den lange fragt til Ame-
rika kan de konkurrere; man regner
med at der foreløbig årligt kan leve-
res for 35 millioner kroner om året
til USA. Og det vil betyde ikke alene
god indkomst til fiskerbefolkningen,
men navnlig er det heldigt, at det bli-
ver i dollars, som Indien meget træn-
ger til. De kommer med specielle
fryseskibe til New York.
Man spørger uvilkårligt sig selv,
om ikke Grønlands rejer ville kunne
være med i dette eventyr? Jo, selv-
følgelig kunne de det. Men vi må
straks huske på, hvor forsvindende
få rejer, der produceres i Grønland
sammenlignet med, hvad vi træffer
i Amerika. (Der kan sælges smårejer
her, det har nordmændene vist. Der
må sælges alle vegne i dåser de så-
kaldte „Baby Shrimps“, og de smager
godt.
kjen amerikanerne kender ikke de
små rejers fordele i smagen. De vil
have store rejer. „Jumbo" rejer rekla-
meres (jer med. Man bruger jo ikke
her „rejemad", som vi kender det i
Danmark. Amerikanerne har „reje-
cocktail", som er de pillede rejer sat
°P i randen af et glas med forskellige
skarpe sovser, som man så dypper
dem i og spiser. Også serveres ofte
1-cjesalat, hvor forskellige anretnin-
ger med rejer i spises med gaffel el-
ler ske.
Systemet med at pille rejer selv,
Dndes ikke. Og køkkenpersonalet i
restauranterne vil ikke stå og pille de
små rejer, ej heller har husmødrene
fid til at tage sig af det. De er for
srnå, de grønlandske rejer. Den ene-
ste udvej vil være at levere rejerne
frosne i blokke, som man så kan lø
op og servere.
De norske dåserejer er dyre, og de
sælges til så høje priser, at nordmæn-
dene vist kan dække efterspørgslen
af dem. Jeg har talt med repræsen-
tanter for kinesiske restaurationer,
som gerne ville have små rejer til de-
res specialretter. Men sidste gang vi
forsøgte det, var de dog for dyre i
forhold til (le amerikanske rejer, så
kineserne sagde, at de hellere ville
købe de amerikanske og skære dem i
stykker.
For mange mennesker lyder de
slagord, man ofte har hørt fra Grøn-
land som noget fast. „Verdens stør-
ste rejefelter" sagde man engang, da
man havde opdaget rejerne ved Hol-
steinsborg. Selv har jeg hørt direktør
Daugård-Jensen, som ellers altid var
forsigtigheden selv, kalde dette felt
for „uudtømmeligt". Ak det varede
jo kun få år, så var de væk der. (Men
ikke som følge af overfiskning gan-
ske vist). Nu kan det være, at de
amerikanske rejer bliver færre, så
kan Grønland muligt komme med.
Men huskes må det, at der også ved
Afrikas kyster er påvist rejefelter,
der ganske får Grønlands til at se
dværgagtige ud. Vi skal levere en spe-
cialreje, og der skal reklameres godt
for den, for at den kan blive indført.
Danske har en del at lære fra nord-
mænd og islændere, som gør stor re-
klame for deres fiskeriprodukter i
USA. (Gang på gang høres i radioen
døgnet rundt et brøl: „Sardins from
Norway". Ikke mere ikke mindre,
men det virker!) Hvis der bliver sat
en virkelig fiks og fornuftig rekla-
me i gang, vil der utvivlsomt kunne
sælges grønlandske rejer i Amerika.
Men det kræver penge, og spørgsmå-
let er jo altid, om Grønland er leve-
ringsdygtig nok til at betale for de
udgifter, som vil synes meget store
efter grønlandske 'og danske begre-
ber. Hvis der ikke kan sendes til-
strækkeligt mange rejer ned hvert
år, og hvis der ikke altid er så man-
ge, at der fiskes nok til et års for-
brug, kan det ikke nytte.
Jeg har talt med en mand, som har
3—400 restaurationer. Han vil gerne
vænne sine kunder til at spise grøn-
landske rejer, men han vil være sik-
ker på, at han kan servere dem året
rundt. Hvis han får indarbejdet va-
ren, og der så efter nogle måneders
forløb ikke er flere før næste år, så
går det ikke. Så skal han have ulej-
ligheden og udgiften igen til næste
år, og det er for kostbart,
Jeg kender ikke tallene for grøn-
landske rejers fangst; betydeligt må
det være, for at man kan være med
i Amerika, for det er et stort land
med 105 miil. mennesker. De kan be-
tale, og de vil betale, hvad de har lyst
til, det gælder bare om at skabe ly-
sten og så kunne tilfredsstille den.
De grove amerikanske rejer sma-
ger af sand. Det vil ikke være svært
at lære store dele af befolkningen
forskellen på dem og de små, lækre
grønlandske. Det har nordmændene
gjort, og deres „Baby Shrimps" i de
nydelige dåser sælges godt.
Ederdun
Den canadiske ugentlige bulletin
omtaler en maskine, som siges at væ-
re opfundet af en islænder, hvorved
ederdun kan renses hurtigere, billige-
re og meget bedre end nogensinde
før.
Myndighederne udtaler, at det vil
kunne få stor betydning for „frednin-
Adamivdlo Eva pissutipå
ungasingitsukut nalun aerutigine-
Karpoic Ilulissane imiårKat iniigag-
ssatdlo 1955-ime pisiat 158,000 kr.-
nik naleKarsimassut, 1954-ime 100,000
kr.-ugamik. iluliarmiunit 1150-iussu-
nit 18-it Kångerdlugit ukiugdlit 650-
iungmata nautsorssorneKarpoK av-
guaKatigigsitdlugo inup atautsip ukiu-
mut 240 kr.-t imigagssanut imiårKa-
nutdlo atortarsimagai.
kisitsisit atordlugit nalunaerut !a-
måna iluliarmiut nuånåjatdlautigingi-
låt, atautsimutdlo atsiordlutik nalu-
naerutimingne tupåldlautigisimane-
rarpat Kularinagulo iluliarmiuinau-
ngitsunit imerneKarsimassut. „... ig-
dloKarfingmiut imiaK pitsauneruti-
tuåinarpåt, sulissartutdle ingassavig-
sumik imigagssanik irniåricanigdlo
atuissusimanerat aussait måna sujulx-
minit ingassangnerusimassoiv ajuat-
dlautigineKarneranut tungaviuvoK,
tåukume iluliarmioKativtinik tainCK
saperavtigik", nalunaerutåt ilåtigut
taiina OKausertaKarpoK.
Kavdlunåt Ilulissane sulissarhd
tauva ama aulagsagput. formandé
mardluk Josef Kristensen åma Svend
Rytter nalunaerput 1955-ime imigkat
1954- imut nalerKiutisagåine takusi-
naussat maligdlugit avguaKatigigsit-
dlugo angumut’ atautsimut nautsor-
ssussamik angnerusimångitsut åmalo
1955- ime sulissut 1954-imisut 30-usi-
inassut. „taimaingmat 1955-ime imig-
kat 60,000 kr.-t migss. nalesartut ki-
sivta imersimanaviångilavut", oitar-
put. sulissartutdlugoK aulajangersi-
måput pissutitsissumut pissussorpiait
pissutineKarnigsså't piumassariumav-
dlugo.
taimailivdlune påsinarpoiv iluliar-
miut sulissartutdlunit 1955-ime 54-
imingarnit tamarmik imernerusimå-
ngitsut. kisitsisit agdlagsimassut tau-
va KanoK isumaKiytitariaKåsanerput.
ilagingne sulissut aussamut Kalåt-
dlit-nunånukartugssat tåssåuput pala-
sigssat seminariåne sujuligtaissoK
Louis Brøndum Aarhusimiordlo ajo-
KersuiartortitaK Hans Munck. Brøn-
dum aussaro ilagingne sulissut pala-
sit Nungme atautsiminigssånukåsaoK,
Munckilo kalåtdlit angerdlarsimavfi-
nut tungassutigut suliaxartugssauvoK
ingerdlatitsivingme „Unge hjem" (i-
nusugtut åiparit igdluc) påsissane tu-
ngavigalugit. kalåtdlit ilagit atåssute-
Karfiginigssåt mardljuvdlutik årKig-
ssussivfiginiagagssaråtaoK.
gen, beskyttelsen og opsynet" med
ederfuglene i den nordlige del af Ca-
nada. Hvorledes den nye maskines
virksomhed kan forbindes med disse
'tre udmærkede bestræbelser, får man
dog ikke nærmere at vide.
Hidtil har man ikke indhandlet
ret mange ederdun, fordi eskimoerne
skal levere dem rensede, hvilket er
et meget kedeligt og slet betalt ar-
bejde, som ikke mange giver sig i lag
med, navnlig da folk på den tid af
året, hvor dun skal renses, har travlt
med forårsfangsten og ofte må rejse
i hast og med så ringe oppakning
som muligt.
De hidtil brugte metoder at rense
dun på har været yderst primitive.
Først skal dunene varmes så meget,
at fuglenes ekskrementer og andet or-
ganisk stof forkulles. Men man må
jo samtidig passe ikke at brænde du-
nene.
Derefter gnides dunene over en
harpe af udspændte senetråde eller
tynde sælskindsremme eller ståltråd,
hvorved grus og sand falder ud. Og
dette må gøres så hurtigt som muligt,
efter at dunene er taget fra rederne.
Først når omtrent alle uvedkommen-
de bestanddele er fjernede, kan de
indhandles i liudson Bay Compagni-
ets butikker.
Men dette har medført, at kun få
gider at have med dunindsamling at
gøre. Nu menes det, at flere og flere
vil tage sig af sagen. Mange har kun
lejlighedsvis taget, hvad man brugte
f. eks. til at komme i kamikstrømper
eller inde i vanter, begge steder er
de fortrinlige til at holde varme.
Men der er et godt marked for
ederdun i den sydlige del af Canada,
såvel som i USA og Europa.
I Island siges der at kunne opnås
en pris på omtrent 280 kroner pr.
kilo af renset førsteklasses ederdun.
Det er dog næppe troligt, at grøn-
landske dun vil kunne nå så højt op.
Den nye maskine, som ryster og rø-
rer dunene i en lukket kasse, gør al
håndrensning overflødig, og det er
håbet, at der kan komme system i
indsamlingerne med regeringens
fredningskyndiges hjælp. Der kan
så tjenes gode penge til befolknin-
gen.
Men atter kommer det store spørgs-
mål jo op, som er vanskeligt at løse:
i Nordgrønland freder man ederfug-
lene ved rederne, men i Sydgrønland
skyder man væk på dem om vinte-
ren. Det samme forhold finder sted
i Canada, og da der stadig ses færre
og færre ederfugle, må man tage dra-
stiske bestemmelser for at frede fug-
lene på en måde, så det ikke går ud
over visse egnes befolkninger til for-
del for andre, som ingen besvær har
dermed.
Peter Freuchen.
KRUSCHEN SALT
Millioner nf mennesker verden over tager
KRUSCIIEN SALT, f°.™‘ det renser hele sy-
stemet, holder maven i orden og befrier en for
de stoffer, der s*1'®1, sig til fedme. Prov
KRUSCHEN SALTI En lille dosis hver dag
betyder større velvære, bedre humør, bedre
mave og slankhed.
milliuniligpagssuit
■ UP
silarssuarme inuit ___
ICRUSCHEN-iP tarajuc atortarpait intip ilua-
nik tamarmiK evniaissftngmata, aKajaroK pi-
ssusigssamisut PissUseKartitardlugo stof-itdlo
asule puatdlarsaiitåinait pérsitardlugit
KRUSCHEN-ip tarajue misilingniåkitt uvdlor-
mut pissaminlnguit inftvdluarncu, Kimancru-
lerneK, auajnrorigsårneK timigissuserdlo pi-
lersitarpait.
En gros:
Willy Rasmussen & Co.
Hovedvagtsgade 6 København K.
Forhandles af: OLE*s VAREHUS
Godthåb