Atuagagdliutit - 08.05.1958, Síða 7

elektroteknikimut tungassut sånatitdlo niuvemennut sanaortomer-
mutdlo tungassut.
MOVIKON 8
DET IDEELLE 8 mm SMALFILMSKAMERA I TVÆRFORMAT
STOR BILLEDVINKEL — STOR DYBDESKARPHED
MOVITAR 1 : 1,9 — 10 mm
TELE- OG VIDVINKELFORSATS SAMT STORT UDVALG I
ANDET TILBEHØR
Danmarkime
makarina
niorKutigi-
nexarnerpau-
SSOK...
ima atetfarpoK:
DMA
margarine^
Til minde om pastor Karl Heilmann
af G. Egede
Ved pastor Karl Heilmanns død har
Grønland mistet en af sine bedste,
mest virksomme og mest uundværlige
sønner. Hans forfatterskab, hans man-
ge artikler i vore blade, hans salme-
digtning og hans radioforedrag gjor-
de ham kendt i hele Grønland. Derfor
gjorde budskabet om hans død et
dybt indtryk og voldte både oprigtig
sorg og en trang til at takke Gud for
hvad „palase KåléraK“ (det navn var
han kendt under i hele Grønland) har
betydet.
I september 1906 mødtes KåléraK og
jeg for første gang. Vi var begge 14
års drenge, der skulle være elever ved
seminariet i Godthåb, og var blandt
de yngste af et hold på 19 elever. Vi
følte os straks knyttet til hinanden,
hvad der ikke var mærkeligt, da vi
begge var vokset op blandt fangere
(Kåleraic’s fader Jakob Heilmann,
som på den tid virkede som udsteds-
bestyrer, var storfanger og fremra-
gende kajakroer). Vi havde også det
tilknytningspunkt, at vi begge havde
gået i skole på små pladser og i be-
gyndelsen havde vanskelighed ved at
følge med kammerater, der havde
gået i byskoler. Også vanskeligheder-
ne ved at være borte fra hjemmet
delte vi med hinanden, og gennem alt
dette opdroges vi til at overvinde
vanskelighederne og blev venner for
livet.
KåleraK var et af de „fund" som
præsterne kunne gøre ved udsteder-
ne; hans kundskaber måtte nødven-
digvis på det tidspunkt være ringe,
men hans vågenhed og evner var sto-
re. KåléraK havde ellers slet ikke
tænkt sig en boglig løbebane, han
skulle være fanger, og var allerede
på det tidspunkt så dygtig, at han var
begyndt at fange sæler, og det fryde-
de ham at ligge parat med sin kajak
på fangststederne sammen med de
store fangere. Men han fulgte sine
forældres vilje, og snart opgav han
helt tankerne om fangerlivet, da han
følte kald til arbejdet i menigheden
og af al sin evne stræbte at dygtig-
gøre sig dertil. Derfor interesserede
han sig allermest for de fag, der ved-
rørte bibelkundskab og kristendoms-
kundskab, og hans kammerater ved,
at han på disse områder var forud for
' alle andre. Vi husker ham som den
gode kammerat, som man ikke kunne
andet end holde af for hans venlige
og kærlige væsen. Især de nyankom-
ne elever tog han sig kærligt af, og
gjorde alt for at hjælpe dem over den
første tids vanskeligheder, og han lod
aldrig — som mange andre elever
gjorde det — „de små“ føle, at han
var en af „de store".
Også da vi var dimitteret fra Godt-
håb kom vi to til at følges, idet vi
sammen rejste til Danmark for at
fortsætte vor uddannelse. Som lærere
havde vi daværende præst, senere
biskop, Chr. Ludwigs og lektor Chr.
Rasmussen (Knud Rasmussens far).
Allerede på den tid omtaltes KåléraK
som et udpræget præsteemne, og præ-
gedes af den levende kristentro og
den evne til at omgås mennesker og
komme dem nær, som hele han,s liv
var baggrunden for hans virksomhed
som prædikant. Mange eksempler på
hans gode hjertelag for andre har jeg
set; når han f. eks. så fattige børn
kigge længelsfuldt gennem butiksru-
derne, måtte han altid have dem med
ind i forretningen og for sine yderst
sparsomme lommepenge købe dem
noget til deres store overraskelse og
fryd. Gennem sådanne „småting" kan
et menneske også vise, hvad der bor
i ham.
I 1914 skiltes vore veje og vi havde
en tid kun forbindelse med hinanden
gennem breve, men 1917 havde vi
igen en stor fælles oplevelse: Da blev
vi præsteviet i Zionskirken i Jakobs-
havn af provst Knud Balle, med præ-
sterne H. Ostermann og Mathias
Storch som medvirkende ved ordina-
tionen. Derefter blev vi placeret om-
trent så langt fra hinanden, som vi
kunne komme: KåleraK ved Uperna-
vik og jeg ved Frederiksdal.
Fra begyndelsen gik KåléraK med
iver op i sin præstegerning, I sin før-
ste præstetid brugte han kajakken
som rejsefartøj, og kom derigennem
med end de fleste ind i bopladsboer-
nés daglige tilværelse, så at alle følte,
at de kunne tale med deres præst om
alt, hvad de havde på hjerte, og at
han forstod dem. KåléraK havde også
hjerte for de syge og gav dem meget
af sin tid.
Blandt hans særlige evner var hans
gave som fortæller. Han kunne rive
sine tilhørere helt med, når han for-
talte, og især når han fortalte fangst-
historier blandt fangere mærkedes
det, at han var en af deres egne.
Derfor var det ikke underligt, at han
vandt sig mange venner, og savnedes
meget, når han blev forflyttet.
Hans interesse for og kendskab til
mennesker var en stor styrke for ham
som prædikant. Fordi han kendte
folks kår og tankegang kunne han ta-
le klart og trøstende og sådan at det
gik til hjertet, og hans ord var ikke
højtsvævende, men forståelige for
alle. I de senere år har han også glæ-
det mange ved sine radioprædikener,
ikke mindst dem på de isolerede små-
pladser.
Også ved siden af sin præstegerning
arbejdede han flittigt og stilfærdigt,
og han hørte til dem, der viste, at der
er grønlændere, der har evner som
forfattere. Det er en fornøjelse at læse
hans bøger, fordi han kender sine
landsmænds kår og tankegang til-
bunds. I de senere år skrev han, i sin
iver som præst og sin kærlighed til
sine landsmænd, ofte om de stærke
drikkes misbrug.
I sine sidste år talte han gang på
gang med sorg om, at der blev færre
og færre blandt de unge som ville ar-
bejde i menigheden som kateketer, og
kateketmangelen fik ham til at se
med bekymring på fremtiden. Som læ-
rer ved seminariet lå det ham på
hjerte at vise eleverne, hvor betyd-
ningsfuldt kateketernes arbejde er.
I KåleråK har menigheden haft en
god præst og det grønlandske folk en
trofast tjener, som hele sit liv uegen-
nyttigt har tjent sine medmennesker.
Men selv syntes han altid, at han hav-
de udrettet altfor lidt. Derfor sagde
han, da han fik ridderkorset: „Det er
altfor stor en udmærkelse". Hans mål
i livet var at tjene, og derfor glædede
det ham mest af alt, når han — selv
om det blot var gennem et upåagtet
arbejde — havde udrettet „hvad han
var skyldig at gøre". Derfor har jeg
altid tænkt, at disse ord af Jesus, som
Mathias Storch talte over ved vor or-
dination, og overskriften for hans ta-
le, passede fuldstændigt til KåléraKS
liv og virke: „Den ældste iblandt jer
skal være som den yngste, og føreren
som den der tjener" (Luk. 22,26). „Den
der vil være stor, han skal tjene".
Ære være Karl Heilmanns minde.
G. Egede.
Manitsume nerpiliorfingme maski-
nat ilåta kingorårtigsså kisame ångu-
patdlagsimavoK, månékutdlo sulissut
pingasut kingorårtautdlutik sulilersi-
mavdlutik, taimalo uvdlup unuavdlo
ingerdlaneråne 40 tons niorKutigssia-
rineKarsinångorsimavdlutik.
Påmiune isserssuarmit anorerssuar-
mitdlo umiarssup „Anette S“-p usi-
ngiarneKarnigssaralua uvdlormik a-
tautsimik kinguartitariaKarsimavoK.
Nungme aulisagkanik misigssuiv-
fingme sulissut ilåt magister Jørgen
Nielsen Canadamut autdlarsimavoK
kapisigdlit suåinik 100.000-nik Kalåt-
dlit-nunåne kungnut nutagssanik aig-
dlerdlune.
Tasiussame NiaKornårssungmilo u-
kioK måna radiokut autdlakåtitsissu-
titårtug&sausimavoK, åmalo niuverto-
ruteKarfingne ardlalingne autdlakå-
titsissutit pitsångorsarneKartugssauv-
dlutik.
8