Atuagagdliutit - 07.07.1958, Qupperneq 3

Den nugældende boligstøtte-
ordning har været i kraft si-
den 1953. Undersøger man,
hvor mange boliger, der
hvert år er opført med lån
indenfor bekendtgørelsens rammer, vi-
ser dette tal en stærkt nedadgående
tendens. I 1953 blev der bevilget lån
til ialt 293 boliger, medens dette tal i
1958 er faldet til 178 boliger. Gennem-
snitligt er der påbegyndt opførelse af
ialt 231 boliger pr. år i den 6-årige pe-
riode fra 1953 til 1958. Et enkelt år
(1957) blev der kun opført 119 boliger,
men dette skyldtes som bekendt, at
man ved fordelingen af lånemidleme
de foregående år havde anlagt et for
optimistisk skøn med hensyn til boli-
gernes anskaffelsespris og derfor hav-
de oparbejdet et betydeligt underskud,
der ifølge finansministeriets resolution
skulle dækkes af 1957 bevillingen.
For de enkelte år ser tallene således
ud:
1953: 293 boliger
1954: 282 1955: 230 1956: 235 J > » + 12*
1957: 119 + 17*
1958: 178 + 20*
1337 boliger + 49*
* kommunale boliger med 50 pct. til-
skud fra landskassen.
Ialt er der således i den 6 årige pe-
riode opført eller påbegyndt opførelse
af 1386 boliger. Boligproduktionen vi-
ser således en jævnt faldende linie,
selvom man medtager de kommunale
huse, der opføres med tilskud fra
landskassen, og hvortil boligstøtteud-
valgets bidrag ikke afholdes indenfor
den årlige bevilling på 6 millioner
kroner.
BYGGEOMKOSTNINGERNE
STIGER
Sammenholder man dette tal med
antallet af boliger, hvortil der er givet
lånetilsagn indenfor de enkelte år, har
man altså i 1953 regnet med en an-
lægsudgift på gennemsnitligt ca. 20.000
kr. pr. hus, medens man i 1958 — be-
lært af sørgelige erfaringer — har hæ-
vet dette tal til 33—34.000 kr. pr. hus.
Denne stigning i den anslåede udgift
pr. hus gennem 6 års perioden er ikke
udelukkende et udtryk for stigende
arbejdslønninger og materialepriser.
Disse gør sig naturligvis gældende til
en vis grad, men hertil kommer yder-
ligere den forbedring, der fra 1957 er
gennemført med hensyn til husenes
tekniske standard. Fra 1957 har man
som bekendt arbejdet med et mindre
antal typehuse, der opfyldte en række
skærpede krav til såvel indretning
som udførelse. Det er vanskeligt at
anslå, hvor stor en del af stigningen i
omkostningerne pr. hus, der skyldes
prisstigninger og forbedringer, men
jeg vil dog mene, at en medvirkende
årsag til stigningen må søges i den
kendsgerning, at .selvbyggertanken,
som boligstøtteudvalget ved boligstøt-
teordningens ikrafttræden regnede
med ville betyde en formindskelse af
byggeudgifterne, af forskellige grunde
ikke har svaret til forventningerne.
Endvidere har også de af de lokale
myndigheder udarbejdede overslag
ov'er byggeudgifterne i de første år
været baseret på altfor optimistiske
skøn.
FALDENDE PRODUKTION
AF LEJLIGHEDER
Resultatet af alle disse samvirkende
faktorer har midlertid været det gan-
ske enkle, at antallet af huse, hvortil
man har turdet bevilge lån, er faldet
til de ca. 200 huse, som det i øjeblik-
ket anses som muligt at opføre inden-
for de givne økonomiske rammer. Der
er dog grund til at pege på, at man
selv i 1958 opererer med et meget rin-
ge reservebeløb. En fornyet gennem-
gang af de overslag og prisberegnin-
ger, der foreligger idag, vil sikkert
medføre, at man i 1959, såfremt be-
villingen ikke forhøjes, yderligere må
formindske den årlige produktion af
lejligheder, hvis man vil have sikker-
hed for at holde sig indenfor rammer-
ne af bevillingen.
Tendensen går altså klart i retning
af en faldende boligproduktion. Og
med de stadig stigende arbejdslønnin-
ger og langsomt stigende materiale-
priser er der i og for sig ingén grund
til at tro, at denne tendens ændrer sig.
Man søger ganske vist gennem byg-
getekniske eksperimenter af forskellig
art, således som disse f. eks. er gen-
nemført i 1957 ved opførelsen af 10
forsøgshuse i K’utdligssat, at finde nye
veje til billigørelsen og forbedring af
byggeriet gennem rationalisering og
forenklede konstruktionsprincipper.
Man skal dog ikke overvurdere de re-
sultater, der kan nås ad denne vej.
Der er ingen tvivl om, at resultaterne
af disse undersøgelser først og frem-
mest vil give sig udtryk ved forbed-
ring af husenes kvalitet og i mindre
grad i en sænkning af omkostnings-
niveauet.
KONCENTRATION AF BYGGERIET
En anden ting, der bør omtales i
denne forbindelse, er koncentrationen
af byggeriet. Man har længe været klar
over, at udbygningen af de grønland-
ske byer ikke fortsat kunne ske ved
opførelsen udelukkende af eenfamilie-
huse. For at spare udgifter til vejan-
læg, snerydning, vandkørsel o.s.v., må
man før eller senere forsøge at bremse
byernes vækst rent arealmæssigt ved
indførelse af nye, mere koncentrerede
byggeformer, såsom rækkehuse, eta-
gehuse og lignende. Ikke alene af øko-
nomiske grunde, men også af rent
pladsmæssige grunde er dette mange
steder — vel egentlig i de fleste byer
— en absolut nødvendighed, idet byg-
gemulighederne flere steder kan væ-
re meget begrænsede af rent terræn-
mæssige grunde. Som eksempel kan
jeg nævne specielt Sukkertoppen.
Nu vil det nok være den almindeli-
ge opfattelse, at koncentration af byg-
geriet betyder billigørelse. Det viser
sig imidlertid for boligstøttehusenes
vedkommende, at dette absolut ikke
er tilfældet. Et normalt boligstøttehus
i dag er som bekendt ikke udstyret
med særlige afløbsinstallationer eller
vandinstallation. Endvidere kan man
ved placeringen af huset til en vis
grad placere dette på en sådan måde
i terrænet, at udgifterne til grundstøb-
ning, udsprængning og lignende bli-
ver så små som muligt. Ved række-
husbyggeri derimod, hvor mange men-
nesker boligmæssigt placeres på et
forholdsvis lille areal, kan man ikke
af hygiejniske grunde forsvare at bi-
beholde de primitive sanitære forhold,
der kendetegner eenfamiliehusene.
Der må søges arrangeret fælles afløbs-
installationer og eventuelt vandinstal-
lation i husene. Endvidere vil sam-
menbygningen af husene ofte medføre
øgede krav til brandtekniske foran-
staltninger, ligesom også udgifterne til
fundamenter og lignende bliver større
pr. lejlighed end ved eenfamiliehuset,
da man er langt mere bundet med
hensyn til valg af byggegrund.
FÆRRE OG FÆRRE LEJLIGHEDER
Vi kommer herefter til følgende
slutning:
Såfremt bevillingen ikke forøges, vil
der blive bygget færre og færre lej-
ligheder fra år til år.
Går man tilbage til kommissionsbe-
tænkningen for der at søge oplysning
om, hvad man på daværende tids-
punkt betragtede som en rimelig år-
lig boligproduktion, har man dengang
på grundlag af et befolkningstal på
godt 21.000 anset det for nødvendigt at
opføre ca. 300 boliger årligt.
Ræsonnementet er følgende:
Der fandtes i hele Grønland ca. 4.000
boliger. Disse forudsattes fornyet suc-
cessivt indenfor en 20-årig periode,
d.v.s. 200 huse årligt til saneringsfor-
mål. For at klare befolkningstilvæk-
sten skønnedes det nødvendigt at op-
føre 80 boliger årligt. Endvidere for-
udså man nødvendigheden af at for-
mindske sammenhobningen af fami-
lier og regner med, at et årligt over-
skud på 20 boliger efterhånden ville
afhjælpe dette forhold.
I enkendelse af bevillingernes util-
strækkelighed har såvel landsrådet
som boligstøtteudvalget gentagne gan-
ge henstillet, at det årlige bevillings-
beløb blev sat op, og man har skønnet,
at man i hvert fald måtte kunne råde
over midler til opførelse af 300 boliger
årligt.
I det foredrag, som departementchef
Eske Brun har holdt i „Det grønland-
ske selskab" her i foråret, kom depar-
tementchefen også ind på den oven-
for omtalte spørgsmål om størrelsen af
en nødvendig årlig boligproduktion og
fremhævede, at han anså 300 boliger
om året for et minimum.
ÆNDREDE FORUDSÆTNINGER
Prøver man idag på udfra de fore-
liggende statistiske oplysninger at
vurdere forholdene på samme måde,
som det er sket i kommissionsbetænk-
ningen, viser det sig på flere måder,
at forudsætningerne er ændrede.
Begynder vi ved spørgsmålet om,
hvorledes saneringsbehovet er blevet
dækket i den forløbne periode, viser
den samlede boligproduktion på knapt
1400 huse umiddelbart, at de mål, man
oprindeligt stilede imod, langtfra er
nået. Desværre eksisterer der ikke et
tilgængeligt talmateriale til belysning
Nybyggeri af ca. 350 boliger
årligt nødvendigt, - knap
200 kan opføres nu!
Væsentlig forøgelse af boligstøttemidlerne nødvendig,
lwis sanering og boliger til befolkningstilvæksten skal
sikres
A/G berørte i en leder i sidste nummer spørgsmålet om omfanget ajf boligbyggeriet
i Grønland. Redaktionen bar bedt teknisk konsulent Preben Saggau om en kort rede-
gørelse på dette område.
Preben Sagij.iu
af omfanget af saneringerne i de for-
skellige kommuner.
Man kan imidlertid regne sig til,
hvad der maksimalt kan være opnået,
såfremt man går ud fra den forud-
sætning, at boligstøttebyggeriet i den
forløbne periode har haft et sådant
omfang, at det gennemsnitlige antal af
beboere pr. hus ikke er steget.
På grundlag af den af ministeriet
foretagne boligtælling i 1955 har man
udregnet, at der på daværende tids-
punkt boede 5,4 personer i hver bolig
i Vestgrønland. I perioden fra 1953 til
1958 skønnes befolkningstilvæksten
for den indfødte dels vedkommende at
andrage ca. 4.000 mennesker. For at
få dette befolkningsoverskud dækket,
må der altså opføres ca. 750 huse. Til-
bage bliver der således af den samle-
de boligproduktion på knapt 1400 lej-
ligheder ca. 640 lejligheder til sane-
ringsformål.
Der vil altså stadigvæk være godt
og vel 3.300 gamle huse, som formo-
dentlig bør saneres indenfor en over-
skuelig årrække. Går man ind for at
forlænge den periode, indenfor hvil-
ken husene skal fornyes, til ca. 30 år,
må man altså i øjeblikket regne med
ca. 140—150 lejligheder årligt til sa-
neringsformål.
BOLIGER TIL BEFOLK-
NINGSTILVÆKSTEN
Det antal lejligheder, der i dag skal
opføres for at klare befolkningstil-
væksten, kan regnes ud på følgende
måde. Befolkningens procentvise for-
øgelse anslås i øjeblikket til godt 3 %
årligt. Det vil sige, at der i 1959 skal
skaffes boliger til godt og vel 900 men-
nesker. Går vi ud fra de samme for-
udsætninger som ved bedømmelsen af
omfanget af saneringen, nemlig at der
fortsat er 5,4 personer i hver hus, skal
der opføres 160—170 huse årligt for at
dække befolkningsforøgelsen.
Tilsyneladende afhjælper man der-
for ikke overbefolkningen i lejlighe-
derne på denne måde. Imidlertid vi-
ser det sig ved en nærmere undersø-
gelse af det gennemsnitlige antal af
værelser pr. lejlighed, at dette for ny-
byggeriets vedkommende ligger høje-
re end det gennemsnitstal, man kan
udregne på grundlag af den føromtalte
boligtælling. Efter boligtællingen er
der ca. 1,9 værelse pr. lejlighed, me-
dens der for 1958 boligstøttebyggeriets
vedkommende er ca. 2,4 værelser pr.
lejlighed. Kan man derfor forøge bo-
ligproduktionen til godt og vel 300 lej-
ligheder pr. år, skulle der altså på
grundlag af ovenstående betragtnin-
ger være muligt, dels at gennemføre
en passende sanering, dels at dække
befolkningens forøgelse. Endvidere
.skulle der være mulighed for, at lej-
lighedernes overbefolkning langsomt
aftog.
(Fortsættes side IH)
3