Atuagagdliutit - 08.05.1958, Qupperneq 4

Vandet er der, men
afløbet mangler
Man ser hen til operationsstuens
udvidelse.
På sygehuset befinder man sig i den
situation, at man nok har vand, men
ikke er i stand til at udnytte det. På
gangen i den snart halvthundredårige
bygning løber vandet i nyligt instal- ■
lerede rør en halv meter over hove-
det på læger og sygeplejersker. Des-
værre strakte bevillingerne ikke læn-
gere til, da dette arbejde var tilende-
bragt. Afløb, der tør siges at være lige
så vigtigt som tilløb, blev der ikke
råd til. Det får vente til næste om-
gang. Det vil sige i år. Så skal de
gulve, man sidste år anlagde i for-
bindelse med beskedne udvidelser —
det gælder konsultationsstuen, et kon-
tor til journalisering og andet kontor-
arbejde samt indretningen af et labo-
ratorium — brækkes op igen.
Man sporer let træthed i læge Han,s
Simmelgaards stemme, når han orien-
terer om dette træge byggeri. Det he-
le bliver meget besværligere, hånd-
værkere har man ustandselig om-
kring sig, og det hele bliver meget
dyrere, når alt skal gøres i forsigtige
tempi. Det er dyrt at være fattig.
Naturligvis har man dog vand på
et sygehus. I konsultationsstuen har
man klaret problemet sådan, at en
brandhane fungerer som vandhane. I
badeværelset, der ser ud nøjagtig som
i 1910, har man fået vand, både varmt
og koldt, og det gælder tillige i køk-
kenet. Men ikke i operationsstuen!
Ejheller i mørkekammeret. Eller i
skyllerummet!
Operationsstuen vil blive udvidet
som noget af det første — efter af-
løbs-indretningen. Dr. Simmelsgaard
demonstrerer, hvorledes man under
operationer i dag er henvist til at
vende båren diagonalt for at give
plads til de mennesker, der skal være
til stede: operatør, narkoselæge, syge-
plejersker. Og endda er der ikke al-
buerum nok. — Ønsket om en større
operationsstue er forståeligt ^— den
kommer som en tilbygning i år.
Der mangler stadig et undersøgel-
sesrum. Ikke alene undersøgelser
kan foretages i konsultationsværelset,
og så må man ty til operationsstuen,
og det er, som dr. Simmelsgaard ud-
trykker det, en meget usteril løsning.
Et typisk træk af byens erhvervsliv — fiskerbåde i kø under fiskerikajens kraner. —
Bagved perrontaget ses fiskemelsfabrikkens lwje bygning. Ved dette hjørne af byen
påtænkes endnu store landvindingsarbejder for at skaffe handelens virksomheder til-
strækkelig plads og desuden mulighed for at nå ud med en kaj til vanddybder, som
tillader atlantbådene at lægge til. Sukkertoppens fjælde kommer antagelig til at levere
adskillige læs sten endnu, før det nye bybillede har taget form. ,
Sukkertoppen skal være en ren by!
Bedre plads til medicinsk-kirurgi-
ske patfenter.
25 patienter er indlagt på sygehuset
under A-Gs besøg, men der har ofte
ligget flere. Almindeligvis kan man
fastslå en konstant overbelægning. —
Glædeligvis er det ikke længere tb-
patienter, der dominerer, tværtimod.
Udviklingen har medført, at de fleste
patienter med denne sygdom indlæg-
ges på sanatoriet i Godthåb eller vi-
derebefordres til Danmark. Man kon-
centrerer sig nu mere om medicinsk-
kirurgiske patienter, kategorier, man
tidligere kun har haft 4—5 pladser til.
Som et led i udvidelsesplanerne på-
tænker man at overflytte sygehusets
ansatte til de kommende boliger, der
vil rejse sig i forbindelse med den nye
bymidte. For tiden drejer det sig om
seks kivfakker og fire elever. Derved
indvinder man yderligere plads til pa-
tienterne, en hård tiltrængt foranstalt-
ning, hvor et distrikt på 24—2500
mennesker skal fordeles på 30 senge-
pladser. (Fort. på bagsiden)
Ny renovationsordning i kraft den 1. maj.
På et kommunalbestyrelsesmøde i begyndelsen af marts i år drøftede man
blandt andet et vigtigt punkt på dagsordenen, nemlig renovationsvæsenet. —
Ophavsmanden til denne drøftelse var læge Hans Simmelsgaard, som i et num-
mer af „Meteore“ skarpt havde påpeget den fare, der var forbundet med den
eksisterende renovationsordning. Artiklens forfatter gjorde rede for fluernes
skadelige betydning og henviste til sygdomme, der kan føres tilbage til disse
fluers omgang med henholdsvis affald, excrementer m. m. og menneskers hud-
sekreter, blod og sårsekreter. Artiklen konkluderer, at ansvaret for den man-
gelfulde renovationsordning udelukkende hviler på kommunalbestyrelsen —
man sørger således ikke for, hedder det, at fjernelse af affald omkring husene
overholdes — og læge Simmelsgaard foreslår i sin artikel en midlertidig løs-
ning. Fra at være en af de mest snavsede byer i Grønland, må Sukkertoppen
gøres til en ren og sund by. Lad det ske allerede i 1958, slutter læge Simmels-
gaard.
På kommunalbestyrelsesmødet redegjordes af kommunalbestyrelsesformand
Karl Heilmann for de bestræbelser, der var gjort siden 1952 for at opnå en
tilfredsstillende renovationsordning. De største vanskeligheder ligger i at finde
et passende sted til udkastning af affaldet. Fra kommunalbestyrelsens side
gjorde man gældende at det ikke var muligt at gennemføre en ordentlig reno-
vationsordning, før en renovationsvej til Ivigssuit var anlagt, men som en
På besø
midlertidig foranstaltning vedtoges
det — delvis på grundlag af lægens
kritik — at udarbejde en ny kommu-
nal vedtægt.
Her pointeres det, at det er en-
hver husejers pligt at holde rent om-
kring sit hus, at han skal anskaffe
skarnkasse på egen bekostning (dog
yder kommunen tilskud i enkelte til-
fælde) og at alt affald, menneske-
excrementer undtaget, skal kastes
heri. Overtrædelser af disse bestem-
melser medfører bøder. Den nye ved-
tægt, der er en udvidelse af den gamle
fra 1930, trådte i kraft den 1. maj.
Man må selv hjælpe med
Det frivillige hjælpekorps „Ikiui-
ssartOK“ (Hjælperen) viser vejen.
Det har ofte været talt og skrevet
om redningstjenesten i Grønland eller
rettere: om den mangelfulde red-
ningstjeneste. Her er meget at ind-
hente. Ulykker som dødsårsag viser
en foruroligende stigning, det være
sig til havs eller på land. Man har
oplevet ulykker eller fået dem be-
skrevet og tænkt, at havde der blot
været mulighed for at rekvirere
hjælp i tide, kunne de måske have
været afværget.
Sådanne tanker har politibetjent
Vilhelm Olsen gået og puslet med
midt i sin travle hverdag. Selv har
han oplevet tragedier på nært hold
og ved, hvad han taler om. Og nu er
begyndelsen til en redningstjeneste
gjort i Sukkertoppen, omend endnu i
beskedent omfang. Men det går i den
rigtige retning.
„IkiuissartoK" tæller i dag over et
halvt hundrede medlemmer i Sukker-
toppen alene. Dertil kommer medlem-
mer i udstederne. Foreningen samler,
som det står i vedtægternes para-
graf 1, „mænd og kvinder, der uden
vederlag kan deltage i hjælpeaktio-
ner".
— Vi skal helst have så mange med
som muligt, siger politibetjent Vil-
helm Olsen (iøvrigt den første udsta-
tionerede grønlandske politibetjent).
For at kunne gøre en redningstjeneste
eller hjælpetjeneste virkelig effektiv
må vi være mange, der kan dække
forskellige områder. Foreningens for-
mål er ikke alene baseret med henblik
på assistance til søs, men i lige så
høj grad på landjorden. Under epide-
mier for eksempel skal vi kunne træ-
de til og yde folk tjenester, blandt
andet i form af vand- og brændsels-
hentning. Vi skal være bloddonorer.
Og det er mit håb, at alle medlemmer
over 18 år vil gennemgå et samarit-
terkursus i overensstemmelse med
Dansk Røde Kors’ forskrifter. Jeg har
lige afsendt brev til Danmark, hvor
jeg underretter Røde Kors om vor ek-
sistens og beder om forskellige ting til
arbejdet. Vi vil gerne have en taske
til nødhjælpssager, et flag samt em-
blemer m. m.
Byen Sukkertoppen lig-
ger på et sted, der har
meget I idt byggeland
mellem de stejle fjælde.
Selv efter grønlandske
forhold. Det har givet
særlige problemer at
overvinde i disse år,
hvor der gennemføres
en udbygning af byen.
Man ønsker samlet de
fælles anlæg — butik-
ker, skole, administra-
tionsbygning, forsam-
lingshus m. m. — i en
central del af byen, en
bymidte, men man har
måttet erkende, at der
ikke var et naturligt
egnet område af til-
strækkelig størrelse til
rådighed inden for det
terræn, hvor en sådan
bymidte kunne tænkes
placeret.
Den lavvandede vig
KangerdlunguaK bredte
sig langt ind i byområ-
det og trængte byen ud
i spredte kvarterer,
spærrede lige tværsover
mellem fjældvæggene
og kirkebugten.
Til den ønskede bymidte
måtte indvindes nyt
land, KangerdlunguaK
måtte give plads for det,
og materiale til opfyld-
ning brydes af fjældene
omkring vigen, først ra-
diof fældet, senere væg-
gen bag Kangerdlu-
nguaK. Det nye land lig-
ger nu færdigt, største-
delen af vigen er for-
vandlet til en stor plan
byggegrund, hvor ud-
bygningen af bymidten
er begyndt.
Tekst: Anders Kjær ^ Foto: Grundtvig Hansen
4
Sukkertoppen
„IkiuissartoK" har siden starten i
midten af januar måned deltaget i
undsætningen af en motorbåd med
motorstop og været med i andre ef-
tersøgninger. Man har haft arrangeret
foredragsaftener, hvor foreningens
næstformand, læge Hans Simmels-
gaard, har talt om førstehjælp.
Lærere og skoleinspektør glæder sig
overmåde meget til at komme til at
arbejde i den nye skole, der endnu
foreløbig er på papiret, men som så
småt begynder at rejse sig inden for
dette år. Det gælder den første af de
tre fløje. Men alene denne fløj vil af-
laste de fortvivlede forhold, hvorunder
man arbejder, betydeligt. Omkring 260
børn undervises i øjeblikket i seks
klasseværelser, samt i et ekstra, der er
indrettet på kirkeloftet. At have så
mange børn koncentreret i så få rum
er uholdbart og man deler forventnin-
gens glæde med skolefolkene. Når den
nye skole står helt færdig vil Sukker-
toppen have de bedste betingelser for
at kunne modtage eleverne på til-
fredsstillende vis. En skole, indrettet
efter de mest moderne principper, vil
slå portene op. Når den gør det. Der
vil gå nogle år, inden denne detaille
af byggeriet i bymidten er en realitet.
HVAD ER GODKENDT?
Foreløbig gælder det første etape,
fløjen, der skal gå vinkelret på bu-
tiksbygningen. Det vil sige: skal den
nu det? Det har hele tiden været me-
ningen, men efter en samtale med
skoleinspektør Chr. Stærmose, der
hver dag har nok at se til i det dag-
lige på den „gamle" skole, får man
sine stille tvivler. Ligesom skolein-
spektøren, der naturligvis følger ar-
bejdet med den nye skole med op-
mærksomhed.
Et tredie (og sidste) udkast blev
sendt til Sukkertoppen fra København
først i året 1958. Dette udkast skulle
bebyggelsesudvalg og skolefolk tage
stilling til, inden arbejdet for alvor
gik i gang. Små praktiske ting skulle
rettes, hvis der altså var nogle. I Suk-
kertoppen godkendt man så godt som
alt ud fra den betragtning, at planer-
ne ville blive fremskyndet, under alle
omstændigheder ikke unødig forsin-
ket.
Hvilket også er tilfældet. Arbeids-
tegningen til den første fløj er just,
ankommet (medio april), og i løbet af
kort tid vil håndværkerne stige i land
og være i sving. Men de bygger ikke
den fløj, der er godkendt fra Sukker-
toppen.
— Og det er i hvert fald noget, der
forundrer os, siger skoleinspektør
Stærmose. Her bestræber vi os for at
få et så godt resultat ud af det som
muligt og lægger et stykke arbejde i
gennemgangen af udkastet, der efter
det oplyste skal være det sidste. Man
anmoder os om at tage stilling til op-
stillingen. Fra ministeriets side sender
man en arkitekt op fra Godthåb, der
skal gennemgå alle detailler med os,
så der ingen misforståelser kan her-
ske. Vi får af arkitekten forklaret,
Vilhelm Olsen fastslår til slut, at
det ville være ønskeligt om så mange
fiskere som muligt tilsluttede sig.
— Vort arbejde til søs kan kun
fungere med interesse for og vilje til
fra bådejeres side at ville gøre en
indsats, siger han. — Adskillige har
meldt sig, men vi bør have alle med.
hvorfor der er gjort sådan og sådan,
og det er altsammen udmærket. Vi
kan erklære o,s tilfredse, da tegnin-
gerne går hjemover.
EN HELT ANDEN FLØJ
— Så meget større er vor forbavsel-
se, da vi ved arbejdstegningens an-
komst erfarer, at det drejer sig om en
helt anden bygning, fortsætter skole-
inspektøren. I hvert fald har den un-
dergået en så gennemgribende æn-
dring, at man kan have svært ved at
genkende den. Meget betydningsfuldt
var således den måde, man havde sør-
get for daglys på. Der var tale om
ovenlys. Fløjen skulle efter planen
ligge således, at klasseværelserne,
seks ialt, vendte mod nordlig retning,
hvilket som bekendt ikke hører til det
lyseste af verdenshjørnerne. Der var
derfor sørget for lys ved det omtalte
ovenlys, skrå vinduer, anbragt på
glimrende vis i den modsatte side af
klasseværelset i forbindelse med det
øvrige arrangement. Dette ovenlys er
sløjfet. Hvorledes man så har tænkt
sig at klare det problem, ved jeg ikke.
Måske skal klasseværelserne flyttes
over i den modsatte side af bygnin-
gen, og det er naturligvis en løsning.
Men det er helt i modstrid med det, vi
har fået forklaret af arkitekten. Af
ham fik vi at vide, at når klassevæ-
relserne var placeret i den side — mod
nord, altså — var det for at undgå
støjen fra gårdspladsen. Dette havde
man lagt stor vægt på! Det kan jo og-
så tænkes at fløjen skal ligge i en helt
anden retning, tilføjer skoleinspektø-
ren ironisk.
— Måske kan man kalde det for
kværulanten. Vi får engang med ti-
Stenfyldet læsses på lastvogn af en trac
cavador. Stentransporten er hårdt slid for
materiellet, vognenes levetid er ikke lang.
den en skole med plads, og det er ho-
vedsagen. Men jeg tænker på skolen
som arbejdsredskab. Det er ikke lige-
gyldigt, hvorledes man indretter den.
Når vi har modtaget tegninger, må
hensigten vel være at vi skal være
medbestemmende i al beskedenhed.
Hidtil har vi regnet med, at dette
var tilfældet, men med arbejdsskitsen
for øje erfarer vi, at vi har taget fejl.
Vi føler o,s oprigtig talt taget noget
„ved næsen".
„Med pigerne er det
ingen sag” . . .
Børnesanatoriets forstanderinde,
frk. Else Hvass, om problemet
med at få de store børn afsat.
— Det volder ikke megen besvær at
få pigerne afsat. — Jeg mener, når
tiden kommer, hvor børnene skal
konfirmeres og dermed forlade sana-
toriet her, kan det volde hovedbrud
at få dem placeret. Helst ser jeg dem
fortsætte i realskolen, men det er jo
ikke alle, der magter det, fortæller
børnesanatoriets leder, forstanderinde
frk. Else Hvass. Pigerne bliver kiv-
fakker, men hvad med drengene?
Jeg har netop en ordblind dreng i den
alder. Han vil gerne være fisker, og
jeg prøver på at finde en plads til
ham. Forhåbentlig lykkes det — også
i denne omgang. Men det kan været
et problem.
Et problem, ja. Men trods alt af en
mere positiv art. For ikke så forfær-
delig mange år siden var det børne-
sanatoriet „Lemvigs Minde“s vigtigste
opgave at huse børn, der var ramt af
tuberkulose, at hæge om dem, pleje
dem og gøre alt for, at de blev raske.
Officielt er institutionen „Lemvigs
Minde“ stadigvæk et hjem for tb-
patienter, men i realiteten er det ikke.
— Her er ikke mange syge børn, ud-
taler frk. Hvass. Børnesanatoriets op-
gave i dag er i nogen grad socialt be-
tonet. En fjerdedel af børnene er her
udelukkende af sociale grunde, f. eks.
i tilfælde, hvor barnet hverken har
far eller mor eller kun een af dem.
— Har det ikke medført en omstil-
ling i den daglige ledelse?
— Det kan man godt sige. Nu drejer
det sig ikke så meget om patienters
pasning, nu gælder det opdragelse;
man skal tage sig af børnene på en
anden måde. Og her kan man ikke
nøjes med et år eller to — man får
ikke tag i dem på så relativ kort tid.
Resultater opnår man kun ved at ha-
ve børnene fra ganske små, indtil de
skal på realskole, i efterskole eller ud
i livet, som man siger.
OPPUDSNING
„Lemvigs Minde“ undergik iøvrigt
sidste år en make-up. En tilbygning
med kontor, gæsteværelse samt andre
smårum til opbevaring af fødevarer
m. m. har rejst sig vinkelret på ho-
vedbygningen, hvor alt er blevet fik-
set op med friske farver.
B ørnesanatoriet i Sukkertoppen
glider på en smuk måde ind i rækken
af børnesanatorier, oprettet af „For-
eningen til hjælp for grønlandske
børn".
Fortsættes næste side

Det nye bymidteareal. Hver kvadratmeter opfyldt
regnes at have kostet staten 500 kroner.
I forgrunden det langstrakte butiks-bagerikompleks,
som nu skal suppleres med en nærlagerbygning på
det tretkantede areal forrest. Helt til venstre skimtes
elværket. Mellem dette og butikken påbegyndes iår
det nye skolebyggeri. De ældre småhuse, som på bil-
ledet endnu ses på grunden, er nu fjernede, og de fle-
ste af beboerne flyttet ind i nyopførte rækkehuse.
Bag arealet ses til højre radiofjældet, i midten kir-
ken og bag denne kirkebugten. Endnu bag den halv-
øen Ivigssuit som sin stejle sider til trods er tæt be-
bygget — et udslag af byens mangel på byggeplads
gennem en årrække.
Skolen som arbejdsredskab
Skolefolkene føler sig „taget ved næsen“
5