Atuagagdliutit - 22.03.1956, Blaðsíða 5

De samiske kostskoler i
Af skoledirektør M. Garn
Når vi i Grønland står overfor
at skulle bygge noget helt nyt op
fra grunden, må vi ikke som dan-
ske og grønlændere slå os til ro
med, at det kan vi uden videre selv
klare på bedste måde. For det
kunne da være, at vi kunne lære
noget af andre, der levede under
lignende forhold som heroppe.
Det kan ganske vist med de meget
særprægede forhold, vi har her i
Grønland, være vanskeligt nok at
finde noget i andre lande, vi umid-
delbart kan kopiere og hjemføre.
Men derfor kan vi måske alligevel
lære noget i det fremmede.
Dette gælder da også, når det
drejer sig om kostskoler, som vi
er i gang med og fremdeles står
overfor at skulle indrette i Grøn-
land. Vi ser os da om og undersø-
ger, hvor forholdene klimatisk,
folkeligt, erhvervsmæssigt, be-
hovsmæssigt o. s. v. så nogenlun-
de er som her, så man kan for-
vente, at der de’r er noget at hen-
te. Og her standser vi pieget na-
turligt ved lignende nordlige egne
i Amerika, i Europa, eventuelt i
Asien. En nærmere undersøgelse
og overvejelse bestemmer Nord-
skandinavien som det sted, hvor
vi kan lære noget, når det specielt
er kostskoler, vi ønsker at stude-
re. Heroppe er naturen i mange
henseender omtrent som i Grøn-
land, og her lever et lille folk, der
gennem århundreder har tilvæn-
net sig denne natur og fravristet
den det nødvendige til livets op-
hold og samtidig udviklet en sær-
præget kultur, som brydes med
den sydfra indtrængende kultur,
der er stærkere, fordi den har an-
derledes midler bag sig.
Hvordan lever da mennesker
deroppe, og hvordan kan deres
gamle kultur klare sig i kampen
med den europæiske kultur eller
civilisation? Hvordan har man
indrettet skolevæsenet, for det er
jo ikke mindst herigennem, det
oprindelige både kan bevares og
nedbrydes. Og hvordan er dette
skolevæsen rent praktisk lagt til
rette, for der er her tale om store
områder med en fåtallig befolk-
ning, mindre i antal end det
grønlandske. Slet så spredt som
grønlænderne bor samerne ikke i
Lappland, men de bor efter euro-
pæiske begreber meget spredt, og
skolevæsenet må derfor være an-
lagt efter dette og må derfor være
anderledes end i det øvrige Skan-
dinavien.
Der bor samer både i Nordnor-
ge, Nordsverige og i det nordlige
h inland. Vi vil i denne forbindelse
holde os til de ca. 10.000 samer,
der lever i det nordlige Sverige,
spredt over et område, der stræk-
her sig over 8 breddegrader eller
H00 km fra nord til syd, et områ-
de, der vel er 3—4 gange Dan-
mark i størrelse. Men disse 10.000
samer bor ikke alle spredt. Halv-
delen af dem bor i byerne og
blandt den svenske befolkning i
enhver henseende, også skolemæs-
sigt. Dog udskiller de sig stadig
Som samer med det særlige præg,
så man kan medregne dem til sa-
gerne.
De øvrige 5.000 bor sa spredt —
uden dog alle at være nomader,
for det er der næsten ingen, der
er mere — at skolegangen ikke
kan klares lokalt, men børnene
må samles i kostskoler. For de
knapt 500 børn, der er i den sko-
lepligtige alder findes der 10 kost-
skoler rundt i området. Det er alt-
så Sverige, der er tale om. Det er
længst med denne skoleordning,
fordi Sverige først begyndte, fol-
en 40—50 år siden, har ikke haft
krige i mellemtiden, altid haft
bedre råd til at ofre noget på sa-
gen end Norge og Finland har,
men disse lande begynder også at
komme med på dette felt, og har
indset, at den svenske måde at lø-
se spørgsmålet om skolegang for
disse børn på er den rigtige. Og
det er vi også nu klare over her
i Grønland, at i visse områder må
vi gøre det samme: Thule, fare-
holderområdet og Østgrønland.
I Nordsverige findes flere lige
malmlejer, i forbindelse med hvil-
ke store byer er vokset op. Her pr
forholdene skolemæssigt ligetil.
Her går lappebørnene sammen
med andre børn. (Det kan anføres
at man udmærket stadig kan an-
vende udtrykket lappebørn i Sve-
rige, men lapperne vil dog helst
kaldes samer nu. Man støder dog
ikke an ved at sige lapp)-
Uden for byerne lever de rigtige
samer. Som allerede nævnt er kun
få af dem virkelige nomader i vo-
re dage. De fleste bor på spredt-
liggende gårde eller i små lands-
byer. Der er store tilhørende bei-
Nordsverig-e
teområder for deres rener hvor de
det meste af året holder til, og det
er kun på visse tider af året, man
følger renerne vestpå, ja, helt ind
i Norge. Men de er bofaste, samer-
ne, og vender tilbage til deres
hjem om efteråret. — Under så-
danne forhold er det godt at have
et fast sted for børnene at være,
når de skal passe deres skole. Og
dette faste sted er kostskolen, no-
madeskolen, som svenskerne kal-
der den, hvilket viser dens oprin-
delse.
Disse 10 kostskoler er lagt med
passende mellemrum lige fra den
finsk-norske grænse mod nord til
Jæmtland og Her j edalen langt
mod syd, på samme bredde som
Trondheim i Norge. Disse to
landsdele er forøvrigt gamle dan-
ske områder, der i sin tid hørte
til Norge, da Norge og Danmark
var eet rige. Og da der også i Nord-
norge lever lapper eller samer, så
har Danmark også i sin tid haft
disse folk inden for sine grænser.
Vi hører f. eks. en del derom un-
der Chr. d. 4’s historie.
På den halve snes kostskoler
går der ikke flere end mellem 400
og 500 børn, hvorfor der gennem-
snitlig er 40 børn på hver skole.
Den største vi besøgte, havde 68
elever, den mindst omkring 30.
Det vil deraf forstås, at det bliver
kostskoler af lignende størrelse,
vi har brug for her i Grønland. —
Det er ikke alene, fordi skolerne
skal ligge spredt, at svenskerne
har gjort dem så forholdsvis små.
Det er også, fordi man ønsker at
skabe et hjem for børnene på sko-
lerne. De må ikke blive for kaser-
neagtige, hvilket let ville ske, hvis
de var store.
For at få hjemmepræget endnu
stærkere frem har enhver kost-
skole 2 afdelinger, en skoleafed-
ling og et skolehjem, hver med
sin leder. 1 almindelighed er det
en førstelærer, en mandlig, der
leder undervisningen, men det er
altid en kvinde, der som forstan-
der leder kostafdelingen, altså
skolehjemmet, som det kaldes.
Udadtil er det vel nok læreren,
der repræsenterer skolen, men
kommer man på besøg bliver man
af førstelæreren pænt afleveret til
forstanderinden ved døren til sko-
lehjemmet. Det er tydeligt, at her
er hendes domæne, og her træk-
ker han sig tilbage, efter at han
har vist os selve skolen, undervis-
ningslokalerne.
Det var til sådanne svenske
„nomadeskoler", kostskoler, vi
vendte os i 1955, da vi ønskede at
se noget, der muligvis kunne give
os impulser, når vi skulle sætte
en kostskole igang i Thule og se-
nere bygge sådanne for fåreavler-
børn ved Julianehåb, antagelig i
Igaliko og for østgrønlandske
børn i Angmagssalik.
I sidste halvdel af april i fjor
rejste skolekonsulent Finn Gad,
lærer Johannes Jørgensen fra
Angmagssalik og undertegnede
til Lappland. En lang rejse, der
rigtig gav os et indtryk af, hvor
stort et land Sverige egentlig er.
De dystre nåleskove fulgte os
helt op til samernes land, ja helt
op til det allernordligste. Det vir-
ker lidt overraskende for os fra
Grønland, at store træer voksede
så langt mod nord, hvor vinteren
på ingen måde er blidere end her,
og hvor mørketiden er lang som
i det nordligste Grønland. Om-
kring 20. april var der endnu sne
overglt og is på alle elve, der lå
Angmagssagdlip pigissfi niuvertoruseKarfik Skjoldungen Kånarssuit avatanglgar&t. una pulagi&nc åssilissauvoK.
Udstedet Skjoldungen i Angmagssaliks distrikt er skærmet af store, brede fjelde, der her er fotograferet ved indsejlingen.